En særegen krimi fra den polske nobelpristager. Værd at læse for sit flotte sprog og skæve personportrætter. Men ikke helt vellykket som krimi.
Polske Olga Tokarczuk (f. 1962) modtog Nobelprisen i litteratur for året 2018 (først tildelt i 2019 på grund af kaoset omkring nobelpriskomiteen i 2018). Her på bloggen kender vi hende fra den fremragende Rejsende (opr. 2007, da. 2016), som hun angiveligt selv betragter som sit hovedværk. >> Læs videre
En grå embedsmand i Panama vikles på kafkask vis ind i en intrige, der involverer et attentat på ministeren, golfkøllesmugleri, en truende invasion og balsameringen af små dyr. En argentinsk forfatter påtager sig rollen som Den Gale Videnskabmand, der stræber efter at erobre verdensherredømmet ved hjælp af en hær af Carlos Fuentes-kloner … Det hele rabler, som det plejer, hos den argentinske, litterære spilopmager César Aira.
Den seneste udgivelse på dansk af César Aira er en dobbeltudgivelse af to kortromaner, Varano (opr. 2002) og Litteraturkonferencen (opr. 1999). Begge fordansket af Airas faste oversætter, Rigmor Kappel Schmidt, og udkommet på det hedengange forlag Tiderne Skifter i 2017. >> Læs videre
Jordbæris bliver aldrig det samme, når man først har læst César Airas Hvordan jeg blev nonne. Er du glad for jordbæris, skal du måske overveje lade den ligge. Er du til gengæld samtidig glad for litteratur, der udfordrer sine egne præmisser, så synes jeg alligevel, at du skal tage chancen. Det her er Aira i topform og ret forrygende.
Efter et par ikke uinteressante, men også lidt skuffende oplevelser med at læse César Aira, begynder jeg med Hvordan jeg blev nonne at se noget af det, der har begejstret så mange andre. >> Læs videre
Argentinske César Airas kortroman, Spøgelserne, er en sær blanding af socialrealisme om forholdene for chilenske immigrantarbejdere i Argentina, semifilosofiske og antropologiske reflektioner over forholdet mellem tid, rum og arkitektur og så, ja, en spøgelseshistorie. Ikke 100 procent vellykket efter min mening, men heller ikke uinteressant.
Spøgelserne (opr. 1990, oversat til dansk i 2011 af Rigmor Kappel Schmidt) adskiller sig en del i stilen fra de to foregående bøger af Aira, jeg læste, The Little Buddhist Monk og The Seamstress and the Wind. De sidstnævnte var fortalt i et højt og rablende tempo (også for rablende efter min smag), mens Aira i Spøgelserne fortæller sin historie i et roligt, næsten adstadigt tempo. >> Læs videre
En moderne genfortælling af H. C. Andersens eventyr om Snedronningen – som en slet skjult anledning til en filosofisk undersøgelse af begrebet om den fuldkomne skønhed og menneskenes håndtering af det absolutte. Samtidig en metalitterær reflektion over forholdet mellem tekst, forfatter, læser og selve skriveprocessen.
I de hollandske alper (opr. 1984) er min tredje bog af hollandske Ceet Nooteboom (f. 1933) i træk. Efter min smag ikke helt på niveau med hverken Den følgende historie (opr. 1991) eller Ritualer (opr. 1980), men værd at læse for Nootebooms vid, humor og sprogbeherskelse – her flot fordansket af Hans Christian Fink, der også oversatte Den følgende historie. >> Læs videre
“Jeg er, vi er alle sammen kolleger til universet. […] Vi er begyndt, vi skal ende, og derimellem eksisterer vi, universet lige så vel som en geranium. Universet vil eksistere lidt længere end Dem, men den smule forskel adskiller jer ikke rigtig fra hinanden.”
Ceet Nootebooms Ritualer begynder med et såkaldt intermezzo i 1963, hvor hovedpersonen, Inni Wintrop, i første sætning begår selvmord ved at hænge sig ude på toilettet, fordi hans kone har forladt ham for en anden. Det lykkes dog ikke for ham, og han lever videre. >> Læs videre
“Jeg var vågnet med en latterlig fornemmelse af, at jeg måske var død. Men om jeg nu virkelig var død, eller havde været død, eller ingen af delene, det var jeg ikke i stand til at fastslå lige i øjeblikket.”
Min første Cees Nooteboom. Indtil for godt to år siden var jeg slet ikke bevidst om forfatterskabets eksistens. Hvilket jeg efter at have læst Den følgende historie (opr. 1991, da. 1998) nu slet ikke kan forstå. Så jeg siger tak for anbefalingen til romanfiguren Aaliaya i Rabih Alameddines Den overflødige kvinde. >> Læs videre
Hvis Ivana Bodrožić’ intention med Hotel Intetsteds har været at demonstrere, hvor kedsommeligt og ensformigt det er at leve i et limbo som flygtning, midlertidigt indkvarteret og uden konkrete udsigter til noget bedre, så er det lykkedes. Måske til overflod. Ihvertfald er det en utrolig kedsommelig affære at kæmpe sig igennem romanen, som synes at stå stille fra start til slut, uagtet den ydre handling.
Ivana Bodrožić er født i Vukovar i Kroatien i 1982 ligesom den navnløse hovedperson i hendes debutroman, Hotel Intetsteds.
Romanen har den blodige jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne som sit bagtæppe, men grundlæggende er det en traditionel ung-pige-bliver-voksen-histoire. Vi følger i romanen den navnløse jeg-fortællere fra hun som niårig sammen med sin mor og ældre bror i 1991 må flygte fra den kroatiske by Vukovar, som står for at falde til serberne. >> Læs videre
Forfriskende, moderne version af folkeeventyret om kvindeforføreren og -morderen Blåskæg sætter den unge, selvsikre kvinde i førersædet og den mandlige forfører på hælene (omend ikke helt berøvet sit forføreriske talent).
De fleste kender nok det klassiske folkeeventyr om Blåskæg: Den rige mand med det umiddelbart frastødende blå skæg, som ikke desto mindre evner at forføre unge kvinder og gifte sig med dem – for derefter at slagte dem med en stor kniv, når de alle som én viser sig ikke at kunne stå for fristelsen til at overtræde hans eneste, strenge påbud: aldrig at bruge den lille nøgle til det fjerneste kammer i hans slot, som han ikke desto mindre betror dem. >> Læs videre
At folk, der ikke læser bøger, ender i Helvede, har mange af os længe anet. Men måske var du ikke klar over, at i det moderne, reformerede Helvede, hvor straf er erstattet af terapi, bliver disse syndere dømt til i al evighed… at læse. En passende, opbyggelig straf.
Det kan man lære i Helvedes bibliotek, som er en af de seks skæve noveller i Biblioteket af den serbiske forfatter Zoran Živković (f. 1948).
Også de fem øvrige noveller i samlingen handler på hver deres måde om forunderlige biblioteker i forskellig afskygning. >> Læs videre
At rejse er at leve, som bekendt. Og med Olga Tokarczuk kan man både rejse og leve, mens man læser i lænestolen. At være rejsende med Tokarczuk er både sjovt, tankevækkende, bevægende, lærerigt og horisontudvidende – og i det hele taget en udsøgt fornøjelse.
Jeg kom lidt skævt ind på bogen, måske forledt af påskriften ‘roman.’ Rejsende er både en roman og ikke en roman. Den er ihvertfald på ingen måde en traditionel roman forstået som én lang, sammenhængende fortælling.
Rejsende er derimod et spøjst konglomerat af en stor mængde små og større tekster. I omfang spænder bogens kapitler fra helt korte prosastykker på 10-12 linjer til egentlige noveller på 30-40 sider. Tematisk og genremæssigt er spændet endnu større: Fra punktnedslag i videnskabshistorien med detaljerede redegørelser for eksempelvis typer af konserveringsprocesser over semihistoriske biografiske noveller, frit spundet over faktiske historiske personer og begivenheder, over korte personlige rejseessays til den rene fiktion. >> Læs videre
Cormac McCarthys westerns møder Hemingway på en gold slette i Spanien i begyndelsen af det 20. århundrede.
Når Jesús Carrascos (f. 1972) debutroman fra 2013 er bedst, lever den næsten op til en sådan karakteristik. Dog kun næsten, men det er trods alt heller ikke nogen ringe præstation af en debutforfatter at kunne kalde sådanne associationer frem.
Vi er ret begejstrede her hos K’s og glæder os til at læse mere fra Carrascos hånd. >> Læs videre
Jeg er ikke den store lyriklæser, som faste følgere af disse noter vil vide. Men Pia Juuls (f.1962) optræden ved arrangementet Digte & Lyd i VEGA forleden inspirerede mig alligevel til at anskaffe mig Juuls seneste udgivelse, Avuncular, med den i sig selv nysgerrighedsvækkende undertitel Onkelagtige tekster.
Avuncular er et engelsk udtryk og betyder netop onkelagtig, som man kan læse i et uddrag fra en engelsk-danskordbog, der er optrykt på bagsiden af Pia Juuls bog sammen med en billedcollage af forskellige slags onkler, virkelige og fiktive, heraf muligvis nogle af hendes egne.
‘Onkelagtig’: Der er noget tø-hø over begrebet, noget trygt, noget genkendeligt, noget ikke alt-for-tæt-familieagtigt (tæt nok på til at være trygt og sikkert, men ikke så tæt, at det er omklamrende), noget der smager af barndom og gamle dage. >> Læs videre
En særegen kombination af rejseskildring, erindringer og drømme, fiktion, biografi, historie og essayistik. Ikke helt let at genrebestemme.
Inspireret af Werner Herzogs dagbogsoptegnelser Om at gå i is om en fodrejse fra München til Paris 1974 kastede jeg mig fluks over W. G. Sebalds Saturns Ringe, som ligeledes – ihvertfald i udgangspunktet – er en selvbiografisk fodrejseskildring.
Der er dog tale om to meget forskellige bøger. Der er ganske vist lighedspunkter i formen: Ligesom Herzog diverterer Sebald med passager af nøgterne rejseskildringer, som glider over i personlige erindringer og drømme. Men hos Sebald fylder selve rejseberetningen relativt set langt mindre, og bogen har i højere grad karakter af et langt sammenhængende essay (eller rettere flere sammensatte essays). Og man må også advare den læser, der måtte have glædet sig over Herzogs lethed og sproglige minimalisme, om, at Sebalds bog er en noget tungere omgang, omend uhyre velskrevet (og flot fordansket af Claus Bratt Østergaard). >> Læs videre
Dostojevskij i Afghanistan – tilsat en omvendt Kafka med skrue….
Den afghansk-franske forfatter Atiq Rahimi benytter sig i Fanden tage Dostojevskij af et velkendt litterært trick, nemlig at tage en kendt litterær figur og omplante den til en anden tid og et andet sted. Her er det Dostojevskijs figur fra romanen ‘Forbrydelse og straf’ fra 1866 (kendt fra K’s top 20), studenten Rodion Raskolnikov, som i starten af romanen myrder en gammel pantelånerske og herefter må gennemgå en plagsom moralsk erkendelsesproces i fængselet frem mod at angre sin synd.
Hos Rahimi er scenen skiftet fra Sankt Petersborg i midten af 1800-tallet til Kabul på et tidspunkt kort efter ophøret af den sovjetiske besættelse af Afghanistan i 1989, hvor borgerkrigen er brudt ud og mujahedinernes rædselsregimente på vej. Raskolnikov hedder Rassul, en ung mand, som på grund af sin kommunistiske far har studeret i Sovjetunionen under besættelsen og der har stiftet bekendtskab med Dostojevskij. >> Læs videre
I Anden Verdenskrigs sidste år blev 131 tyske byer ramt af ødelæggende allierede luftbombardementer. Nogle byer blev tæt på jævnet med jorden, flere end 600.000 civile tyskere mistede livet under bombardementerne, og tre en halv million boliger blev ødelagt. Bedst kendt er sønderbombningen af Dresden i krigens sidste dage, men værre gik det faktisk ud over Hamburg.
I essaysamlingen Luftkrig og litteratur fra 2001, som Tiderne Skifter her i juni 2014 har udgivet på dansk, spørger den tyske forfatter W. G. Sebald (1944-2001) til, hvordan denne luftkrig er bearbejdet i den tyske offentlighed. Hans korte svar er, at det er den stort set ikke. >> Læs videre
K’s bognoter fortsætter 1. verdenskrig-temaet anslået med Rehr, Roth og Illies i anledning af 100-året for krigens udbrud – nu i den historiefaglige genre.
Peter Englunds store bog om mennesker under første verdenskrig er dog ikke traditionel historieskrivning. Frem for at fortælle om krigen som begivenhedsforløb er det Englunds erklærede ambition at rekonstruere “en følelsesverden” ved en indlevet fremstilling af 19 forskellige, i dag ukendte personers gøren og laden, indtryk og følelser på enkelte dage i løbet af perioden august 1914-november 1918. >> Læs videre
“Alle mennesker er lettere idiotiske, men nogles liv er kendetegnet af forbilledlig idioti, og disse idioter tjener her som eksempler for læseren.”
Sådan hedder det lovende i bagsideteksten til Ermanno Cavazzonis samling af 31 små, skæve tekster (én for hver dag i en måned) om såkaldt eksemplariske idioter. Det er dog en noget broget samling, som ikke helt opnår, hvad den således stiller i udsigt.
De bedste af de små fortællinger er både pudsige og sjove og tjener til at stille eftertænksomme spørgsmål ved, hvordan vi som mennesker begår os i verden – efter devisen: i en gal verden er idioten profet. >> Læs videre
Dyster, skæbnetung og virkelig god roman om blodhævn på den albanske højslette.
Fra Ismail Kadarés hånd har jeg tidligere læst Efterfølgeren og Agamemnons datter, begge fremragende små fortættede romaner om Albanien under kommunismen og det totalitære diktaturs ødelæggende virkninger på menneskesindet.
Den lidt ældre Ufuldendt april er næsten lige så god. Den udspiller sig historisk nogle tiår tidligere, i mellemkrigstidens Albanien. Hovedtemaet er en kritik af den 600 år gamle albanske sædvaneret og moralkodeks, Kanun, som i praksis har været den dominerende retsorden på Højsletten i det indre Albanien i århundreder. >> Læs videre
27 små vidunderlige hverdagsfilosofiske meditationer over menneskets forhold til verden, sig selv, de andre, sproget og universet.
Jeg kom i tanker om Italo Calvino forleden, mens jeg læste J.J.Abrams & Doug Dorsts særprægede konceptbog S. Abrams & Dorst leger med forholdet mellem læser og forfatter, og det samme gjorde Calvino tilbage i 1979 i hans geniale roman Hvis en vinternat en rejsende – omend på en anden måde.
Calvino er sådan en slags Italiens svar på århusianske Svend Aage Madsen – ihvertfald deler de den underfundige humor, de filosofisk-tænksomme temaer og den eksperimenterende leg med sprog, tekst og fortællemæssige konventioner. Jeg læste Hvis en vinternat… engang lige i begyndelsen af 1990’erne, har jeg regnet mig frem til (gisp, det er længe siden…), og har egentlig gerne villet læse mere Calvino siden, det er af en eller anden grund bare ikke blevet til noget. Men så faldt jeg over denne lille hyggelige, filosofiske sag. >> Læs videre
Meget, meget fin lille bog om frygt, terror og mennesker i Afghanistan under den sovjetiske besættelse 1979-1989.
Atiq Rahimi (f.1962 i Kabul) mestrer den korte, intense romanform. Det gør han rigtig flot her, ligesom han gør det i den senere Den tålmodige sten (som i høj grad følger samme form som Drømmenes Labyrint)
Den korte handling i bogen udspiller sig omkring jeg-fortælleren, den unge mand Fahrad, der en aften efterlades i en grøftekant tævet halvt ihjel af en militærpatrulje for en ubetydelig forseelse. Her bliver han fundet af en ung enlig mor, som i stor fare for sit eget liv tager ham ind i sit hus, plejer ham og skjuler ham for soldaterne. >> Læs videre
Pudsig, kompakt og kompleks og sært dragende lille argentisnk roman om…. ja, om præcis dét, titlen angiver: En episode i en landskabsmalers liv. Men også om en hel del mere.
Landskabsmaleren er tyskeren Johann Moritz Rugendas (1812-1858), en virkelig historisk figur og en af sin tids mest berømte landskabsmalere, især for sine skildringer af eksotiske scenerier bragt hjem fra lange rejser i Sydamerika. >> Læs videre
Fremragende canadisk roman om et både håbefuldt og fortvivlet teenagerliv i et forkvaklet sekterisk religiøst landsbysamfund i Montana, Canada i 1970’erne.
Romanen fortælles af den 16-årige pige Nomi, der er født og opvokset i et lille samfund af mennonitter (og det er ifølge hende selv, “så vidt jeg ved den mest pinlige sekt man overhovedet kan tilhøre, hvis man er teenager” (s.8)). >> Læs videre
