Et fascinerende portræt af den for de fleste ukendte, men ikke desto mindre særdeles indflydelsesrige, japanske forfatter Shiki Nagaoka, hvis næse var så usædvanlig stor, at mange efterfølgende har været fristet til at betragte ham som en fiktiv figur.

Den mexicanske forfatter Mario Bellatin var et helt ukendt navn for mig, indtil hans kortroman Skønhedssalon tidligere på denne måned som det første og hidtil eneste værk af Bellatin blev udgivet på dansk. Jeg var ret begejstret (hvilket man kan læse om her), og skyndte mig at bestille alt, hvad jeg kunne finde på nettet af Bellatin i engelsk oversættelse (jeg arbejder på at lære mig selv spansk for at kunne læse nogle af de mange spændende, men ikke-oversatte spanskskrivende forfattere, men der går nok lige nogle år, før jeg når dertil …).

Den første Bellatinbog, jeg har kastet mig over, er en biografi om en af Bellatins angiveligt største inspirationskilder, den japanske kultforfatter Shiki Nagaoka (fødselsår ukendt – død 1970), som også skulle have inspireret forfattere som Juan Rulfo (der er kendt for kun at have skrevet én, til gengæld mesterlig roman, og for hvem mødet med Shiki Nagaokas litteratur var dét, der angiveligt var lige ved at få Rulfo til at genoptage arbejdet med sit uafsluttede værk).

På forhånd var Shiki Nagaoka et om muligt endnu mere ukendt navn for mig, end Bellatin selv var for en måned siden. Jeg trøster mig med, at jeg næppe er den eneste i den situation. Og blandt dem, der har hørt om Shiki Nagaoka, skyldes det for de fleste måske snarere rygtet om hans usædvanlige fysiske udseende end hans litterære produktion.

Som det hedder indledningsvist i Bellatins biografi:

The strange physical appearance of Shiki Nagaoka, marked by the presence of an extraordinary nose, was such that he was considered by many to be a fictional character.

Shiki Nagaoka var fra naturens hånd således begavet med en ualmindeligt stor næse. Det plagede ham livet igennem, og han forsøgte på forskellig vis at afhjælpe sit monstrøse udseende – som var så meget værre for en japaner på den tid, fordi en stor næse blev betragtet som et symbol på Vesten, ikke en attråværdig attribut i det konservative, traditionalistiske Japan.

Shiki Nagaoki plejede blandt andet at bade sin næse i kogende vand hver aften, hvorefter han kunne trykke store hudorme ud af den – i så store mængder, at det faktisk reducerede næsens størrelse for en stund. Og når han spiste, havde han en tjener til at holde næsen fri af maden med et særligt stativ.

Opslag fra bogen: Næseremedier og tekstfragmenter

Det lyder som en vittighed, men i et appendiks til Bellatins bog kan man se fotos af forskellige artefakter fra Shiki Nagaokas liv, herunder den skål, han benyttede til de varme næsebade, og den krukke, der blev brugt til opsamling af de fedtafsondringer, behandlingen resulterede i.

Men nu skal det jo ikke bare handle om Shiki Nagaokas næse, men om hans litteratur. Hos Bellatin – og i forordet af oversætter David Shook – kan man læse, at Nagaokas produktion blandt andet omfatter en stor mængde noveller, monogatarutsi på japansk, samt et eksperimenterende værk, hvori han udforsker forholdet mellem skrift og fotografi.

Især er Shiki Nagaoki dog anerkendt for sit hovedværk, uden titel, kun kendt under et symbol – hvilket har at gøre med de sproglige udfordringer ved værket:

In his final years Shiki Nagaoka wrote a book that for many is fundamental. Unfortunately it dosen’t exist in any known language.

Da værket ikke eksisterer på noget kendt sprog, er det ikke overraskende genstand for megen spekulation og forsøg på fortolkning. I Paris er der f.eks. dannnet et selskab af nagaokitter, der angiveligt mødes ugentligt med den målsætning at afdække logikken bag Shiki Nagaokas værk.

Da Shiki Nagaokas søster spurgte ham, hvad hovedværket handlede om, skulle han selv have svaret følgende:

[…] it was a beautiful essay about the relationship between writing and physical defects, and about how the literature that surges from that place must distance itself from reality by appealing to language – in this case to no-language.

Og lad os bare stoppe den her:

Mario Bellatins lille bog om den japanske forfatter med en næse så stor, at den fik mange til at tro, at han var en fiktiv figur, er selv et sådant essay om forholdet mellem skrivning og fysiske defekter, og om hvordan litteratur, der opstår i dét forhold er nødt til at distancere sig selv fra virkeligheden gennem sin omgang med sproget.

Og hvis du ikke allerede har gættet det: Forfatteren Shiki Nagaoka er en fiktiv figur – opfundet af Mario Bellatin selv, da han på et tidspunkt blev træt af evindelige journalisters evindelige kliché af det samme spørgsmål om, hvor han som forfatter dog fik sin inspiration fra.

Ved en sådan lejlighed, under et interview på en litterær festival i Mexico, opfandt han figuren Shiki Nagaoka med den gigantiske næse, som han angiveligt med stor passion fremhævede som sin store inspirationskilde på trods af, at Nagaokas hovedværk ikke var tilgængeligt på noget kendt sprog.

Opslag fra bogen: Potrætfoto af Shiki Nagaoka, manipuleret af søsteren

Til Bellatins overraskelse åd journalisterne det råt, og som den lurendrejer, han er, fulgte han spøgen op ved at udgive den her omtalte fiktive biografi om den japanske forfatter – komplet med litteraturliste, inkl. sekundære værker, og optrykte fotos af forfatterens familie, af forskellige artefakter, han skulle have brugt i sin daglige næsehåndtering, samt sågar et portrætfoto af Nagaoka selv – det sidste dog manipuleret af Nagaokas søster, må man forstå, som har kradset næsen væk fra fotoet, angiveligt med formål at undgå, at forfatteren skulle blive betragtet som en fiktiv figur …

Det hele er umådelig vittigt på sin egen sære og meget underspillede facon. Og den korte bog er værd at læse alene af den grund. Men det, der gør Bellatins bog om Shiki Nagaoka til mere end en flygtig spøg, er, at det midt i satiren også lykkes for Bellatin at skrive et bevægende portræt frem af en fiktiv kunstersjæl, der i det meste af sit liv måtte se sig selv reduceret til sin ene, lille (eller: store) fysiske deformitet.

Shiki Nagaoka – A Nose for Fiction hører som litterært værk til på hylden for pudsigheder, men det er en overordentlig fin og læsværdig én af slagsen.

• Lignende indlæg
• Af Mario Bellatin

Lev Tolstoj: Kreutzersonaten

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Armin Öhri: LZ 129. Die letzte Reise der Hindenburg

Andrés Barba: Små hænder

Mario Bellatin: Skønhedssalon