Julio Ramón Ribeyro: Kun for rygere

En sjov, lille sag om en forfatters livslange besættelse af cigaretter. Ikke et stort værk, men ganske pudsig og fornøjelig læsning, som giver appetit på at læse mere Ribeyro.

Den peruanske forfatter Julio Ramón Ribeyro (1929-1994) er i særlig grad kendt for sine noveller. Én af dem er Kun for rygere (opr. 1987), som forlaget Editorial Aurora Boreal sidste år udgav som en selvstændig bog, oversat til dansk af Pia Sloth Poulsen.

I novellen beretter fortælleren om sin livslange besættelse af tobak – nærmere bestemt cigaretter – og (hans egen opfattelse af) rygningen som forudsætning for hans kreative forfattergerning. Hvor meget af Ribeyro selv, der er i fortælleren, skal jeg ikke kunne sige – men ikke så lidt, får man fornemmelsen af.

Vi følger fortælleren fra hans første cigaret som fjorten-femtenårig, og indtil han som 55-årig (og et par livstruende, tobaksrelaterede hospitalsindlæggelser senere) sætter sidste punktum i den novelle, vi læser, inden han skal ned efter flere smøger.

Hans selvbiografi er historien om de cigaretmærker, han har røget gennem livet, og som afspejler hans økonomiske situation på forskellige tidspunkter: Lucky Strike og Marlboro i gode tider – vederstyggelige selvrullere af ringe tobak i dårlige tider. Flere gange forsøger han at kvitte tobakken, men hver gang falder han tilbage.

Tonen i novellen er let og selvironisk, og fortællerens rygetrang får adskillige gange decideret groteske udtryk. Som ung, fattig forfatter i Paris sælger han for eksempel én for én alle sine bøger for at kunne købe tobak (så bliver det næsten ikke værre set fra undertegnedes side):

Siddende på sengen tænkte jeg en smøg og så på min tomme reol. Mine bøger var bogstavelig talt gået op i røg.

Obelisken på Concorde-pladsen ser han som en gigantisk cigaret. Efter et af sine halvhjertede forsøg på at stoppe, slår han sig næsten halvt ihjel ved at springe ud af vinduet efter den pakke cigaretter, han kort forinden havde smidt ud for aldrig at ryge igen. Og så videre.

Ribeyro advokerer ikke for rygning – tværtimod er bogen så rigeligt fyldt med eksempler på rygningens skadelige effekter på helbredet. Men samtidig er fortællingen båret af fortællerens oplevelse af, at rygningen er en nødvendig stimulans for, at han kan skrive.

Undervejs konsulterer han verdenslitteraturen for at undersøge, hvad andre forfattere har skrevet om at ryge (og minder mig i den forbindelse om, at jeg snart skal have læst Zenos bekendelser af Italo Svevo).

Kun for rygere er ikke en milepæl i litteraturhistorien, men det er en pudsig og veloplagt fortalt lille historie om afhængighed af stimulanser og deres sammenhæng med kreativitet. Og jeg læser gerne mere Ribeyro på et tidspunkt.

K's vurdering: