Billy-Ray Belcourt: Coexistence

Noget af det, god litteratur kan, er at give adgang til livsverdener og perspektiver, som ellers er meget langt fra ens egne. For eksempel fra mennesker, der lever under helt andre økonomiske, sociale, kulturelle og geografiske forhold end én selv. Eller fra mennesker med andre politiske, religiøse, etniske eller seksuelle identititer.

Canadiske Billy-Ray Belcourts novellesamling Coexistence (2024) kan noget af netop dét. Billy-Ray Belcourt (f. 1994) har sine rødder i det indianske cree-folk (the Driftpile Cree Nation) og er samtidig homoseksuel. Mange af novellerne i samlingen Coexistence (1994) tematiserer netop dette at være “queer indigenous” i vores tid.

Nogle af novellerne er næsten ubærligt hårde. Det gælder for eksempel “sex lives: an anonymous chorus” (det affekterede lille begyndelsesbogstav i alle titlerne skyldes originalen). Novellen er et koncentrat af en ung dreng/mands første seksuelle enkeltoplevelser – og den tegner mildest talt ikke et misundelsesværdigt billede af vilkårene som ung, homoseksuel indianer fra reservaterne i Alberta.

Den nævnte og andre af novellerne i samlingen er lige lovlig eksplicit seksuel og brutal for mine præferencer. Men Billy-Ray Belcourt skriver samtidig med en poetisk følsomhed, som gør også disse historier nærværende og værd at læse.

Hvis alle noveller i samlingen havde været af samme, hårde karakter, er jeg ikke sikker på, at jeg var kommet igennem. I hvert fald havde min samlede bedømmelse af samlingen været anderledes. Men heldigvis har Belcourt format nok til, at han faktisk tør skrive historier, der også toner ud med håb for fremtiden og en grundstemning af glæde.

Et eksempel er “outside” om den unge mand, Jack, der er på prøveløsladelse efter en fængselsdom for narkohandel, og vender tilbage til det reservat, hvor han er opvokset. Det er et skramlet liv i en gammel trailer og på nåde af en magtsyg tilsynsværge. Men Belcourt finder håbet og glæden i trailerparken.

Nogle af novellerne er ganske let forbundne i den forstand, at en biperson i den ene kan være hovedperson i den anden, men de kan alle læses helt uafhængigt af hinanden.

Blandt de forbundne er samlingens første og sidste novelle. I den første, “one woman’s memories,” møder vi den ældre kvinde Louise, som bor i et cree-indiansk reservat i det nordlige Alberta. Hun har nået et punkt i sit liv, hvor hun får trang til at betro sin søn, Paul, som bor længere sydpå i Edmonton, historien om sit livs første kærlighed, som var til en pige.

Samlingens afsluttende novelle, “various people,” er omvendt fortalt fra sønnen Pauls perspektiv, da han tager op  til reservatet for at være sammen med sin mor, der ligger for døden. For Paul er turen hjem ikke kun et bevægende farvel til moren, men også en konfrontation med de dele af ham selv, der er formet af reservatet og hans cree-baggrund.

He knew, though, that the reserve did lodge itself inside those who lived there; its history courses inside him still. All people from the reserve bear at least a trace of its origins as an open-air prison.

De to historier er begge fortalt stilfærdigt, men indtrængende bevægende, og er efter min smag blandt de fineste i samlingen.

Andre noveller i samlingen gjorde mig en lille smule træt (på måder, som nogle givetvis vil  mene skyldes mit indskrænkede hvide, hegenomisk-maskuline, heteronormative, middelklasse-boomerperspektiv). Det gælder de af novellerne, hvor Belcourt bliver lige lovlig politisk-korrekt efter de nyeste modestrømninger på nordamerikanske universiteteter.

Som for eksempel i den ellers fine novelle “young adults,” hvor fortællerens kæreste er meget optaget af, hvordan det engelske sprogs grammatik og syntaks som sådan kan ses som et symptom på kolonisering af den oprindelige, amerikanske befolkning (“English, after all, is a language of settlement, one we were coaxed into”).

I mødet med et eksempel som ovenstående ville min umiddelbare tilbøjelighed normalt være at tænke, at det måtte være ironisk-satirisk ment. Men der er ikke meget ironi eller satire i Belcourts tone i øvrigt, så det tror jeg faktisk ikke.

Bortset fra det, er ovennævnte “young adults” ellers et godt eksempel på en historie om et parforhold, som slet og ret er en fin historie om et parforhold mellem to mennesker, som blot tilfældigvis begge er mænd, uden at homoseksualiteten i sig selv gøres til et tema.

Og i det hele taget udmærker Belcourts novellesamling sig ved, at den ikke kun er interessant som eksponent for indianske queer-erfaringer i en bestemt generation. Belcourt evner også at gribe og formidle helt almenmenneskelige erfaringer, og det er netop dét, der gør det muligt at formidle livsperspektiver på tværs af lande og generationer.

Således anbefalet.

Tak til Simone og Tim for anbefalingen og foræringen.

K's vurdering: