En fortvivlende barsk fortælling fra Sierra Leone efter borgerkrigen. Om genopbygning og forsoning. Og om fornyet destruktion i modernitetens vold. Grænsende til mytisk i sin form og samtidig konkret, historisk forankret. Og frem for alt smukt skrevet.
Ishamel Beah (f. 1980) skriver rasende godt, enkelt og smukt. Hans roman om Sierra Leone i tiden efter borgerkrigen i 1990’erne er en konkret historie om menneskeskæbner, man kan leve sig ind i, glæde sig sammen med og frustreres og fortvivles sammen med.
Samtidig er romanen en universel fortælling, i nogle stræk nærmest fabellignende i sin form, om at vende hjem efter en borgerkrig, om at genopbygge og ikke mindst om at forsones.
I romanen er den hårde forsoningsproces meget konkret og barskt personificeret af på den ene side manden Silo og hans to børn, som under borgerkrigen blev fanget af en gruppe børnesoldater, der – nærmest i leg – huggede Silos og hans børns arme af. På den anden side af drengen Ernest, som var deres bøddel, børnesoldaten, der førte macheten. De mødes i byen efter krigen, og mere konkret og hårdt optrukket kan man ikke skildre de næsten umenneskelige krav en forsoningsproces kan stille.
Romanen er også en kritik af skrupelløse, multinationale mineselskabers brutale, kyniske, menneskeforagtende og ødelæggende udnyttelse af både natur og mennesker i Sierra Leone i jagten på hurtig profit.
Beboerne i Imperi når således kun lige knap at genopbygge byen, fysisk og socialt, før de står over for en ny trussel i form af et stort multinationalt mineselskab, som – aktivt eller passivt understøttet af Sierra Leones regering og de lokale, korrupte ledere – i nogle henseender skal vise sig lige så ødelæggende som borgerkrigen.
Endelig rummer romanen også en skildring af modsætninger mellem land og by, som især udfoldes i den sidste del af bogen, hvor nogle af romanens personer – i resignerende fortvivlelse over destruktionen af landsbyfællesskabet og den udsigtsløse fattigdom på landet – prøver lykken i landets hovedstad, Freetown.
De sidste kapitler, der foregår i Freetown, er i sig selv gode, men kunne ikke desto mindre med fordel have være skåret væk. De virker lidt som et appendiks til den ellers så stærke historie forankret i landsbyen Imperi. Hvis Beah havde rundet romanen af i Imperi, kunne den have stået stærkere – og kunne i min bedømmelse have lænet sig op ad fem stjerner.
Portrættet af landsbybeboerne, deres fællesskab og truslerne udefra er skildret tindrende klart. Der er passager, hvor fortællingen er på nippet til at falde ind i lidt for karikerede modsætninger mellem på den ene side et forsvundet utopisk ideal om et traditionelt, harmonisk landsbyfællesskab og på den den anden side den menneskefjendske, kolde, brutale modernitet i form af især mineselskaberne, som i blind jagt på hurtig profit med vold lemlæster både natur og mennesker og også korrumperer de autentiske, menneskelige fællesskaber.
Men det lever vi med som læsere, ikke mindst fordi Ishmael Beah skriver i et smukt, smukt sprog, som på én gang er moderne og samtidig trækker på de mundtlige fortælletraditioner, Beah er vokset op med i Sierra Leone. Det sidste mærker man især i bogens fortællesmæssige rytme, men også i et flot sprog rigt på metaforer knyttet til naturen.
Alt i alt en stærkt anbefalelsesværdig bog.
Forfatter: Ishmael Beah
Udgiver: Sarah Crichton Books
Udgivelsesdato: 07.01.2014
Sider: 243
Læst: Marts 2019
K's vurdering:
