Fremragende canadisk roman om et både håbefuldt og fortvivlet teenagerliv i et forkvaklet sekterisk religiøst landsbysamfund i Montana, Canada i 1970’erne.
Romanen fortælles af den 16-årige pige Nomi, der er født og opvokset i et lille samfund af mennonitter (og det er ifølge hende selv, “så vidt jeg ved den mest pinlige sekt man overhovedet kan tilhøre, hvis man er teenager” (s.8)).
Romanens nutid udspiller sig ca 3 år efter, at Nomis mor og storesøster forlod hende og faren og byen efter at være blevet ekskommunikeret af kirken. I glimtvise tilbageblik opruller Nomi sin egen og familiens historie frem mod morens og søsterens flugt, parallelt med at vi følger hendes nutidige forsøg på at håndtere livet som teenager i almindelighed og livet med den i stigende grad dysfunktionelle efterladte, stadig mennonitter-troende far.
Mennonitterne er et protestantisk kirkesamfund, grundlagt af Menno Simmons med udspring i de europæiske gendøberbevægelser under reformationen, dog med et mere pacifistisk og calvinistisk islæt end andre anabaptister på reformationstiden. Mennonitterne er blandt andet kendetegnet ved at forsage mange af den moderne verdens bekvemmeligheder og derfor leve i relativt isolationistiske samfund – ikke ulig Amishbevægelsen. Eller i Nomis lidt mere malende beskrivelse, som også er karakteristisk for tonen i romanen:
“En telefonrundspørge blandt mennonitter kunne for eksempel bestå i spørgsmål som, hvad vil du helst: leve eller dø en grusom død, og hvis man svarede “leve” ville det være den mennonit der stod for rundspørgen, der smækkede vredt på, og ikke dig. Prøv at forestille dig at den mindst harmoniske og veltilpassede knægt på din skole river sig løs og starter en klike, hvis manifest gik ud på forbyde medier, dans, rygning, det tempererede klima, film, at drikke, rock’n’roll, at dyrke sex for sjov, svømmning, make-up, smykker, at spille pool, at besøge storbyer eller at være oppe i længere tid end til klokken ni om aftenen. Det er bare Menno i en nøddeskal. Tusind tak, Menno.” (s.9)
Den karakteristiske teenagersarkastiske beskrivelse af livet i mennonittersamfundet er i mange passager så ætsende morsom, at jeg grinede højt for mig selv mange gange undervejs. Men ironien følges hele vejen igennem af alvor og smerte, og Miriam Toews skarpe, til tider næsten poetiske prosa har romanen igennem en underliggende tone af savn, fortvivlelse og desperation, som gør, at det aldrig kun er sjovt og på intet tidspunkt bliver plat.
Bogen er et portræt af et klaustrofobisk, dobbeltmoralsk samfund, hvor stort set alle lever i mere eller mindre permanent tredobbelt hyklerisk forstillelse: over for sig selv, over for hinanden og over for de amerikanske turister, der kommer til byen i weekenden for at opleve det ægte og uspolerede mennonittersamfund. Til de lejligheder medvirker de unge i hele samfundets tilrettelagte turistshow udklædte i autentiske malkepigekostumer, samtidig med, at de til daglig lever et – for alle, der ønsker at se – åbenlyst parallelt liv med druk, stoffer, sex og rockmusik og længslen efter at komme væk.
Men bogen er også et i egen ret rigtig fint, indlevet portræt af en helt almindelig teenagepiges helt almindelige teenageproblemer – med beundring og mindreværdsfølelser overfor storesøsteren, forældreoprør, utilfredshed med sig selv i alle henseender, forvirring over krop og seksualitet, forelskelse, musik, skoletræthed osv. Som så bliver yderligere forstærket af hendes stærkt religiøse opdragelse, der f.eks. holder den 13-årge Nomi vågen om natten forfulgt af mareridt om storesøsterens stensikre evige fortabelse og pinsler i helvede på grund af hendes beskedne oprør mod kirkeautoriteterne.
Gennem Nomis øjne følger vi også farens hjerteskærende gradvise sammenbrud efter morens flugt. Faren er næsten endnu mere bevægende og troværdigt skildret end Nomi selv: Som en tragisk skikkelse, der elsker sin kone og sine døtre over alt på jorden, og inderst inde godt kan se, at det ødelægger dem at blive boende i byen, men samtidig ikke har styrke til at slippe trossamfundet. Så i stedet bruger han sin fritid på at tage ud på den offentlige losseplads for at bringe orden i skraldet. Og han begynder at skille sig af med deres møbler – ifølge ham selv fordi “han godt kunne lide tomme rum, fordi man så kunne forestille sig, hvilke ting de måske ville blive fyldt med engang” (s. 193). Det er meget stærkt og næsten ikke til at bære.
Ifølge Miriam Toews’ biografi er hun selv vokset op som mennonit i et lille bysamfund i Canada, som hun brød med og rejste fra i nogenlunde samme alder som romanens Nomi. Og man kan ikke lade være med at tænke, at der må være selvbiografiske træk i romanen. I den sammenhæng er det en af romanens store styrker, at den på trods af det ikke specielt flatterende billede, der tegnes af mennonittersamfundet, er fortalt uden vrede, bitterhed eller fordømmelse. Fokus er loyalt på det indlevede portræt af pigen Nomi og hendes familie, og det er ikke kun fyldt med elendighed, også med meget kærlighed. Og det får samlet set romanen til at fremstå så meget mere troværdig.
Alt i alt en stærk, sjov, gribende og meget velskrevet roman. Således anbefalet!
Titel: Livet som det kunne have væretForfatter: Miriam Toews
Udgiver: Tiderne Skifter
Udgivelsesdato: 2006
Sider: 244
Originalsprog: amerikansk
Oversætter: Nina Brenøe
Originaltitel: A Complicated Kindness
Opr. udgivelsesår: 2004
Læst: April 2013
K's vurdering:
Skriv et svar