Alejandro Zambra: Bonsai

“Til sidst dør hun, og han bliver alene, selvom han i virkeligheden havde været alene flere år, før hun døde” (s.13).

Sådan lyder første linje af Alejandro Zambras kortroman Bonsai fra 2006, der først nu udgives på dansk. Og den kondenserer sådan set hele historien i denne uhyre vellykkede lille bog.

Zambras bog er selv en litterær bonsai: En fuld og hel historie om to menneskers kærlighed til hinanden gennem en stor del af deres liv – skåret ned til miniatureform gennem omhyggelig pleje og omsorg, præcis beskæring og nådesløs udlugning af historiens stiklinger undervejs, indtil historien får den kompakte og kunstneriske form, som forfatteren har set for sig.

Zambras roman er fyldt med denne slags små sætninger, der er ladet med overskud af mening, og som samlet set gør Bonsai til en fremragende og meget velkomponeret kortroman med stor tyngde trods sin sidetalsmæssige lidenhed.

Et andet eksempel er fra de unge nyforelskedes anden nat sammen, som kommer til at lægge afgørende spor for deres forhold:

Første gang Julio løj for Emilia var, da han sagde, at han havde læst Marcel Proust. Han plejede ikke at lyve om, hvilke bøger, han havde læst, men denne anden nat, som de begge vidste, var begyndelsen til noget, og at dette noget, om det så ville briste eller bære, skulle blive afgørende, denne nat lagde Julio vægt bag sine ord og sagde i påtaget fortrolighed, ja, han havde læst Proust, en sommer i Quintero, da han var sytten.

Bogen er også fyldt med selvreferencer i forskellige lag. Som f.eks. da den unge mand Julio senere i livet ikke får et job med at transskribere en berømt forfatters nye roman, men så i stedet selv begynder at skrive den roman, han tror, den berømte forfatter ville have skrevet, og som han ender med at kalde Bonsai, og som måske, måske ikke, er den roman, vi sidder med i hånden.

Ved Julios første møde med den berømte forfatter, spørger sidstnævnte hånligt: “Du skriver romaner? De dér romaner på 40 sider med korte kapitler, der er så moderne?” (s.62). En selvironisk selvreference fra Zambras side, idet Bonsais ganske vist 90 sider snildt kunne være pakket ned på 40 sider, hvis man havde udeladt blanke sider mellem de korte kapitler og meget luft mellem afsnittene m.v.

Jeg har noteret mig, at andre anmeldere af netop denne grund har betegnet udgivelsen som lidt “pjevset” og ønsket sig, at Skjødt Forlag havde samlet Bonsai og de planlagte udgivelser af to af Zambras andre kortromaer i én samlet bog (jf. Klaus Rothsteins derudover meget positive anmeldelse i Weekendavisen 25. april 2014). Tja, det kunne man selvfølgelig have gjort, men på den anden side har Bonsai efter min mening rigelig indholdsmæssig tyngde til at kunne bære sin egen udgivelse, ligesom den megen fråsen med blankt papir i sig selv har en litterær effekt ved at fremhæve de enkelte kapitler og afsnit stærkere som små kompakte meningshelheder.

Det er ligesom med en bonsai: “Den består af to elementer: det levende træ og beholderen. De to elementer skal være i harmoni, og valget af en egnet skål er næsten en kunstart i sig selv” (s. 82).

K's vurdering: