Muharem Bazdulj: Transit Comet Eclipse

Ikke et uinteressant forsøg. I sidste ende dog for fortænkt og uforløst. Den ene af de tre fortællinger, der udgør romanen, er en velfortalt og hjerteskærende grum historie. Men samlet set er bosniske Muharem Bazduljs Transit Comet Eclipse båret af for meget idé og for lidt fortælling.

Jeg bliver i Bosnien lidt endnu (i forlængelse af Selvedin Avdićs Syv rædsler), og det er med endnu en bog i den eksperimenterende og litterært ambitiøse genre. Og igen: lidt for ambitiøs i forhold til, hvad de litterære bukser kan holde. Selv om det går noget bedre for Muharem Bazdulj (f. 1977) end for landsmanden Selvedin Avdić.

Transit Comet Eclipse (opr. 2007) består af tre separate, men intrikat sammenhængende fortællinger, som har titlerne, ja: Transit, Comet og Eclipse.

Transit

Den første historie er en fiktionaliseret fortælling om den serbisk-kroatisk-italienske jesuitiske præst og videnskabsmand, Ruđer Bošković (1711-1787).  Bošković var en sand polyhistor: filosof, matematiker, astronom, meteorolog, geodæt, fysiker og sågar diplomat og lyriker.

Bošković var blandt sin tids fremmeste videnskabsmænd inden for flere af disciplinerne, ikke mindst astronomien, men hans storhed bestod nok mest i at bane vejen for andre, hvis navne er dem, vi i dag husker. Selv må jeg indrømme, at jeg ikke kendte til ham på forhånd – men om ikke andet, har Muharem Bazduljs bog så givet mig anledning til at læse lidt op på Bošković.

I bogens fortælling følger vi Bošković i året 1762 på en rejse over land fra Istanbul op gennem det østlige Europa på vej mod Petrograd, idet Bošković er ude efter at finde et sted, hvorfra han kan iagttage planeten Venus i dens transit forbi solen.

På rejsen kommer han blandt andet gennem fyrstendømmet Moldavien, hvor de opholder sig nogle dage i hovedstaden Iași (eng. Jassy). Og Bošković bærer på sin videre rejse et billede med sig af Moldavien som et særlig magisk sted. Hvorfor det er så magisk, bliver aldrig rigtig klart for os som læsere – for mig fremstod det mest som et postulat uden en selvstændig pointe (men den pointe kommer så – på en måde, om end stadig på en postuleret måde – frem via de næste fortællinger i bogen).

Ruđer Bošković er i sig selv en spændende historisk karakter, og jeg kunne sagtens have forestillet mig, at man kunne have fået noget interessant ud af en historie om denne landrejse, som han i øvrigt foretager sammen med den britiske ambassadør i Istanbul og dennes kone. Men Muharem Bazdulj får ikke løftet historien, som aldrig rigtig bliver til andet end en lang opremsning af de pitstop, de gør i forskellige byer. Det var lidt tungt, og det var faktisk også lidt kedeligt, selv for en læser, der anstrenger sig for at lytte efter historiens vingesus.

(I parentes bemærket er der i øvrigt noget anakronistisk sprogforbistring på spil i bogen vedrørende Moldavien/Moldova. Jeg skal ikke kunne udtale mig om den bosniske originaltekst, men i den engelske udgave af bogen, jeg har læst, omtales det fyrstendømme, Bošković besøger, som Moldova. Men den nuværende selvstændige stat, republikken Moldova (tidligere: Den moldaviske sovjetrepublik, og endnu tidligere: Bessarabien), eksisterede slet ikke dengang, og det er af sammenhængen i øvrigt tydeligt, at Bošković i virkeligheden besøger Moldavien (eng. Moldavia), som altså er noget andet og i geografisk udstrækning kun delvist omfatter det nuværende Moldova og delvist ligger i det nuværende Rumænien.

Så kom det på plads, og jeg kan trække vejret igen, og vi kan gå videre.)

Comet

I bogens anden fortælling springer vi frem til dette årtusind med en historie om pigen Maria Alexandra, der vokser op i Moldova (og nu er vi så faktisk i den moderne stat, republikken Moldova). Maria Alexandra er et stille, indadvendt barn med blikket vendt mod stjernerne (og hendes fars historier om Halleys komet), mens hun drømmer om kærligheden og Vesten, som for hende konkret bliver til Dubrovnik og Venedig.

Som læser aner man tidligt, at Maria Alexandras historie bærer frem mod en tragisk slutning af en bestemt karakter. Alligevel er slutningen overraskende voldsom, og mere skal jeg ikke røbe. Historien som helhed er ganske hjerteskærende, og som den eneste af de tre noveller er den værd at læse i sig selv. Men det er hård kost – jeg havde ikke mod på at lægge mig til at sove efterfølgende, bange for ubehagelige drømme om verdens alt for virkelige rædsler.

Eclipse

Den tredje fortælling i bogen er igen af en helt anden karakter. Hovedpersonen er her en dreng og senere ung mand fra Dubrovnik, som kun bliver kaldt the Writer (Forfatteren). Forfatteren drømmer om at blive en stor forfatter. Han læser en masse – og teksten er fyldt med referencer til både bosniske, kroatiske og serbiske forfattere såvel som klassiske og moderne forfattere fra resten af verden. Lidt for mange referencer, som får lidt for meget karakter af namedropping.

Han mangler bare en historie – indtil han ved at hænge sig fast i det sammentræf, som en fødselsdato kan udgøre, fatter interesse for ovenfor omtalte Ruđer Bošković (som er født i Dubrovnik på – næsten – samme dato som Forfatteren).

Undervejs bliver Forfatteren imidlertid via en journalistisk bekendt optaget af en frygtelig og tragisk historie om en ung moldavisk kvinde, der rejste håbefuldt til Dubrovnik i en søgen efter lykke, men kun fandt ulykke.

Og han kan ikke rigtig bestemme sig for, hvad der er hans historie, denne ene, vigtige historie, der skal gøre ham til en stor forfatter. Om det er historien om den jesuitiske videnskabsmand og hans rejse fra Istanbul mod Petrograd på jagt efter at iagttage planeten Venus’ transit henover solen. Eller historien om den unge kvinde i transit fra det østligste Europa til det lidt mindre østlige Europa.

Forfatterens løsning bliver den lidt anstrengte og fortænkte, at han kan skrive begge historier – kædet sammen af solformørkelser, transitplaneten og Halleys komet som såvel astronomiske fænomener, overtroiske varsler og kulturelle metaforer, af ideen om at rejse, af de geografiske lokationer Moldova/Moldavien og Bosnien/Dubrovnik samt af begreberne om Østen og Vesten med alle dets kulturelle konnotationer – idet Forfatteren samtidig, igen lidt anstrengt, også får tænkt sig selv og sin egen historie sammen med de to fortællinger.

Og vi må forstå, at de to noveller, vi lige har læst, er den første del af det selvrefererende værk, som Forfatteren ved slutningen af bogen går i gang med at skrive. Og det virker naturligvis også meget nærliggende at tolke Forfatteren som et alter ego for Muharem Bazdulj selv (de deler blandt andet fødselsdag).

Det hænger egentlig meget godt sammen. Og billedet af den unge, ambitiøse, men også lidt selvoptagede forfatter, som gerne vil være en ny Paul Auster og spejler sig selv i navnlig Austers New York Trilogien (1985-1987), og som pinedød vil skrive en historie om både Ruđer Bošković og den ukendte unge moldaviske pige, er egentlig troværdigt nok.

Og den første novelle i bogen om Ruđer Bošković, som i sig selv fremstår noget tam, får en slags mening, når den læses som udtryk for denne unge forfatters forsøg. For mig som læser af den samlede bog består problemet imidlertid uanfægtet: At fortællingen om Bošković fremstår noget tam.

Jeg forsøgte undervejs i læsningen af bevare en positiv indstilling over for Bazduljs idé med bogen. Jeg ville gerne have haft Transit Comet Eclipse til at være en bedre bog. Men i sidste ende blev det lidt for studentikost for min smag. For meget postmodernistisk selvrefererende selvoptagethed. Og bogen som helhed virker samtidig lidt ufærdig. Men den midterste fortælling om Maria Alexandra trækker op.

K's vurdering: