På en café i Paris sidder en forfatter og søger efter en idé til sin næste roman. Han begynder med en barndomserindring og ender i et grotesk gakket, men også ret humoristisk, sine steder endda poetisk, og under alle omstændigheder aldeles udsyret, fantasy-lignende roadtrip gennem Patagonien – dér, hvor ørkenvinden kan blive forelsket i en syerske, og mytologiske monstre fødes.

Argentinske César Aira har som nævnt i gårsdagens anmeldelse af hans The Little Buddhist Monk en enorm produktion af udgivne bøger bag sig. På baggrund af min beskedne erfaring med hans bøger kan jeg få den tanke, at antallet af udgivelser måske også er for stort. Aira har åbenlyst et gigantisk talent, men tilsyneladende ikke selv noget filter for, hvad der kan udgives – og det kan være farligt for forfatter, hvis store succes måske også har gjort hans udgivers hullet.

Denne betragtning opstår mest på baggrund af gårsdagens læsning af The Little Buddhist Monk, og mindre som følge af kvaliteten af The Seamstress and the Wind, som jeg er noget mere fornøjet over. Når betragtningen alligevel trænger sig på i forbindelse med The Seamstress, er det fordi Airas egen skriveproces her indgår som en aktiv del af romanen.

The Seamstress begynder således med, at Aira selv sidder på en café i Paris og forsøger at komme på en god handling til en roman, han længe har ønsket at skrive, men endnu kun har titlen til. Som det hedder i romanens første sætninger:

These last weeks, since before coming to Paris, I’ve been looking for a plot for the novel I want to write: a novel of succesive adventures, full of anomalies and inventions. Until now nothing occured to me, except the title, which I’ve had for years and which I cling to with blank obsternacy: The Seamstress and the Wind.

Skal man tro Aira selv, har han skrevet alle sin romaner på en café, stort set i ét langt flow. Om det er rigtigt, ved jeg ikke. Det er næsten for meget af en forfattercliché til at være det; en cliché, der bliver så meget større af, at han her – af alle steder – angiveligt sidder på Café de Flore i Paris (ganske vist omtalt som Flores), den legendariske parisiske café, der sammen med Les Deux Magots er berømt for i tidens løb blandt sit stamklientel at have haft forfattere som Simone de Beauvoir, Jean Paul Sartre, Ernest Hemingway, Truman Capote og andre koryfæer.

Hvorom alting er, så får Aira nu egentlig denne metafortælling om sin skriveproces til at fungere meget godt sammen med fortællingen af selve historien om syersken og vinden.

Historien i The Seamstress and the Wind er mildest talt bizar, men den har sin egen gakkede charme. Den begynder med, at en dreng forsvinder fra en mindre by i Argentina (Airas egen fødeby, Coronel Pringles), måske ved et uheld ført med i lastrummet af en langturschauffør med retning mod Patagonien.

Drengens mor, landsbyens syerske, sætter efter ham i en taxi sammen med den bryllupskjole, hun er i færd med at sy. Og senere følger også hendes mand i hælene på dem i sin gamle ramponerede truck, yderligere tæt forfulgt af den kvinde, hvis bryllupskjole, syersken var i gang med. Så langt så godt, men der går ikke længe, før vi helt og aldeles forlader den realistiske verden, og historien udarter til en nærmest mytologisk fortælling, hvori både optræder en talende og forelsket vind (ja: vind, som i det blæsende vejrfænomen) og et dommedagsagtigt monster.

Det hele er på mange måder temmelig fjollet, men jeg var alligevel godt underholdt, især fordi Aira skriver godt og holder et højt tempo i historien, uagtet at han ind i mellem selv afbryder historien med diverse metareflektioner over skriveprocessen.

Jeg kunne godt lide den måde, hvorpå Aira begynder historien i The Seamstress med en tilsyneladende realistisk barndomserindring om ham selv, der leger med nabodrengen i en lastvognstrucks tomme container, for siden hen at lade den samme historie udarte sig til et helt udsyret, fantasy-agtigt roadtrip.

Aira formår med sin pen at male nogle fascinerende billeder, der på trods af deres overdrevne usandsynlighed synes at tiltage sig en ret til at eksistere på siderne, også selv om de i nogle tilfælde er åbenlyst usammenhængende og uforklarede, selv på historiens egne præmisser. For Airas billeder besidder på én gang en poetisk kraft og en afvæbnende legende, tegneserieagtig humor.

Smukt er for eksempel billedet af den ikke færdigsyede bryllupskjole, der som et offer for de sydlige vinde flyver rundt på himlen højt over Patagonien og ligesom skyerne konstant ændrer form.

En poetisk skønhed har også beskrivelserne af de øde vidder i Patagonien, hvor fysikken adlyder andre love end de normale, for eksempel det i Patagonien ifølge Aira meget almindelige, omend hidtil ubeskrevne fænomen, “atmosfærisk tidevand,” hvor månen om natten trækker de sovende atomer og partikler ud af tingene, herunder lys og orden:

The full moon, excercising the entire attractive force of its mass over the landscape, draws sleeping atoms out of the earth and makes them undulate in the air. Not just atoms, which wouldn’t count for much, but their particles too, among them those of light and the extremely intricate ones of order.

Gakkelakket humoristisk er til gengæld billedet af en syerskens mand, der strandet i Patagoniens ørken bygger sig en “palæo-mobil” af en skelettet af et forhistorisk bæltedyr på størrelse med en babyhval og motoren og hjulene fra en i øvrigt totalt havareret gammel Chrysler – hvorefter han drøner gennem ørkenen med bæltedyrets hale monteret forrest på “bilen” som et horn.

Jeg kunne bedre kapere Airas fantasifulde rablerier i The Seamstress and the Wind end i The Little Buddhist Monk, som jeg læste i går og var noget utilfreds med. For selv om finalen i The Seamstress også er utilfredsstillende, så har historien samlet set et kækt mytologisk præg over sig, hvor The Little Buddhist Monk bare toner ud i noget lidt for fjollet, som tager luften ud af de poetiske øjeblikke, historien ellers byder på.

Også under læsningen af The Seamstress blev jeg dog ind i mellem lidt irriteret over Airas selviscenesættende koketterier, som de kommer til udtryk i den ovenfor citerede indledning til bogen og Airas følgende reflektioner over skriveprocessen.

Bevares, der er en vis charme forbundet med, at Aira for eksempel mod slutningen af bogen overfor læseren bekender, at han nu er i den situation, at han har skrevet derudad uden på forhånd at have gjort sig tanker om, hvordan han skal få samlet alle trådene i fortællingen, og nu sidder med den udfordring gerne at ville samle det hele “in one supreme moment … […] The whole project like a single point, the Aleph, the monad totally unfolded but as a point, an instant …” (med en flere gange tilbagevendende reference til Leibniz – og her implicit også til Borges).

Det bliver mig bare en tand for koket – og samtidig ændrer Airas “bekendelse” ikke på, at også slutningen på The Seamstress på mig virker for fjollet og forceret (idet det grundlæggende fjolleri, som han ikke kan komme ud af, især er startet med monsteret).

Jeg er på baggrund af underholdningsværdien i The Seamstress og Airas veloplagte sprog (her i Rosalie Knechts oversættelse til engelsk) villig til at give ham nogle flere chancer, men måske skal jeg forsøge at udvælge de næste titler, jeg læser fra hans store produktion, med lidt større nøje.

K's vurdering: