Juan Pablo Villalobos: Quesadillas

“Go and fuck your fucking mother, you bastard, fuck off!” lyder den første linje i Juan Pablo Villalobos’ rablende mexicanske satire Quesadillas. Så er vi ligesom i gang. Og herfra flyder fornærmelserne og sarkasmen i en lind strøm bogen igennem.

Her på K’s var vi ret glade for Villalobos’ debutroman Down the Rabbit Hole fra 2011, som også har gået sin sejrsgang verden over (omend ikke i Danmark endnu). Som den svære toer har Villalobos (f. 1973) – klogeligt – valgt at skrive en ganske anden slags bog. Det er nu svært ikke at sammenligne alligevel, og Quesadillas holder ikke helt samme niveau som debuten. 

Quesadillas en en slags politisk satire over Mexicos politiske, sociale og økonomiske elendighed. Romanen fortælles af den 13-årige Orestes, som vokser op i 1980’erne som næstældste søn i en søskendeflok på seks i en mexicansk familie, som til Orestes’ store fortrydelse er så fattig, at hver dag er en kamp mellem alle i familien om at komme til fadet med morens quesadillas.

Familien bor i en skramlet skotøjsæske af et hus bygget på toppen af en gudsforladt bakke uden for den lille støvede by Lagos de Moreno – en by, hvor der ifølge Orestes er flere køer end mennesker og flere præster end køer …

Faren er skolelærer, men hans eneste udtryk for vid og dannelse synes at bestå i, at han har opkaldt alle sine børn efter græske filosoffer eller skikkelser fra antik græsk mytologi: Udover fortælleren Orestes er der således storebroren Aristotles (som synes at være den dummeste af dem alle), Archilochus, Calimachus, Elektra og de yngste, tvillingerne Castor og Pollux. Men ellers bruger faren alle sine aftener på at sidde foran fjernsynet og udgyde eder og forbandelser – som han har gjort til en kunstart i sig selv – over alt og alt, især politikere.

I starten af bogen forsvinder de to tvillinger Castor og Pollux sporløst i et supermarked. Brødrene Aristoteles og Orestes beslutter sig for at løbe hjemmefra – med det påskud, at de vil lede efter tvillingerne, som ifølge storebror Aristoteles må være blevet bortført af rumvæsener (!), men egentlig er de begge to først og fremmest drevet af et ønske om bare at komme væk fra familien, væk fra manglen på quesadillas og væk fra den lille støvede by, de er vokset op i.

Bogen former sig herfra som en slags omvendt odyssé, hvor Orestes således ikke forsøger at komme hjem, men væk fra sit hjem – uden at det dog skal lykkes hverken ham eller storebror Aristoteles. I det håbløst korrupte og dillettantisk styrede Mexico synes reglen at være: Èn gang fattig underklasse, altid fattig underklasse. Med mindre man vælger at tolke et slags politisk-apokalyptisk, revolutionært håb ind i den afsluttende, helt surrealistisk udsyrede scene, som jeg dog ikke her skal afsløre noget af.

Villalobos’ satire har et vist bid og især er den fandenivolske, bitter-ironiske skrivestil sine steder ret underholdende. Der trækkes mange ironiske paralleller mellem mexicansk politik og aristotelisk filosofi og græsk mytologi, og det er da sjovt nok, men det ikke nok til at gøre en roman.

Bogen er ret kort (trækker man ordliste og efterord m.v. fra, er den på kun 160 små sider), og det stiller endnu større krav til en stram opbygning, end det gør til længere romaner. Det krav indløste Villalobos flot med forgængeren Down the Rabbit Hole, men Quesadillas står med sin episodiske karakter ikke helt distancen efter min smag, den er lidt for løs i koderne. Men ikke desto mindre ganske underholdende undervejs.

K's vurdering: