‪Guadalupe Nettels delvist selvbiografiske roman om at vokse op som en pige-udgave af Kafkas kakerlakkede Gregor Samsa‬ i Mexico City i 1970’erne har tematisk potentiale, men formår desværre ikke at engagere på grund af fladt og kedsommeligt sprog.

Mexicanske Guadalupe Nettels (f. 1973) Kroppen jeg blev født i er en, må man forstå, delvist selvbiografisk roman over forfatterens barndom.

Den i romanen navnløse jegfortæller er født med en øjendefekt, som afføder, at hun i det meste af sin barndom påtvinges at gå med klap for det raske øje i et forsøg på at korrigere det dårlige. Det i sig selv er medvirkende til, at hun vokser op med en oplevelse af at være en outsider, fremmed, født i en defekt krop.

Hun søger blandt andet tilflugt i litteraturen, hvor hun finder en identifikationsfigur i Gregor Samsa – det var ham, der i Kafkas novelle, Forvandlingen, en morgen vågnede af urolige drømme og fandt sig forvandlet til et uhyggeligt insekt. I samme retning trækker, at hendes egen mor ynder at kalde hende for “kakerlak.”

Kakerlakken er en gennemgående reference bogen igennem: Kakerlakken, som nedstammer fra trilobitterne, har overlevet i millioner af år ved at gøre sig hårdfør og lære at leve med lidelsen. Således også Nettels jegfortæller, som i løbet af bogen og sin opvækst lærer at leve med sin øjendefekt og sin position som udgrænset.

Opvæksten bliver ikke nemmere af, at vi befinder os i 1970’ernes Mexico City, som lige som andre dele af verden i det tiår er ramt af en eksperimenterende bølge ud i alternative familieformer, “åbne forhold” og åben (alt for åben for de stakkels børn) snak om sex, som pigens forældre kaster sig ud i.

Forældrenes ægteskab overlever ikke eksperimenterne, og i en periode henvises jegfortælleren og hendes bror til at bo med deres mormor, hvor de udsættes for hendes anderledes konventionelle opdragelse, mens moren forsøger at leve sine drømme ud i Frankrig og faren er bortrejst – i fængsel, viser det sig senere.

Guadalupe Nettel (f. 1973). Foto: Lisbeth Salas

Det bærende greb i romanen er, at pigen, der med klappen for det gode øje må gå gennem sine tidlige skoleår i en forvirret tåge og en følelse af isolation og fremmedhed for verden omkring sig, i stedet udvikler et særligt blik for det anderledes – for andre outsidere, for de utilpassede, de udgrænsede, de fremmede, de diskriminerede.

I sin form fremstiller bogen sig som en lang terapeutisk selvbekendelse af fortælleren som voksen kvinde, idet hun fra psykoanalytikerens briks ser tilbage på sin opvækst.

Jeg havde gerne undværet denne påkaldelse af en kunstig terapeutisk seance. Den virker påklistret og er helt overflødigt for bogen i og med, at den i forvejen er skrevet som jeg-fortællerens barndomserindringer i tilbageblik. Det hjælper lidt på det, at Nettel lader skinne igennem, at den angivelige terapeut da også kun skal forstås som en fiktiv tilhører, som aldrig svarer, men som fortælleren skriver op imod. Men overflødigt er det nu alligevel.

Romanen har gennemgående fået vældig positiv modtagelse hos danske anmeldere, har jeg noteret mig, og på bogens bagklap betegnes Nettel som “en af Latinamerikas mest markante samtidsforfattere.”

Jeg kan desværre ikke synge med i det begejstrede kor, og det skyldes ikke romanens temaer eller handling. Men jeg fandt sproget fladt og kedeligt i en grad, som gjorde det meget vanskeligt for mig at engagere mig i fortællingen.

En overgang overvejede jeg, om det var den danske oversættelse, der svigtede lidt og ikke formåede at gengive en anden og mere interessant tone, der kunne have været i den spanske original. Men den teori afviser jeg, da vi her på bloggen kender oversætter Liv Camilla Skjødt fra aldeles glimrende fordanskninger af andre spansksprogede forfattere, herunder Alejandro Zambra, María Luisa Bombal og Mario Levrero.

Alette B.’s lækre omslag til bogen kan der til gengæld ikke være to meninger om. Farver og typografi er smukt afstemte med Cecilia Ruiz’ skægge illustration, som med sin utvetydige reference til Kafkas Gregor Samsa perfekt indfanger bogens centrale temaer, som de udspændes mellem humor og alvor.

K's vurdering: