Kaveh Akbar: Martyr!

En slet ikke ueffen amerikansk roman om at skrive sin egen historie som svar på eksistentiel tomhed og identitetsmæssig vildrede. Og om hvad det i virkeligheden vil sige at være martyr – i modsætning til f.eks. ayatollahernes falske martyrer. Original, vittig, smart, sarkastisk og samfundskritisk, men også følsom og vedkommende. Og virkelig godt skrevet. 

Den iranskfødte, amerikanske forfatter Kaveh Akbar (f. 1989) har udgivet et par digtsamlinger, mens Martyr! (2024) er hans romandebut. Og Akbar er et ganske interessant bekendtskab, som nok kan være værd at følge.

Romanen handler om den cirka 30-årige, iranskfødte amerikaner Cyrus Shams. Han er universitetsuddannet med hovedfag i engelsk litteratur, men har et lidt sølle deltidsjob på et universitetshospital som en slags skuespiller, der i konstruerede træningsseancer for de medicinstuderende skal simulere forskellige grader af smerte som patient eller pårørende. Han skriver digte, men har endnu ikke udgivet noget. Ingen kæreste, ingen familie, men dog et par venner. Og så er han ædru alkoholiker og blandingsmisbruger i et behandlingsforløb, han ikke helt har fundet sig til rette i.

Cyrus kæmper ikke alene med at holde sig fortsat ædru, men også med følelsen af en grundlæggende eksistentiel tomhed, en mangel på mening i livet, en identitetsmæssig usikkerhed, som hos ham også involverer oplevelsen af hverken af være iraner eller rigtig amerikaner, ikke rigtigt at tro på nogen gud, en ikke helt fast defineret seksualitet og mere til.

Fra en af hans halvhjertede AA-sessioner:

“This program too. Just words. I mean, I used to piss the bed all the time and try to kill myself. And I don’t piss the bed anymore, at least. Så there’s something here, right? Objectively. But I resist it. I feel sad all the time. Angry. If I’m being rigorously honest, I still think most of you are fucking idiots, If we met outside these rooms, you’d probably try to depart me -”

En nøglebegivenhed i Cyrus’ liv og i romanen er den historiske nedskydning af et iransk passagerfly den 3. juli 1988 over Den Persiske Golf i slutningen af den iransk-irakiske krig 1980-1988, da det amerikanske krigsskib USS Vincennes ved en fejl angiveligt tog passagerflyet for at være et jagerfly. Alle 290 passager døde, heraf 60 børn.

I romanens univers døde Cyrus’ mor ombord på dét fly, på vej til at besøge sin bror i Dubai, mens Cyrus som spæd var hos sin far i Teheran. Cyrus er således blevet opfostret af sin far, der kort efter nedskydningen flyttede med drengen til USA, hvor han arbejdede sig ihjel på en kyllingefarm.

Cyrus’ eneste levende familiemedlem er hans “skøre onkel” Arash i Teheran der stadig er plaget af PTSD efter den iransk-irakiske krig. Onklen havde et af de mere groteske jobs i den iranske hær:

At night, after the human wave attacks and the mustard gas left countless dozens or hundreds of Iranians dying on the battlefield, it was Arash’s job to quietly and secretly put on a long black cloak, get atop a horse, and ride around the battlefield of fallen men with a flashlight under his face. He was meant to look like an angel. He was meant to inspire the dying men to die with dignity, with conviction. To keep them from suicide.

Romanen springer frem og tilbage i tid – mellem 2017, der kan opfattes som romanens nutid, mellem nedslag i Cyrus’ fortid som studerende og som alkoholiker og stofmisbruger, og mellem langt tidligere tidspunkter i hans afdøde forældres fortid i Iran.

I romanens nutid fatter Cyrus i sin søgen efter en slags ekistentiel mening interesse for martyrbegrebet og denne verdens virkelige martyrer. Ikke den islamistiske terrorist med et bombebælte. Ikke den iranske revolutions ideologiske propagandistiske martyrbegreb, hvor alle faldne soldater i krigen mod Iran blev hyldet som “martyrer.” Men den virkelige verdens martyrer. Jordiske martyrer. Dem, der ofrer deres liv for noget meningsfuldt. Herunder “hverdagsmartyrer” som for eksempel Cyrus’ egen far, der ofrede sit liv på en hønsefarm for at kunne give sin søn en uddannelse.

Cyrus udvikler gradvist en løs idé om at skrive en bog om martyrer – som måske/måske ikke skal ende med at blive hans eget martyrium.

Projektet bringer ham i kontakt med den iransk-amerikanske kunster, Orkideh, som diagnostiseret med terminal brystkræft har besluttet at gøre sin egen død til en kunstinstallation. Sine sidste uger og dage i livet tilbringer hun “udstillet” i et rum på Brooklyn Museum i New York, hvor hun som en del af installationen stiller sig til rådighed for korte samtaler med museets besøgende om døden og livet.

Denne Orkideh er romanens mest interessante person og scenerne med hende blandt de mest intense.

Litterært er roman en blanding af forskellige stilarter og fortællemåder: Cyrus er romanens hovedperson, men kapitlerne med fokus på ham er fortalt i tredjeperson. Iblandet hans historie får vi portrætter af nogle af de centrale personer omkring ham, som til gengæld er fortalt i førsteperson: Hans afdøde mor, hans afdøde far, hans PTSD-ramte onkel, hans bedste ven og roommate m.fl.

Som en slags epigrafer til nogle af kapitlerne er indsat korte afsnit, der skal forestille at være klip fra Cyrus’ noter til den bog om martyrer, han arbejder på. Der er kortprosastykker, brudstykker af essaylignende reflektioner og digte om nogle af de jordiske martyrer, der er vigtige for Cyrus, herunder både familiemedlemmer fra romanens univers og kendte, historiske personer.

Ind i mellem er også indsat brudstykker af dokumentation fra undersøgelsen af den amerikanske nedskydning af det iranske passagerfly i 1988.

Og så er der også kapitler med Cyrus’ drømme, hvor han udspiller dialoger mellem både historiske personer og fiktive personer fra romanens univers. F.eks. mellem Donald Trump (ikke omtalt ved navn, men konsekvent kun kaldet “President Invective”) og romanens centrale performancekunstner, som sammen er på kunstindkøb. Eller mellem Cyrus’ afdøde far og den store persiske digter Rumi, mens de står og ryger sammen uden for et spillested. Den slags.

Drømmescener generelt står normalt på min hadeliste over litterære virkemidler. De er næsten altid kedelige og ofte enten udtryk for, at forfatteren har forelsket sig i en metafor, han eller hun ikke meningsfuldt kunne få indflettet på anden vis i fortællingen, men ikke nænnede at slå ihjel, eller for en eller anden pointe, som forfatteren ikke var dygtig nok til at kunne demonstrere via hovedfortællingen. Men Cyrus’ drømme er egentlig ret sjove og flettede sig fint ind i den samlede historie.

Det hele kan måske lyde som et rodet sammensurium, men det fungerer faktisk ret godt i romanen som helhed, synes jeg.

Tonen i Martyr! kan vel beskrives som sådan lidt ungdommelig, amerikansk storbysmart på den gode måde: Det vil sige kvik og vittig i en sarkastisk tone, ikke sjældent temmelig sjov og iblandet en god portion kultur- og samfundskritiske stikpiller. Samtidig demonstrerer Akbar i romanen, at han også kan skrive følsomt, berørende og vedkommende i smuk lyrisk prosa. Og han veksler ret ubesværet og troværdigt mellem disse forskellige tonarter.

Handlingsmæssigt skal vi som læsere kunne kapere enkelte, temmelig usandsynlige, nærmest kulørte sammentræf – men det accepterer vi, idet vi husker på, at det er fiktion, og fordi disse sammentræf giver Akbar lejlighed til at skabe god sammenhæng i sin fortællings budskaber i øvrigt. I øvrigt er det heller ikke helt utvetydigt, hvilke dele af fortællingen, der overhovedet skal forestille at være reelt forekommende begivenheder inden for romanens univers, og hvilke dele, der er  “fiktion i fiktionen” eller hovedpersonens forestillinger.

Og dermed ikke sagt, at hele romanen er et langt syretrip, tværtimod er langt det meste af den fortalt ganske realistisk, men der findes denne spænding i fortællingen, sprækker i teksten, som giver læseren mulighed for selve at tænke videre. Det er i øvrigt et åbent spørgsmål, om den bog, vi læser, i sin helhed måske endda skal opfattes som slutresultatet af den bog, Cyrus i romanen arbejder på at skrive om martyrer?

Jeg var samlet set ret fornøjet over at læse Martyr! – om end ikke så overstrømmende begejstret som de mange blurps fra amerikanske anmeldelser citeret på bogens første sider gerne ville have det, men sådan er det jo slædent.

Jeg kunne ihvertfald godt finde på at følge med i, hvad fremtiden måtte bringe os fra Kaveh Akbars hånd.

K's vurdering: