Skrevet ud af en stor og autentisk, personlig smerte, ingen tvivl om det, men for patetisk, for kunstfærdig og for finlitterært fortænkt til for alvor at gribe mig om hjertet.

Israelske David Grossman er ham med den fremragende og stærke Kvinde på flugt fra meddelelse (2008, da. 2011) om en israelsk kvinde, som besættes af den tanke, at hvis hun forlader sin hjem og bliver ved at vandre i det israelske landskab, så kan hun holde sin søn, der er indkaldt som soldat, i live – baseret på den logik, at hun derved forhindrer myndighederne i at overbringe hende meddelelsen om sønnens død.

Ved et ubarmhjertigt skæbnetilfælde mistede David Grossman selv sin søn i Israels krig mod Libanon, mens han var ved at skrive Kvinde på flugt. Hans følgende bog, At falde ud af tiden fra 2011, som nu er oversat til dansk, fremstår som et forsøg fra Grossmans side på en videre litterær bearbejdning af sorgen over tabet af sønnen.

Handlingen tager udgangspunkt i en mand og en kvinde, som for år tilbage mistede deres femårige søn ved en ulykke. De har ikke talt rigtigt sammen eller kunnet opleve nogen egenlig intimitet siden – fraværet af sønnen står i vejen. Manden beslutter sig for at begynde at gå – han vil opsøge sønnen ‘dér’, på den anden side af livet, som et slags sørgearbejde.

Så langt lyder temaet jo som noget, vi kender fra Kvinde på flugt, men her ophører ligheden så også. At falde ud af tiden er en helt anden slags bog. Den har form af en slags sørgespil, et stykke hen ad vejen skrevet som et skuespil, inspireret af de klassiske tragedier, med et kommenterende kor og det hele.

– Jeg må gå.
– Hvorhen?
– Til ham.
– Hvorhen?
– Til ham, dérhen.
– Til stedet, hvor det skete?
– Nej, nej. Dértil.
– Hvad er dér for noget?
– Det ved jeg ikke.
– Du skræmmer mig.
– Bare se ham et øjeblik mere.
– Men hvad er der at se nu? Hvad er der tilbage at se?
– Måske vil det være muligt at se ham dér? Måske endda tale?
– Tale?

Manden går i en cirkel rundt om sin landsby og hans sørgegang vækker forskellige mytologiske typer i landsbyen, som én efter én begynder at følge ham: Byens krønikeskriver, hertugen, kentauren, jordmoderen, skomageren, den gamle skolelærer, den gale kvinde i fiskenettene. Alle har de mistet et barn, i krig eller ved forskellige ulykker, og for dem alle har det traumatiseret og invalideret deres liv.

Jeg ville virkelig gerne have kunnet begejstres for denne bog. Med Kvinde på flugt fra meddelelse stadig siddende i kroppen to år efter læsningen, var jeg indstillet på noget godt, og jeg gav Grossmans tekst lang line de første mange sider. Som udgangspunkt var jeg også sympatisk indstillet overfor hans litterære eksperiment med at vække den klassiske tragedie til live i moderne iklædning.

Men det fungerer altså ikke. Selv med al min velvilje mistede jeg interessen og engagementet. Den store smerte, den store sorg, det store savn berørte mig kun i få glimt – tekstens alt for store patos og villede finlitterære kunstfærdighed skyggede for forbindelsen til følelserne. Jeg mistede interessen på halvvejen og læste kun bogen til ende af litterær pligtfølelse – og havde jeg ikke på forhånd været så velvilligt indstillet, havde jeg lagt bogen til side efter 20-30 sider. Og det skulle jeg nok have gjort.

DEN GÅENDE MAND:
Dér
rører jeg
ved ham?
Ved hans indre
selv?
I hans afgrund?

KVINDEN I TOPPEN AF TÅRNET:
Og han,
også han
vil røre
ved dig
dérfra
og hans berøring –

DEN GÅENDE MAND:
Har intet
menneske
ingensinde
rørt ved mig
på den måde?

KVINDE I NET:
To menneskekrummer
var vi,
en dr
eng
og hans m
or –

Hvis ovenstående citat – som er fra et tilfældigt opslag i bogen – virker appellerende, så er At falde ud af tiden måske noget for dig, for sådan er den mere eller mindre hele vejen.

Det er ikke muligt at stille spørgsmålstegn ved oprigtigheden eller intensiteten af Grossmans personlige smerte, som At falde ud af tiden åbenlyst er vokset ud af. Og forhåbentlig har arbejdet med bogen haft en vis terapeutisk effekt for Grossman selv. Men den fungerer bare ikke for os andre.

K's vurdering: