Edwidge Danticat: Breath, Eyes, Memory

Edwidge Danticats debutroman om en kompliceret mor/datter-relation og om identitetsdannelse som haitiansk immigrant i USA er en flot debut, og den er værd at læse. Breath, Eyes, Memory falmer dog lidt i lyset af Danticats senere værker.

Breath, Eyes, Memory (1994) var Edwidge Danticats (f. 1969) debutroman. Det var også den bog, der for alvor gjorde hende kendt, da den i 1998 blev optaget i Oprah Winfrey’s Book Club. At bogen har været promoveret af Oprah Winfrey, skal imidlertid ikke komme den til skade. Oprah har faktisk ikke nogen dårlig litteratursmag.

Breath, Eyes, Memory er fortalt af en kvinde, Sophie Caco, i fire kapitler, som afspejler fire faser af hendes liv. Som tolvårig bliver Sophie sendt hjemmefra – fra landsbyen i Haiti, hvor hun er blevet opdraget af sin moster, til New York for at leve med sin mor, hun aldrig tidligere har mødt.

Inden for rammerne af sorg og savn og en kompliceret grundfortælling arbejder Sophie på i Brooklyn at etablere en relation til den kvinde, der er hendes mor.

Moren har boet i New York i mange år, men er stadig en del af en haitiansk diaspora, som opretholder traditioner fra hjemlandet. Herunder dette at værne om døtrenes dyd. Det kommer meget konkret til udtryk ved systematisk at begå det fysiske overgreb på døtrene at “teste” dem jævnligt for, at de stadig er jomfruer. For romanfortælleren Sophie fører disse test til et livsvarigt traume, som er et væsentligt omdrejningspunkt i bogen

Et andet omdrejningspunkt er udforskningen af de livsomvæltende begivenheder, som det er som immigrant at blive revet op med rode og søgt omplantet i et nyt land. Og i baggrunden og i forhistorien lurer hele tiden det moderne Haitis voldelige historie.

Breath, Eyes, Memory er værd at læse for de væsentlige temaer, den behandler. Og fordi den er velskrevet. Søger man lidt rundt på nettet på bogen, kan man i øvrigt også hurtigt overbevise sig om, at romanen har haft stor, positiv betydning for ganske mange – ikke mindst haitianske – kvinder i USA, som i romanen har fundet identifikationsmarkører for deres egne bestræbelser på at komme overens med en egen identitet. Dét er allerede en succes, som er svær at underkende, og det er der heller ingen grund til at forsøge.

Breath, Eyes, Memory er en glimrende bog. Den rummer både store og små følelser. Der er både referencer til den store historie og sans for hverdagslivet. Den tager livtag med misogyne, haitianske traditioner, som også er blevet importeret til diasporaen i USA (og den har givet anledning til ikke så lidt debat herom, som forfatterens efterord bevidner).

Romanen bærer dog samtidig præg af at være en debutbog. Edwidge Danticat havde ikke fundet sin form endnu (og hvem ville også forestille sig det: hun var 25 år gammel, da den blev udgivet). Det er ikke én af den slags romaner, der får litteraturkritikerne helt ud  på kanten af stolene, og sådan set heller ikke amatørbogbloggere som undertegnede.

Især den sidste tredjedel af bogen var mig lidt kedsommelig, også selv om der fra en ekstern, handlingsorienteret betragtning sker en masse. Danticat havde på det tidspunkt i romanen bare allerede tegnet sine personer så fint færdige, så fra mit synspunkt var det simpelthen ikke nødvendigt at skrive så meget mere.

Senere i forfatterskabet skal Danticat finde en endnu stærkere form – og endda ikke ret meget senere, jf. at den mesterlige novellesamling Krik? Krak! (1995) kommer allerede året efter.

K's vurdering: