En moderne genfortælling af H. C. Andersens eventyr om Snedronningen – som en slet skjult anledning til en filosofisk undersøgelse af begrebet om den fuldkomne skønhed og menneskenes håndtering af det absolutte. Samtidig en metalitterær reflektion over forholdet mellem tekst, forfatter, læser og selve skriveprocessen.

I de hollandske alper (opr. 1984) er min tredje bog af hollandske Ceet Nooteboom (f. 1933) i træk. Efter min smag ikke helt på niveau med hverken Den følgende historie (opr. 1991) eller Ritualer (opr. 1980), men værd at læse for Nootebooms vid, humor og sprogbeherskelse – her flot fordansket af Hans Christian Fink, der også oversatte Den følgende historie.

På overfladen er I de hollandske alper et eventyr, en på én gang moderne og mytisk genfortælling af H. C. Andersens eventyr Snedronningen. I Nootebooms version foregår eventyret i en fiktiv, ahistorisk version af Holland, der strækker sig langt ned i det sydlige Europa.

I det flade nord finder vi ved eventyrets begyndelse de to unge og næsten overnaturligt smukke cirkusartister Kaj og Lucia, som for at finde arbejde imidlertid er nødt til at drage sydpå til de fattige og vilde bjergrige egne i Holland, hvor oprør og lovløshed hærger.

Kaj får – som i Andersens eventyr – en issplint i øjet og bortføres af den smukke, men kolde Snedronning. Hos Nooteboom er Snedronningen en magtfuld og sexhungrende mafiaboss, som indlemmer den unge Kaj i sit harem af unge mænd, mens Lucia sætter efter ham for at befri ham.

Det lyder måske alt sammen lidt fjollet, og det er det egentlig også. Men Nootebooms ærinde er et andet end bare at fortælle et moderne eventyr.

På et mere abstrakt plan kan bogen læses som en undersøgelse af begrebet om skønheden, det ideelle, det sublime, i sidste ende det guddommelige, og dets betydning i menneskenes liv og forestillinger om verden.

Bogen er også en metalitterær tekst på flere niveauer. Den er en reflektion over eventyret som fortællestruktur sammenlignet med myten og romanen. Og den er undervejs også en reflektion over selve skriveprocessen, herunder forholdet mellem læser, forfatter og værk.

De filosoferende og metalitterære temaer udfolder Nooteboom ved at lade eventyret ramme ind af en fortælling om den fiktive forfatter til eventyret, Alfonso Tuberón de Mendoza.

Tuberón er en spansk vejingeniør, der har arbejdet i Holland, men egentlig er fra Zaragoza i det tidligere kongedømme Aragón i Spanien. Efterhånden, som kortromanen skrider frem, træder Alfonso Tuberón de Mendoza mere og frem i teksten, som ender med mere at handle om ham selv end om eventyrskikkelserne Kaj og Lucia.

Eventyrfortællingen om Kaj og Lucia veksler med fortællerens essayistiske betragtninger – i bestandig dialog med læseren – om skrivekunst, æstetik, religion, mytologi, vejbygning og det triste, flade, nordhollandske landskab og dets tilbøjelighed til at føre til angstpræget, filosofisk absolutisme og religiøs fanatisme. Tag som eksempel dette uddrag fra fortællerens betragtninger om Holland på de indledende sider:

Landskabet i nord fører til absolutisme, ligesom ørkenen. Blot er ørkenen i dette tilfælde grøn og fuld af vand. Men der er hverken fristelser, rundinger eller bugtninger. Landet er fladt, det gør menneskene ekstremt synlige, og det afspejler sig igen i deres væremåde.
   Hollænderne omgås ikke, de møder hinanden. De borer deres selvlysende blikke ind i den andens øjne og vejer hans sjæl. Der er ingen skjulesteder.

Konstant træder Nootebooms fiktive fortæller frem i teksten og kommenterer sin egen skriveproces over for den læser, han koket ikke føler sig sikker på, at bogen nogensinde vil få.

Alt i alt er det ikke så lidt, Nooteboom forsøger at få denne korte tekst på bare 113 sider til at bære. Han kommer omkring det hele, men omkostningen er, at bogen for mig fremstår både noget ukurant med mange abrupte scene- og perspektivskift, og også lidt ufærdig og skitseagtig.

Jeg fandt heller ikke eventyret om de smukke, unge cirkusartister specielt interessant i sig selv eller egentligt velfungerende som Tuberóns/Nootebooms anledning til de mange mere abstrakte reflektioner, der er bogens reelle ærinde.

Bogen får af den grund ikke topkarakter hos mig. Den er ikke desto værd at læse for Nootebooms virtuose sprogbeherskelse, hans skarpe vid og veldoserede ironi.

Og nu skal jeg nok holde en pause fra Nooteboom. Det er tid til noget andet.

K's vurdering: