Satirisk roman om magtens kynisme og indbyggede paranoia i Idi Amins diktatoriske, brutale og kleptokratiske Uganda i 1970’erne. En roman med gode takter og ambitioner, som imidlertid falder på for ufokuserede personportrætter og en distanceret fortællestil.

Forfatteren Moses isegawa (f. 1963) er født i Uganda og i dag bosiddende i Amsterdam, Holland. Hans roman Snakepit udspiller sig i Uganda i 1970’erne under Idi Amins regime og slutter med Amins fald i 1979 i forbindelse med den ugandisk-tanzanianske krig.

Det var ærlig talt lidt af en viljesakt for mig at komme gennem Snakepit. Ikke fordi den er svær at læse. Moses Isegawa skriver enkelt og primært i korte helsætninger. Men jeg manglede et drive i romanen, der kunne give mig lyst til at vende de næste sider og læse videre. Jeg kom dog igennem den, og den har da også kvaliteter.

Det manglende drive skyldes ikke mangel på ydre handling. Der sker tværtimod en masse i romanen, måske faktisk alt for meget. Set udefra er der også masser af action.

Problemet er snarere netop dette “set udefra,” for det er netop sådan, romanen er fortalt. Jeg manglede en indlevet forbindelse til personerne i romanen. Romanen er fortalt af en alvidende fortællerstemme, og vi hører om mange forskellige personers tanker og motivationer.

Ikke desto mindre havde jeg som læser en følelse af, at det hele var fortalt “udvendigt.” Det virker ikke som om, Isegawa som forfatter egentlig holder af nogen af sine personer. De er ganske vist også svære at holde af, for de er stort set alle svært usympatiske, men jeg tror, at man som forfatter er nødt til at finde ét eller andet at holde af i selv sine mest diabolske karakterer, hvis man skal kunne skildre dem troværdigt.

Moses Isegawa (f. 1963). Foto: Jerry Bauer

En anden del af problemet er formentlig, at vi følger for mange personer i romanen. Det er som om, Isegawa ikke har kunnet bestemme sig for, hvilke af sine personer, han gerne ville satse på fortællemæssigt, og i stedet skifter han frem og tilbage i perspektiv mellem personerne med det resultat, at ingen af dem fremstår helt troværdige eller levende.

Især tre personer fylder i romanen:

Bat Katanga er uddannet på Cambridge i England, men vender i begyndelsen af romanen tilbage til sit hjemland Uganda for at indtræde i et job som “Bureaukrat nr. 2” i den indflydelsesrige Anti-Smuglingsenhed i The Ministry of Power.

Bat Katanga er velsagtens den mest sympatiske, eller rettere mindst usympatiske, af de tre hovedpersoner – alene af den grund, at han ikke er personligt tilbøjelig til overdreven og vilkårlig voldsudøvelse for sin fornøjelses skyld. Men grundlæggende er han et kynisk magtmenneske, helt åbenlyst alene drevet af målet om at tjene penge og leve et overdådigt liv i materiel luksus med dyre, hurtige biler.

I den succesfulde udøvelse af sit job skyr heller ikke Bat i realiteten nogen midler, hvad end det drejer sig om korruption eller mere anonym voldsudøvelse pr. stedfortrædere i sin myndighedudøvelse. Han forsøger efter bedste evne at leve efter det råd, en af hans venner har givet ham:

“Keep out of politics. Keep democracy and human rights outcries on a tight leash. Keep your passport with you at all times.”

Bats chef er general Bazooka, endnu et magtmenneske, men et mere plumpt og brutalt eksemplar af slagsen – en personificering af de mange brutale magtmennesker omkring Idi Amin. General Bazooka er konstant på vagt over for – og selv en aktiv spiller i – de mange magtintriger i regimet. Trusler, fængsler, mord og “forsvindinger” af reelle og indbildte politiske modstandere er en del af hans redskabspalet, som han anvender skrupelløst, mens han selv excellerer i orgier og andre ekstravagancer.

Den uuddannede Bazooka er instinktivt mistænksom overfor alle med en uddannelse, herunder hans egen ansatte, Bat Katanga, hvis hurtige succes Bazooka snart bliver misundelig på, og han begynder at lægge planer for at fælde Bat.

Og så er der den (hvide) britiske lejesoldat, Robert Ashes, der sendes til Uganda på en mission for en udenlandsk magt for at infiltrere Idi Amins styre. Ashes har imidlertid kun sin personlige vinding for øje, og han etablerer sig i stedet hurtigt som en af Amins mest fortrolige rådgivere. Ashes’ kynisme og morderiske brutalitet overstiger endda general Bazookas. De to typer udvikler et ærkefjendskab, og en god del af romanen udspiller sig omkring deres rivaliseren.

Romanfiguren Ashes er – allerede ved sit navn – let genkendeligt inspireret af den historiske person Bob Astles (som også har inspireret til den fiktive figur Nicholas Garrigan, som nogle vil huske fra bogen og filmen The Last King of Scotland).

Blandt andre centrale personer er kvinden Victoria, general Bazookas tidligere elskerinde og opdraget i efterretningstjenesten, som Bazookas forsøger at bruge til at udspionere Bat. Stik imod generalens plan forelsker Victoria sig imidlertid i Bat og får et barn med ham. Senere udvikler hun sig dog til en – noget karikeret – hævnerske, da Bat sender hende på porten, fordi han har forelsket sig i en anden kvinde, Babit (som i øvrigt er den måske eneste ikke decideret usympatiske person i bogen).

Der er også Bats bror, Tayari, på overfladen en letbenet fyrværkerimester, som ender med som bombemand at blive en del af en modstandsbevægelse mod Amins regime. Og der er en del flere, som alle udmærker sig ved, at de ind i mellem får lov at overtage fortælleperspektivet.

Idi Amin er på sin vis også en hovedperson, da forsøget på at forudsige den uforudsigelige diktator er et af referencepunkterne for mange af de øvrige personers handlinger. Amin optræder dog kun direkte i få scener og har generelt mest karakter af en lidt flimrende baggrundsfigur.

Det skorter med andre ord ikke på farverige personager i Snakepit, og der er for så vidt grundlag for en sprudlende og satirisk-kritisk roman. Problemet er, at fortællingen ikke løfter sig, fordi personerne aldrig (eller kun i ganske få glimt) bliver rigtigt vedkommende.

Der bliver slået utroligt mange mennesker ihjel undervejs, som der også blev i den virkelige verdens Uganda under Idi Amin. Enkelte af dem i helt overdrevent voldsomme scener, som dog heller ikke for alvor gør indtryk (i disse tilfælde: heldigvis) på grund af Isegawas generelt distancerede fortællestil.

Snakepit er på den anden sige ikke en decideret dårlig roman. Isegawa skal have point for ambitionen om at portrættere, hvordan et diktatorisk regime forfalder indefra som følge af sin egen kyniske og brutale magtlogik og indbyggede paranoia.

Og når man som læser føler sig nærmest intimideret af den ene mere overdrevne scene efter den anden ud i magtkynisme, hensynsløshed og brutalitet kombineret med gakkede astrologer og dekadente orgier – ja, så må man huske sig på, at det ikke kun er produkter af en fantasifuld forfatters hjerne, men også et ikke helt historieløst portræt af Idi Amins diktatoriske galmandsregime.

I den forbindelse ærgrede det mig lidt, at Isegawa ikke desto mindre ind i mellem forfalder til lidt for fantasifulde overdrivelser i sine beskrivelser af den ugandiske magtelites lukuriøse ekstravagancer eller Idi Amins personlige meritter. For eksempel har jeg ikke hørt, at Amin selv skulle have optrådt som skuespiller i to spillefilm om Mussolini, selv om Amin var en velkendt beundrer af Il Duce.

Der er så meget koloristisk stof at hente fra den virkelige Idi Amins regime, at det ikke skulle have været nødvendigt at introducere yderligere fantasifulde overdrivelser, og det svækker romanen lidt som satirisk-kritisk værk.

Jeg fandt mest interesse i Snakepit for de semihistoriske referencer til Amins Uganda, uagtet at den ikke kan betegnes som en egentlig historisk roman, snarere som historisk satire.

Den trækker også point hjem for sine mange, isoleret set grotesk-humoristiske enkeltscener. Nu, hvor jeg har læst mig igennem romanen, står disse faktisk lidt stærkere, og derfor trækker den sig lige akkurat op på tre stjerner. Mens jeg læste Snakepit, kedede jeg imidlertid mestendels, og det har derfor også taget mig uforholdsmæssigt lang tid at komme igennem den.

K's vurdering: