Alejandro Zambra: Træernes privatliv

Endnu en næsten perfekt kortroman fra chilenske Alejandro Zambra. Denne gang om at vente en hel nat på, at ens elskede og mor til ens steddatter skal komme hjem.

Temaer fra Zambras andre bøger (den tidligere Bonsai og den senere Måder at finde hjem på) går igen her: Blandt andet dette at tænke, tale og gå forbi hinanden, fordi Zambras personer gør sig alt for mange forestillinger om hinanden i stedet for at tale og lytte.

Udover de tematiske lighedspunkter benytter Zambra sig også af intertekstuelle referencer til egne værker. Som når Julian gør et ynkværdigt forsøg på at dyrke en bonsai ud af en stuebirk. I modsætning til Julio i Bonsai, så mislykkes Julian i Træernes privatliv dog ynkeligt i forsøget. Til gengæld lykkes Julian bedre med kærligheden.

Ihvertfald finder vi ved den lille romans begyndelse Julian hjemme i færd med at putte sin steddatter, som han er kommet til at elske som sin egen. Hun er datter af Julians kone Veronica, som han har været sammen med i omkring tre år. De har begge forliste forhold bag sig, men har nu fundet hinanden og lykken. Måske. Måske ikke. Det ved vi som læsere faktisk ikke helt, og vi finder aldrig helt ud af det.

Men ihvertfald er Julian tilpas lykkelig til at det mest dominerende tema i Træernes privatliv bliver angsten for at miste – både sin elskede og sit barn.

For bogen starter med, at Veronica ikke kommer hjem. Hun har været til sit ugentlige tegnekursus, men det bliver senere og senere, og Julian hører ikke fra hende, mens alle tænkelige forklaringer på, at hun ikke kommer hjem, raser gennem hans hoved, den ene værre end den anden.

Hele romanen udspiller sig i det tidsrum, hvor Julian venter på Veronica, som det annonceres allerede på bogens første sider:

Det er stadig ikke sikkert, at der bliver en næste dag, for Veronica er ikke kommet hjem fra tegneundervisning. Når hun kommer hjem, slutter romanen. Men så længe hun ikke kommer hjem, fortsætter bogen. Bogen fortsætter, indtil hun kommer hjem, eller indtil Julian er sikker på, at hun ikke kommer hjem.

En ildevarslende ramme at sætte, som gør slutningen af den lille bog næsten ubærlig. Den kan da ikke slutte sådan, ønsker man. Men det gør den, og det er perfekt.

Mens Julian venter får vi i tilbageblik en række glimt af hans og Veroinicas forudgående liv. Julians tidligere forliste parforhold, Veronicas ditto, deres møde og Julians indtræden i sin nye familie.

Ikke mindst det sidste fylder en del: Dette at komme ind i en ny familie – noget, der begynder med en fascination og en forelskelse i en kvinde, men bliver til meget mere, til en familie, til kærlighed til både kvinden og hendes barn, som bliver til ens eget barn.

Og mens Julian venter og bekymrer sig, flyver hans tanker, blandt andet til drømme om datterens fremtid, drømme, som måske eller måske ikke inkluderer ham selv, for hvad nu hvis Veronica slet ikke kommer hjem?

For alle os, der selv kender til på lignende vis at komme ind i og blive en del af ny familie, er det svært ikke at blive påvirket af bogen. For Zambra skriver fint og vedkommende, følelsesmæssigt stærkt uden at være sentimental.

‘Træernes privatliv’ er smukt oversat til sikkert og uprætentiøst dansk af Liv Camilla Skjødt. Det var også hende, der oversatte Zambras Bonsai, og hun har en tredje oversættelse af Zambras Måder at finde hjem på på vej – alle udgivet på eget lille forlag (Skjødt Forlag). Lad os håbe, at Liv Camilla Skjødt får succes med forehavendet og får mulighed for at oversætte og udgive flere skæve, skønne, spansksprogede bøger.

K's vurdering: