William Faulkner: The Sound and the Fury

Behold the Master…! Det er med god grund, at Faulkner har klassikerstatus. Og The Sound and the Fury fremhæves ofte som et af de absloutte mesterværker. Den er også ubetvivleligt i en klasse for sig.

Jeg tror, at dette er den vanskeligste roman, jeg nogensinde har læst – og jeg må medgive, at det var noget af en viljesakt at komme igennem især den første, vanskeligste halvdel. Ikke kun på grund af udfordringen i at læse Faulkner på engelsk (og det er – for mig – en ret stor udfordring – men det forekommer nærmest meningsløst at skulle læse ham i oversættelse, da det netop er hans virtuose beherskelse af og eksperimenteren med det engelske (sydstatsamerikanske) sprog, der løfter ham op i særklasse).

Men romanen er især vanskelig på grund af Faulkners krævende brug af stream-of-consciousness-stilen, som gør særligt den første halvdel af romanen tæt på ulæselig. Første fjerdedel er f.eks. fortalt gennem en 33-årig udviklingshæmmets perspektiv (som mentalt er på en 2-årigs niveau), og teksten består af hans bevidsthedsstrøm, som – hver gang han får en ny association, hvilket han gør ret tit – springer frem og tilbage mellem nutid og et større antal forskellige fortider, ofte midt i sætninger – sætninger, som i øvrigt gerne strækker sig over flere sider uden et komma….

Men det meste ender med at give mening – det kræver noget tålmodighed, men det er investeringen værd….