Juan Rulfos Pedro Páramo fra 1955 er en mexicansk nyklassiker med stort K, som har haft enorm indflydelse på ikke mindst den efterfølgende latinamerikanske litteratur.

En del steder kan man se Pedro Páramo omtalt som forløber for den latinamerikanske magiske realisme (á la Gabriel García Márquez). Jeg tror nu ikke, at jeg ville kategorisere bogen som magisk realisme, for der er egentlig ikke noget specielt magisk eller eventyrligt over dens univers. Hvis man altså kan se bort fra, at alle personerne, inklusive fortælleren, er døde…

Romanen er overvejende fortalt i jeg-form af den unge mand Juan Preciado, som efter sin mors død tager til landsbyen Comala for at opsøge den far, han aldrig har mødt, en mand ved navn Pedro Páramo.

Romanens første linjer:

I came to Comala because I had been told that my father, a man called Pedro Páramo, lived there, It was my mother who told me. And I had promised her that after she died I would go see him. I squeezed her hands as a sign I would do it. She was near death, and I would have promised her everything.

Men Comala er ikke længere den by, hans mor har fortalt ham om. Landsbyen ligger stort set øde hen, og der går ikke længe, før det går op for Juan Preciado, at de få mennesker, han møder, i virkeligheden er døde – ikke meget andet end ekkoer fra fortiden, spøgelser, der ikke kan få ro. Hele landsbyen er en slags Purgatorium, en mellemstation mellem livet og døden.

Og de dødes stemmer blander sig og overtager ind i mellem fortællerstemmen – som i øvrigt også veksler mellem første- og tredjeperson og i tid veksler mellem Juan Preciados spøgelsesagtige ‘nutid’ og faren Pedro Páramos fortid.

Ret tidligt i romanen forstår Juan Preciado, at den far, han er kommet for at opsøge, dels er død og dels vist ikke har været blandt Guds bedste børn. Tværtimod holdt Pedro Páramo i sin levetid tilsyneladende landsbyen i et despotisk jerngreb. Undervejs i romanen nuanceres billedet af Pedro Páramo dog en smule med skildringen af hans barndom og af hans voksenlivs store kærlighed.

Romanen er kort, men meget kompakt. På de få korte sider får Rulfo præsenteret og skarpt karakteriseret et stort galleri af personer fra landsbyens fortid, som på forskellig vis i deres levetid – og endnu i døden – havde forbindelse til Pedro Páramo, som er romanens omdrejningspunkt.

Pedro Páramo er på flere måder en bemærkelsesværdig bog. Det er for eksempel ikke så tit, at en romans tilsyneladende hovedperson og jeg-fortæller afgår ved døden cirka midt i romanen, men ikke desto mindre fortsætter med at fortælle historien liggende i sin grav (sammen med flere af de andre begravede i øvrigt)…

Derudover skal bogen især læses for sin udfordrende skrivestil, det klare og stærke sprog og den flagrende, drømmeagtige stemning romanen igennem – men også for de fine personportrætter fra livet i en lille mexicansk landsby i revolutionstiden.

Det er dog ikke ligefrem en let bog at læse (ikke godt egnet til strandlæsning efter for mange drinks). Sproget er for så vidt enkelt – og stærkt i sin enkelhed. Men de mange fortællestemmer kan være forvirrende, og det er bestemt ikke en bog for dem, der hader, at man først undervejs eller helt til sidst finder ud af, hvad der egentlig foregår – hvis man da overhovedet finder ud af det.

Hører du som jeg derimod til dem, der tænder på en sådan læseudfordring, så er der meget at komme efter hos Juan Rulfo. Romanen fremstår trods sine mere end 60 år på bagen markant moderne og helt frisk i sin skrivestil. Hvis der i kolofonen havde stået 2015 frem for 1955 som oprindeligt udgivelsesår, ville jeg således ikke havde studset.

Gabriel García Márquez skriver i et forord til min udgave af romanen, at Pedro Páramo var den bog, der i 1961 fik ham ud af en skrivekrise, som han angiveligt befandt sig i efter at have skrevet sine første fire romaner.

I den forbindelse er det paradoksalt, at Juan Rulfo (1917-1986) selv kun skrev denne ene roman (og før den en enkelt novellesamling). Og det på trods af, at Rulfo i sin samtid fik endog stor anerkendelse for Pedro Páramo.

For spanieren Enrique Vila-Matas udgør Rulfo dermed nærmest det paradigmatiske eksempel på dem, han i sin essayistiske roman Bartleby & Co. kalder forfatternes ‘bartlebyer’, dvs. forfattere, der holdt op med at skrive, selv om man skulle tro, at de havde mange flere gode bøger i sig. Vila-Matas viderebringer dette citat, hvor Rulfo fortæller om sit eget skrivestop:

– Hvorfor jeg ikke skriver? sagde Juan Rulfo i Caracas i 1974. Jo, fordi min onkel Celerino er død. Det var ham, der fortalte mig historierne. Han snakkede altid, når vi fulgtes ad. Men han var fuld af løgn. Alt hvad han fortalte var det rene løgn, og derfor var det, jeg skrev, selvfølgelig også det rene løgn.

Løgn, måske – ja, ihvertfald fiktion. Men det er som bekendt i fiktionen, at man finder de største sandheder, og dem er der også en del af i Pedro Páramo. Og når man har skrevet en roman som den, ja, hvorfor så egentlig også skrive mere?

Pedro Páramo er oversat til mere end 30 sprog, herunder dansk, men den danske udgave er udsolgt fra forlaget (Gyldendal), og jeg har derfor læst den i engelsk oversættelse. Med den store popularitet, som magisk realisme og tilgrænsende genrer nyder i Danmark, skulle man imidlertid synes, at et nyt dansk oplag burde være på sin plads – eller hvad, Gyldendal?

• Lignende indlæg
• Serpent's Tail

Norah Lange: People in the Room

Jorge Consiglio: Southerly

Ricardo Romero: The President’s Room

Jorge Luis Borges: Brodie’s Report (including the prose fiction from In Praise

Mia Couto: Sleepwalking Land

Bandi: The Accusation. Forbidden Stories from Inside North Korea

Alain Mabanckou: Memoirs of a Porcupine