Franz Kafka: Efterladte fortællinger

Man skal nok besidde en særlig indædt kafkafilologisk entusiasme for at kunne værdsætte denne samling efterladte og for en stor dels vedkommende ufærdige tekster med passende ærefrygt. Det gør jeg ikke – jeg er bare en almindelig læser. Og hvis det ikke lige var fordi, jeg så nødig ville være de ufuldendte romaner Processen og Slottet foruden, så kunne jeg næsten fristes til at tage parti for Franz Kafka imod Max Brod, der så skammeligt sveg sin vens (muligvis, muligvis ikke oprigtige) bøn om at brænde alle disse efterladte skrifter efter Kafkas død.

Men også kun næsten, for der er trods alt mange perler også blandt de efterladte fortællinger:

Jeg var f.eks. ganske opslugt af Landsbylæreren, den mærkelige historie om en gammel landsbylærers ubehjælpelige forsøg på at dokumentere eksistensen af en op mod 2 meter lang lokal kæmpemuldvarp – men så meget desto mere skuffet og uforløst blev jeg så også over, at fortællingen ikke er skrevet helt færdig.

Den lange novelle Bygningen (“Das Bau”) besidder også en dragende, nærmest besættende kraft på trods af den omstændelige, detaljerede stil. Det er en skræmmende og i stigende grad klaustrofobisk, stressende historie fortalt i jeg-form om en paranoid kæmpegnaver af en art (som aldrig beskrives helt præcist, men den lyder lidt som en slags muldvarp, der dog må være ret stor, da den efter sine måltider kan have resterne af en død rotte siddende mellem tænderne…..måske er det kæmpemuldvarpen fra Landsbylæreren?). Den har bygget sig et underjordisk fort af labyrintiske gange og forrådssrum, men går ikke desto mindre novellen igennem mere og mere i psykisk opløsning i paranoid angst for indbildte trusler fra alle kanter.  Desværre også ufuldendt – men måske kunne Kafka bare ikke afslutte den – og under alle omstændigheder ved vi jo, at det kun kan ende i det totale sammenbrud.

I det hele taget evner Kafka at fange mig ind meget hurtigt i rigtig mange af teksterne i denne samling – der er anslag til personportrætter eller mystiske stemninger, som lover en masse, men som så skuffer mig, når de kun får lov at folde sig ud over en side eller tre.  F.eks. er den korte tekst Konsolidering en demonstration af Kafkas mesterskab derved, at han her på blot én side får tegnet et levende portræt af fem forskellige ansatte og deres indbyrdes magtrelationer i en lille forretning. Det er mesterligt gjort, men efterlader mig med ustillet sult efter mere – men det kan selvfølgelig være, at der bare ikke var mere at sige om dén sag…..

Jeg er i forvejen ikke den store fan af novellen som form – men her byder man mig ufærdige noveller og aforismer, idéskitser til fortællinger og fragmenter af kasserede tekster, ja, sågar tekstpassager, som Kafka selv havde streget ud i sine originale håndskrevne manuskripter. Dette kan man jo ikke klandre Kafka for – han havde jo tiltænkt alle disse skriblerier destruktion ved ild. Og man bør for så vidt heller ikke klandre den danske redaktør, for der er ingen tvivl om udgivelsens berettigelse i og med, at der er masser af godbidder for danske Kafka-afficionados at hente her.

Men for den kun almindeligt Kafkabegejstrede læser vil jeg ikke anbefale de efterladte fortællinger, ihvertfald ikke som indgangen til Kafka. Gå i stedet til romanerne og til de fortællinger, Kafka rent faktisk selv valgte at udgive i sin levetid (og som udgør bind 1 i samlede danske udgave af Kafkas fortællinger)