En fortrængt, voldelig, politisk fortid spøger i tilmurede kælderrum, mens alle familier, der har råd, på overfladen holder et rum parat til landets præsident, hvis han skulle få det indfald at komme forbi.

Argentinske Ricardo Romeros (f. 1976) kortroman, The President’s Room (opr. 2015), er ret beset ikke meget længere, end at den også kunne kaldes en lang novelle. Den er skrevet som en serie små stykker kortprosa, der former en sammenhængende historie, men også kan stå alene – hvilket de rent fysisk også gør i bogen: Hver “kapitel” er typisk ikke mere end otte-ti linjer langt; de korteste er kun en sætning; de længste knap tre sider lange.

De korte tekststykker får lov at stå alene på hver deres side omgivet af blankt papir; en form, der i sig selv opfordrer læseren til at udfylde mellemrummene i teksten. Og det er der også brug for, hvis historien skal give mening. Romero antyder mere, end han fortæller, og han holder til det sidste teksten åben for læserens egen fortolkning.

Historien er fortalt af en skoledreng, der bor med sine forældre og sine to brødre i et hus i en unavngivet forstad til en større by i et unavngivet land (som kunne være Buenos Aires, Argentina).

Romero er i historien optaget af fysiske rum i huse (og mellem dem). Hvert rum i fortællerens families hus har sine egne karakteristika, som hænger sammen med, hvem der bruger det. Forældrenes og brødrenes værelser, køkkenet, badeværelserne. Kun i loftsrummet føler fortælleren, at han kan være sig selv, og han bruger det som tilflugtssted.

Kælderrum spiller en særlig rolle i historien: De kælderrum, der enten ikke er der, eller er tilmurede og måske gemmer på fortrængte hemmeligheder fra fortiden, som hos Romero imidlertid kun antydes:

There’s no basement. None of the houses in the neighborhood have one. They’ve been banned since my grandparents were around. People say that terrible things used to happen before, in the basements. That’s why no more basements were allowed to be built. In the houses dating back to the times before the ban, the basements were bricked up. Although they’re large houses, they’re cheap nowadays, easy to buy. People dont’t like living in those houses. It’s understandable. Who’d want to live above a sealed room, devoid of all light?

Og så er der selvfølgelig præsidentens rum. I kvarteret, hvor fortælleren bor med sine forældre, har alle huse indrettet et særligt rum til præsidenten: Et møbleret værelse med en arbejdsplads, skrivebord, lænestol og en divan samt forskellige genstande, som hvert enkelt familiemedlem har udvalgt særligt til præsidentens rum.

Rummet holdes rent og står altid klar for det tilfælde, som ingen ganske vist forventer, at præsidenten skulle vælge at besøge netop denne families hus og få brug for sit værelse. Lidt ligesom alle scientology-menigheder verden over har et fuldt møbleret arbejdsværelse stående klar til den (afdøde) grundlægger, L. Ron Hubbard, hvis han nu skulle beslutte sig for at reinkarnere sig og komme forbi.

Since long before basements were banned, people were building rooms for the president. Every house has one. Or at least houses owned by people like us. The blocks of flats in the city centre don’t. And because they don’t, they loose their privileges. I don’t really know what those privileges are, or even whether our parents know what they are, but nobody doubts that they exist.

For fortælleren og hans brødre besidder præsidentens rum er særlig tiltrækningskraft, måske især i kraft af, at de aldrig kommer ind alene og som regel kun en gang om ugen får lejlighed til at stjæle et glimt af rummets indre, når moren lader døren stå på klem, mens hun gør rent derinde.

Romero tilbyder ikke os læsere nogen entydig nøgle til at fortolke betydningen af præsidentens rum i fortællingen, men det kan velsagtens læses metaforisk som et udtryk for, hvordan det politiske invaderer selv de mest private dele af alle borgernes liv.

Ricardo Romero skriver kort i et enkelt og letlæseligt sprog, og fortællerens stemme virker troværdig. Jeg var sådan set også fornøjet nok ved at læse den korte roman, men jeg kunne godt have ønsket mig lidt mere hjælp fra Romeros side til fortolkningen af historien.

Under alle omstændigheder var det forfriskende at læse et eksempel på nyere argentinsk litteratur – på baggrund af de lidt ældre eksemplarer af slagsen, der har optaget pladsen her på bloggen de seneste par uger.

Jeg bliver i Argentina lidt endnu i litterær forstand. Næste bog i køen er Southerly af Jorge Consiglio, endnu en udgivelse fra det fine forlag Charco Press, der over de seneste par år har udgivet en stribe engelske oversættelser af nyere latinamerikanske og især argentinske forfattere.

K's vurdering: