Forfriskende, moderne version af folkeeventyret om kvindeforføreren og -morderen Blåskæg sætter den unge, selvsikre kvinde i førersædet og den mandlige forfører på hælene (omend ikke helt berøvet sit forføreriske talent).

De fleste kender nok det klassiske folkeeventyr om Blåskæg: Den rige mand med det umiddelbart frastødende blå skæg, som ikke desto mindre evner at forføre unge kvinder og gifte sig med dem – for derefter at slagte dem med en stor kniv, når de alle som én viser sig ikke at kunne stå for fristelsen til at overtræde hans eneste, strenge påbud: aldrig at bruge den lille nøgle til det fjerneste kammer i hans slot, som han ikke desto mindre betror dem.

Eventyret er genfortalt i mange versioner, men er ikke mindst overleveret takket være franskmanden Charles Perrault (1682-1703), som i 1697 udgav en lille samling folkeeventyr med titlen Les Contes de ma mère l’Oye (da.: Gåsemors eventyr).

Jeg forbinder selv først og fremmest eventyret om Blåskæg med Gustave Dorés prægtige illustrationer i den udgave af netop Charles Perraults Gåsemors eventyr, vi havde i mit barndomshjem. Allerede før jeg kunne læse, brugte jeg timer med den bog, hvor jeg studerede de fantastiske og grumme illustrationer – og billedet af den drabelige Blåskæg med nøglebundtet og vanvidsøjnene er et af dem, der har mejslet sig ind i hukommelsen.

Illustration til eventyret Blåskæg fra Gaasemors eventyr af Charles Perrault (Ill.: nn)

I min erindring var der også en makaber illustration af det forbudte kammer fyldt med de døde kvinder – men jeg har ikke kunnet finde det på nettet – måske er det bare en fantasi. Indtryk gjorde historien ihvertfald på mit dengang uskyldige barnesind (og hvad er det egentlig også for en historie at divertere små børn med?).

I Amélie Nothombs veloplagte, moderne version af eventyret er der ganske vist hverken blå skæg, knive, nøgler eller aflåste rum. Men hun følger ikke desto mindre eventyrets stramme form ret godt, og det er medvirkende til at gøre det til en særdeles vellykket nyfortolkning.

Nothombs historie udspiller sig i Paris på et ikke nærmere angivet tidspunkt i histoiren, men det kunne meget vel være i nutiden. Den unge, smukke, belgiske kvinde Saturnine flytter ind som lejer af et værelse hos den mystiske spanske adelsmand don Elemirio Nibal y Milcar. Hun er blevet advaret på forhånd, både om hans forføreriske evner og om, at otte tidligere unge, smukke, kvindelige lejere som hende selv er forsvundet sporløst.

Saturnine lader sig imidlertid ikke skræmme. Huslejen er billig, værelset og lejligheden fantastisk og hun selv intelligent og selvsikker. Don Elemirio har ganske vist sine særheder: Han har efter eget udsagn ikke været uden for en dør i årevis, lever mentalt i det 16. århundrede og bruger sine aftener på at studere den spanske inkvisitions retsprotokoller. Og så lader han hende generøst benytte hele den smukke lejlighed – pånær hans (uaflåste) mørkekammer, som han understreger, at hun bitterligt vil fortryde at åbne døren til.

Saturnine er ikke i tvivl om, at hun vil kunne modstå alle forførelsesforsøg fra den gamle og umiddelbart ikke særligt tiltrækkende mand – og at hun nemt kan modstå fristelsen til at åbne døren til mørkekammeret. Hun er så sikker på sig selv, at selv om hun seriøst overvejer muligheden for, at don Elemirio rent faktisk har myrdet de otte forsvundne kvinder, så lader hun sig opvarte af ham med luksuriøs mad og de dyreste champagner, som de to nyder i store mængder i sig hver aften, mens de fører hurtige og lettere filosofiske og religiøse diskussioner.

Historien er fortalt næsten udelukkende gennem dialog mellem de to (og med Saturnines veninde, der kommer på besøg en enkelt gang), og det er medvirkende til at give fortællingen en champagneboblende lethed.

   – Hvad bruger de så Deres tid på?
Hun forestillede sig, at det indiskrete spørgsmål ville støde ham. Det gjorde det ikke.
– Jeg er spanier.
– Det var ikke det, jeg mente.
– Det er det, jeg bruger tiden på.
– Hvordan det?
– Ingen er så agtværdige som spanierne. Jeg er agtværdig på fuld tid.

De to typer er skarpt skåret til, og spillet imellem dem forrygende. Den unge, smukke, selvsikre on intelligente Saturnine leger en farlig leg med den ældre excentriske adelsmand, som måske eller måske ikke er en psykopatisk seriemorder. Hun er bevidst provokerende, grænsende til det uforskammede, mens han ikke lader sig ryste. Tværtimod forelsker han sig næsten med det samme og tilbyder hende ægteskab – mest af alt på grundlag af hendes passionerede forhold til farverne gul og guld.

Alle dialogerne er ladet med en faretruende spænding: Hvad er adelsmanden egentlig ude på? Hvad er Saturnine ude på? Hvornår krydser hun grænsen til et sted, hun måske ikke kan vende tilbage fra?

Amélie Nothomb

Samtidig er det en meget sanselig bog: Don Elemirio og Saturnine knyttes gradvist tættere på hinanden gennem nydelsen af gourmetmad, eksklusiv champagne og ikke mindst farver og klæder. Gennem deres rappe dialog får hun snart lukket døren op til hans mentale mørkekammer – og selvfølgelig forelsker hun sig også i ham.

Mere skal ikke røbes. Til gengæld skal Blåskæg varmt anbefales – som den lille, lette, charmerende, champagneboblende refleksion over det klassiske eventyr, kønsroller, sanseligheden og det ustyrlige begær, som den er.

Romanen er fint oversat til boblende dansk af Sofie Vestergaard Jørgensen (som vi her på K’s bognoter også kender som kvinden bag det fine mikroforlag Etcetera, der har specialiseret sig i danske udgivelser af nyere fransksproget litteratur).

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Tiderne Skifter.

Jeg havde ikke nogen kandidater fra Belgien på min bruttoliste over bøger fra hele verden, så det var en herlig overraskelse at modtage Amélie Nothombs Blåskæg min postkasse fra forlaget. Hermed er der sat en fin knappenål i Belgien på mit litterære verdenskort.

K's vurdering: