Mexicanske Juan Pablo Villalobos’ (f. 1973) bemærkelsesværdige kortroman Down the Rabbit Hole er fortalt som en slags dagbog af den syvårige Tochtli. Tochtli har umiddelbart et drømmeliv: Han bor i et palads, hans far har millioner af dollars og euro, og Tochtli får alt, hvad han ønsker sig. Og for tiden ønsker han sig mest af alt en liberisk dværgflodhest, som hans far er klar til at hente til ham i Liberia.
Problemet – som Tochtli i sin unge alder ikke selv har forstået endnu – er, at hans far tjener sine mange penge som brutal, mexicansk narkogangster.
Jeg er normalt ikke den største tilhænger af romaner om voksenliv fortalt fra børneperspektiv. Der går ofte det galt, at barnefortælleren bliver utroværdig, fordi forfatteren lader barnet beherske et utroværdigt avanceret ordforråd og iøvrigt lader det iagttage og reflektere over begivenheder, som det virker usandsynligt, at et barn i den pågældende alder kan forstå (Emma Donoghues Rum er et eksempel).
En af Juan Pablo Villalobos’ præstationer er, at det lykkes ham at styre uden om disse skær og bevare et troværdigt barneperspektiv romanen igennem, samtidig med at han får fortalt en meget voksen historie om et brutalt og voldeligt opgør mellem narkobander i et korrumperet Mexico.
Villalobos’ trick er, at han lader sin hovedperson og fortæller være et lidt gammelklogt barn med en skarp, men ikke urealistisk observationsevne og hukommelse. Hver aften, inden han skal sove, læser Tochtli i en ordbog for at lære nye ord. Det er hans egen forklaring på, at mange kalder ham for gammelklog, som her i bogens allerførste sætninger:
Some people say I’m precocious. They say it mainly because they think I know difficult words for a little boy. Some of the difficult words I know are: sordid, disastrous, immaculate, pathetic and devastating. There aren’t really that many people who say I’m precocious. The problem is I don’t know that many people. I know maybe thirteen or fourteen people, and four of them say I’m precocious.
Men Tochtli er bare syv år og han forstår ikke fuldt ud den verden, han er en del af – ligesom han heller ikke helt mestrer de svære ord, han har lært sig og bruger i tide og utide. Med Tochtli som fortæller i Down the Rabbit Hole demonstrerer Juan Pablo Villalobos på elegant vis den generelle pointe, at ingenting er, hvad det ser ud til på overfladen. Der er altid en anden virkelighed nedenunder, som imidlertid viser sig gennem sprækker i sproget, nogle gange uden at vi selv opdager det.
Sådan er det for Tochtli. Han tror, at den historie han fortæller handler om, hvordan han ønsker sig en liberisk dværgflodhest, rejser til Afrika på safari med sin far for at finde dværgflodhestene og til sidst også får sit ønske opfyldt (på en måde).
Men som læsere ser vi igennem Tochtlis sprog og de observationer, han gør sig og tillægger en mening, men ikke forstår. Vi ser, at Tochtli er søn af en afstumpet og voldelig, paranoid, mexicansk narkobaron, at han de facto er spærret inde i farens ‘palads’ af et vulgært rigmandshus, omgivet af gangstere, korrupte politikere, prostituerede og døvstumme tjenestefolk som sine eneste ‘venner’. Vi ser, at Tochtli måske er verdens mest ensomme barn, savner en mor, har tydelige psykosomatiske problemer og er i fare for selv at vokse op som et følelsesmæssigt forkvaklet menneske, uanset hvor barneuskyldig han er på tidspunktet for fortællingen.
Her er for eksempel et uddrag af Tochtlis egen udredning af, hvad han gennem iagttagelser i hjemmet har lært om, hvordan man laver personer om til lig – hvorved de i øvrigt ophører med at være personer, og derfor ikke længere kan tælles blandt dem, man kender (ellers ville han nemlig kende mange flere end de tretten eller fjorten personer nævnt ovenfor):
There are actually lots of ways of making corpses, but the most common ones are with orifices. Orificies are holes you make in people so their blood comes out. Bullets from pistols make orifices and knives can make orifices too. If your blood comes out there’s a point when your heart or your liver stops working. Or your brain. And you die. Another way of making corpses is by cutting, which you can also do with knives or with machetes and guillotines.
Men der er trods alt små glimt af håb, enkelte situationer, som viser, at alt ikke er tabt for Tochtli endnu følelsesmæssigt. Og så er der i øvrigt også masser af humor i bogen, som er lige dele komedie, narkogangsterhistorie og udviklingspsykologisk krisefortælling.
Det lyder lidt mærkeligt, men det fungerer faktisk. Og som nævnt lykkes det Villalobos at føre os troværdigt gennem hele historien uden at forråde præmissen om, at den er fortalt af en syvårig.
Prisen for at opretholde denne troværdighed er, at romanen mister lidt af pusten undervejs. Tochtlis semineurotiske og infantile fortællesstil bliver en smule ensformig mod slutningen af romanen. Det er derfor godt, at den ikke er længere. Det ville den næppe kunne bære.
Men som bogen er dimensioneret nu, er det fin lille roman med sin helt egen stil. Meget anbefalelsesværdig.
Villalobos er mig bekendt ikke oversat til dansk. Det var der nogle danske forlag og oversættere, der skulle se at få gjort noget ved. Snart!
Titel: Down the Rabbit Hole
Forfatter: Juan Pablo Villalobos
Udgiver: And Other Stories
Udgivelsesdato: 01.07.2013
Sider: 80
Originalsprog: Spansk
Oversætter: Rosalind Harvey
Originaltitel: Fiesta en la madriguera
Opr. udgivelsesår: 2010
Læst: Januar 2016
K's vurdering: