Argentinske César Airas kortroman, Spøgelserne, er en sær blanding af socialrealisme om forholdene for chilenske immigrantarbejdere i Argentina, semifilosofiske og antropologiske reflektioner over forholdet mellem tid, rum og arkitektur og så, ja, en spøgelseshistorie. Ikke 100 procent vellykket efter min mening, men heller ikke uinteressant.

Spøgelserne (opr. 1990, oversat til dansk i 2011 af Rigmor Kappel Schmidt) adskiller sig en del i stilen fra de to foregående bøger af Aira, jeg læste, The Little Buddhist Monk og The Seamstress and the Wind. De sidstnævnte var fortalt i et højt og rablende tempo (også for rablende efter min smag), mens Aira i Spøgelserne fortæller sin historie i et roligt, næsten adstadigt tempo.

Historien foregår over en enkelt dag, den 31. januar, i et stort, nyt boligkompleks med luksuslejligheder, der er under opførelse til Buenos Aires’ rigeste.

Indtil videre bebos de ufærdige lejligheder imidlertid kun af nogle af bygningsarbejderne – den chilenske immigrantfamilie Viñas, der mere eller mindre autoriseret har fået lov at bo på toppen af bygningen, mens der bygges på den og faren arbejder som sjakbajs på projektet.

Og nå ja, så bebos den ufærdige bygning også af en ret stor mængde spøgelser, som viser sig for dem, der kan eller ønsker at se dem – mestendels mandlige spøgelser dækket af cementstøv, med tykke maver og enorme svingede eller erigerede kønsorganer. Tja.

Det er karakteristisk, at ingen personer i historier stiller spørgsmålstegn ved eksistensen af spøgelserne eller undrer sig over deres tilstedeværelse. De synes at være en helt naturlig del af verden, som man ikke tillægger nogen særlig betydning, men ind i mellem underholder sig ved at tale om – ligesom hvis bygningen havde været tilholdssted for en stor flok fugle eller lignende.

Faktisk har nogle af personerne fundet anvendelse for spøgelserne i dagligdagen, som her familiefaren og sjakbajsen Raúl Viñas, som har fundet sit eget system til at afkøle rødvin:

Det bestod i beslutsomt at gå hen til et spøgelse og anbringe en flaske i hans brystkasse: dér blev den siddende i en overnaturlig ligevægt. Når han gik hen for hente den to timer senere, var den således blevet kold.

Centrum i historien indtages af familiens femtenårige datter, Patri. På overfladen ikke nogen specielt bøvlet teenager, altid hjælpsom med det praktiske husarbejde og pasning af sine yngre søskende, måske bare lidt for ufokuseret for forældrenes temperament.

Men som dagen og fortællingen skrider frem, viser datteren sig at have en ualmindelig og faretruende stor interesse for spøgelserne og deres verden.

Bogen kan læses som en historie om en teenagepiges almindeligt småforvirrede drømme og famlende forsøg på at finde sig tilpas i verden. Som sådan er den fin nok.

Spøgelserne er i bredere forstand også en socialrealistisk historie om forholdene for de chilenske immigrantarbejderes forhold i byggeribranchen. Og så tilfører Aira romanen et lag filosofiske og antropologiske reflektioner over forholdet mellem tid og rum og arkitektur, ansporet af fortællingens fysiske ramme i form af det ufærdige bygningskompleks.

Romanen er med andre ord en blandet bolsjepose.

Jeg fandt samlet set bogen lidt for ufokuseret i sin fortælling og faktisk lidt tung at læse – ikke tung som i svær, men som i lidt småkedelig. Første halvdel var ret træg at komme igennem, indtil fortællingen fandt sit fokus omkring pigen Patri – som om Aira ikke selv har været klar over, hvad han egentlig ville med historien, da han gik igang.

Og de filosofisk-antropologiske digressioner fandt jeg ærlig talt påklistrede og kedelige. Samtidig med, at det fremstår temmelig utroværdigt, at Aira indlægger disse digressioner med deres ret høje, akademiske niveau (for så vidt angår lixtal og akademiske referencer, ihvertfald) i historien i form af drømme og tanker hos en femtenårig teenager uden meget skolegang.

Det sidste synes Aira selv på et tidspunkt, som ved en pludselig selvreflektion, ganske vist også at have fået øje for, hvilket giver anledning til følgende apologetiske, indskudte forfatterkommentar:

Det kan synes mærkeligt, at denne ret uvidende pige, der end ikke havde afsluttet gymnasiet, kunne nå så vidt i sine overvejelser. Men det er ikke så mærkeligt, som det ser ud. Et menneske, der aldrig har tænkt en tanke i sit liv, ikke en eneste gang, og som er en uorganiseret samling af intetsigende, kortvarige rystelser og lidenskaber, kan på et hvilket som helst tidspunkt som på bestilling få de mest subtile tanker, som nogen sinde er faldet de største filosoffer ind.

Jo, jo, bevares, det er en sympatisk tilgang, som da også har noget for sig på et vist abstraktionsniveau. Men det ordforråd, som Aira lader sin hovedperson have i tanker (og især drømme) andre steder i bogen, er nu alligevel ret utroværdigt.

Og jo, jeg er med på, at dette med at skabe troværdige, realistiske figurer tydeligvis ikke er nogen selvstændig målsætning for Aira selv, som snarere bare synes at skrive derudad, men jeg fastholder ikke desto mindre pointen, som betød noget for min læseoplevelse. Dertil kommer, at nogle af disse digressioner bryder rytmen i fortællingen i øvrigt.

Jeg har ikke været ovenud begejstret for de seneste bøger af Aira, jeg har læst, men nu har jeg bestemt mig for alligevel at holde lidt fast i forfatterskabet. Fordi jeg ikke kan fornægte en vis fascination af hans fantasifulde skrivestil.

Aira har skrevet en umådelig stor mængde bøger, og dem skal jeg ikke læse alle sammen (også fordi kun et mindretal er oversat), men i den kommende tid kan du forvente anmeldelser her på siden af nogle flere af dem, der er oversat til dansk eller engelsk.

Tak for anbefalingen af Spøgelserne til Marit (i en kommentar til min anmeldelse af Airas The Little Buddhist Monk)

K's vurdering: