“All my life I pursued knowledge, but I pursued it outside time, and time took its revenge by outfolding elsewhere.”

I dag runder bogbloggeren halvtreds år, og hvad kunne være en mere passende markering her på bloggen end en omtale af en bog, hvori en forfatter komtemplerer over netop dette – eller snarere med afsæt i dette – at fylde halvtreds?

Fra den argentinske forfatter César Aira har vi vænnet os til at vente det uventede. Birthday (opr. 2001, eng. 2019) er ikke nogen undtagelse; ikke fordi den i sig selv er specielt mærkelig, men for så vidt det er en helt anderledes bog end de øvrige, jeg har læst af ham, jf. mine omtaler af andre bøger af Aira her.

I Birthday er der ingen sci-fi-elementer, ingen spøgelser og ingen monstre, ikke noget hæsblæsende tempo eller andre airaske rablerier. Der er i det hele taget mere tale om et personligt essay end om egentlig fiktion.

Birthday er en afdæmpet, personlig reflektion foranlediget af, at Aira (f. 1949) på skrivetidspunktet for nylig fyldte halvtreds år. På tidspunktet for udgivelsen af den engelske oversættelse i 2019 er han dog i mellemtiden blevet halvfjerds og har nu mere end halvfems udgivne bøger bag sig.

Recently I turned fifty, and in the lead-up to the big day I began to have great expectations, but not really because I was hoping to take stock of my life up to that point; I saw it more as a chance for renewal, a fresh start, a change of habits.

I sig selv er fødselsdagen ikke nogen dramatisk begivenhed for Aira. Ikke længe efter afslører en i sig selv banal bemærkning om årsagen til månens faser i en samtale med hans kone imidlertid for ham, at noget af dét, han igennem hele sit bevidste liv har holdt for sikker viden og aldrig selv har stillet spørgsmålstegn ved, i virkeligheden er åbenlyst forkert – og ikke bare bygger på falske antagelser, men slet og ret på manglende tænkning, hvilket er værre.

Det giver Aira anledning til sætte sig ned og skrive den bog, vi læser, hvori han funderer over, hvorfra han egentlig har sine forestillinger om verden – men også over temaer som hans egen evne til i det hele taget at leve (hvad vil det egentlig sige, når vi taler om at leve et fuldt og helt liv?), om at sætte sig mål i livet, om litteraturen og det at skrive, om fordomme om primitive folkeslag, om drømmen om politiske revolutioner, om døden og sågar om verdens undergang og en del andet.

Personally, I think there’s something much more frightening than individual death, and that’s the death of everyone, the death of the world that we know and are, in other words, the End of the World. Paradoxically, we don’t have to wait until we die as individuals to experience that great death, because the End of the World is with us every day; it is occurring imperceptibly in every little thing that happens, in the randomness of acts and thoughts.

Aira har for vane at væve sin egen personlige biografi ind i sine romaner, så for Aira-læsere er det ikke nyt at læse om nogle af hans barndomserindringer fra den lille, argentinske by Pringles eller i om hans reflektioner over skriveprocessen.

Birthday skiller sig således mest ud fra hans øvrige bøger ved mere renlivet at have karakter af et selvbiografisk essay frem for fiktion (ihvertfald på overfladen, men hvem ved, hvor mange rent fiktive elementer, Aira måtte have indarbejdet alligevel?) og ved sin afdæmpede, eftertænksomme tone.

Birthday er ikke en guldkiste af visdomsord eller originale indsigter. Men den er meget sympatisk i forfatterens forsøg på at fremvise sine egne uformåenheder som menneske – men samtidig at stå ved dem og stå ved sit liv. For man kan jo heller ikke andet. Og så er bogen sympatisk ved sin simple, implicitte opfordring til hver enkelt om at tænke (i modsætning til at samle viden) – så godt man nu kan, med de redskaber man har.

Ikke en stor bog, men en fin lille tænkepause, som giver et andet og lidt mere modent billede af forfatteren César Aira.

K's vurdering: