Franz Kafka: Fortællinger

Lidt for mange af disse fortællinger lod mig ærligt talt uberørt i første omgang – til gengæld gav de mig urolige drømme….. Sådan var min konklusion mandag morgen efter en søndag i intensivt selskab med Kafka. Da jeg vågnede efter disse urolige drømme, fandt jeg mig dog heldigvis i min seng i mit sædvanlige korpus og ikke “zu einem ungeheuren Ungeziefer verwandelt,” og jeg kunne tage på arbejde på Kommunen, som jeg plejer.

Så heldig er den ulyksalige handelsrejsende hr. Gregor Samsa som bekendt ikke i novellen Die Verwandlung (Forvandlingen) – en ganske fantastisk (i alle ordets betydninger) og besynderligt dragende fortælling i al dens groteske fortvivlelse. Den indledende scene, hvor Gregor Samsa over adskillige sider desperat forsøger at få så meget styr over sin nye billeagtige krop med de små tynde billeben, at han kan komme ud af sengen, er rent ud ubetalelig. Senere i historien går komikken over i det tragiske, efterhånden som afskyen og angsten hos Gregors familie (som også er et billede på borgerligheden eller måske bredere på selve det menneskeligt-sociale) overfor hans nye form folder sig ud i afstandtagen, isolering og til sidst endegyldig forstødning. Det er ikke ufortjent, at Die Verwandlung velsagtens er Kafkas mest berømte fortælling (ved siden af de ufuldendte romaner, Processen og Slottet).

Jeg er ikke i tvivl om, at Kafka bør læses på det originale tyske for at få det fulde udbytte – det er mit tysk desværre bare ikke godt nok til. Jeg gjorde et forsøg med den tyske originalversion af nogle af disse fortællinger (med den danske oversættelse ved siden af som støtte), men jeg må erkende, at jeg ikke havde tilstrækkelig udholdenhed. Mit tysk er lige akkurat godt nok til at kunne frydes over Kafkas (uoversættelige) leg med den tyske syntaks i de enkelte sætninger – men slet ikke godt nok til, at jeg kan læse hans fortællinger ubesværet som sammenhængende tekster. Så jeg gav op og har læst hovedparten af fortællingerne i denne udgivelse (som omfatter alle tekster offentliggjort i Kafkas levetid) i den danske oversættelse – og jeg er klar til at tage imod den heraf følgende hån, spot og latterliggørelse fra germanofile læsere af disse noter.

At læse Kafka i dansk oversættelse betyder, at det så er selve fortællingernes kraft, frem for den sproglige syntaks, der skal bære det hele igennem. Og her må jeg tilstå, at det var langt fra alle af disse små historier (hvoraf nogle er længere noveller, mens andre må karakteriseres som blot aforismer på ned til 4-5 linjer), der formåede at fange mig. Men nogle af dem skiller sig ud:

Forvandlingen er som nævnt mesterlig. Det samme gælder den groteske I straffekolonien, der ikke alene udmærker sig ved en udpenslet beskrivelse af, hvad der må være litteraturhistoriens mest bizarre tortur- og henrettelsesmaskine, men først og fremmest som allegori over forholdet mellem Kroppen og Loven: maskinen skærer lovens (i øvrigt uforståelige) bogstaver ind i ryggen på den dømte, som først herved for alvor bliver et civiliseret menneske (men som desværre også dør, omend langsomt, under operationen) – novellen indeholder en krads socialisations- og civilisationskritik og en foregribelse af Foucaults langt senere analyse af det moderne straffesystems videnskabeligt kalkulerede præcision og orden.

Den korte, intense historie En landsbylæge er fascinerende i sin mareridtsagtige stemning, om ikke ligefrem umiddelbart intelligibel. Og også En sultekunstner er værd at læse for sin særlige melankoli.

Og der er undervejs i mange af de andre fortællinger masser af groteske og bizart morsomme isolerede indfald. Som f.eks. når cirkustrapezkunstneren i Den første sorg, der lever hele sit liv i trapezen, og for hvem cirkussets togtransporter mellem byerne er stærkt angstprovokerende, derfor tilbringer togturene liggende oppe i bagagenettet. Eller når jeg-fortælleren i En rapport til et akademi beretter om sit tidligere liv som abe, og man forstår, at det afgørende vendepunkt i transformationen af hans abehed til menneskelighed indtræffer, da han lærer at drikke snaps.

Men der var altså også en hel del af historierne, som ikke rigtig sagde mig noget.

Kafka er bedst, når han undersøger magtens anatomi (som i romanerne Processen og Slottet) eller mekanikkerne i det sociale som sådan (som i novellerne I straffekolonien og Forvandlingen fra denne samling). Han er i min smag mindre interessant i udfoldelsen af sine ødipale faderkomplekser, som f.eks. i Dommen og Fyrbøderen.

Så alt i alt: jeg vil så absolut anbefale alle at bevæge sig ind i Kafkas fortællinger. Men efterlad ærefrygten for den kanoniserede mester ved indgangen – for mens nogle af fortællingerne i dén grad holder, kan man roligt læse let hen over andre. Det er bare svært at sige på forhånd hvilke – for de indeholder næsten alle ét eller andet, og det er ikke på forhånd til at sige, hvad der lige trigger….

K's vurdering: