Ivana Bodrožić: Hotel Intetsteds

Hvis Ivana Bodrožić’ intention med Hotel Intetsteds har været at demonstrere, hvor kedsommeligt og ensformigt det er at leve i et limbo som flygtning, midlertidigt indkvarteret og uden konkrete udsigter til noget bedre, så er det lykkedes. Måske til overflod. Ihvertfald er det en utrolig kedsommelig affære at kæmpe sig igennem romanen, som synes at stå stille fra start til slut, uagtet den ydre handling.

Ivana Bodrožić er født i Vukovar i Kroatien i 1982 ligesom den navnløse hovedperson i hendes debutroman, Hotel Intetsteds.

Romanen har den blodige jugoslaviske borgerkrig i 1990’erne som sit bagtæppe, men grundlæggende er det en traditionel ung-pige-bliver-voksen-histoire. Vi følger i romanen den navnløse jeg-fortællere fra hun som niårig sammen med sin mor og ældre bror i 1991 må flygte fra den kroatiske by Vukovar, som står for at falde til serberne.

Familien kommer som flygtninge til Zagreb og indkvarteres på et enkelt værelse, som de siden også kommer til at dele med pigens mormor, morfar og farmor. Faren er blevet tilbage i Vukovar for at forsvare byen, og siden hører de intet til eller om ham.

Opholdet i den midlertidige indkvartering kommer til at vare i fem år. Fortælleren tilpasser sig, og vi følger hende vokse op fra barn til ung med det, der nu hører sig til af venindefnidder, skole, begyndende interesse for drengene, de første spæde seksuelle erfaringer, forsøg med alkohol og cigaretter og så videre.

Imens har broren sværere ved at tilpasse sig, og moren lukker sig mere og mere inde med sin sorg og sin venten på nyt om faren.

Ivana Simić Bodrožić: Hotel Intetsteds (f. 1982). Foto:

Tja. Fortællingen om pigens opvækst under de usikre og kumre kår virker sådan set ganske troværdig, og man får som læser en fornemmelse af, at der indgår ikke så få elementer fra forfatterens selvbiografi i fortællingen.

Det sidste er måske en forklaring på nogle af romanens problemer: Historien mangler et basalt dramatisk drive. Som om det har ligget Bodrožić meget på sinde at fortælle en historie så tæt på hendes egne oplevelser som muligt – i stedet for en god historie.

Jeg har ikke opsøgt forfatterens biografi i detaljer og kan derfor kun gisne om, hvorvidt dette er tilfældet. Og misforstå mig ikke: Det ville ligge mig meget fjernt at bagatellisere et andet menneskes erindringer, og slet ikke erindringer om en mere eller mindre traumatisk opvækst præget af krig, flugt og savn. Det kan være en vigtig historie at fortælle – for forfatteren selv og måske også for andre med lignende oplevelser i baggagen.

Men et væsentligt ærinde gør altså ikke i sig selv god litteratur. Især ikke, når den rent sprogligt er så uendeligt kedsommeligt fortalt, som tilfældet er her. Ikke at bogen er dårligt skrevet. Den bare meget kedeligt skrevet.

Jeg havde svært ved at komme igennem den, og det er dét, der afspejler sig i min bedømmelse. Men måske er jeg ikke målgruppen. Ihvertfald har jeg noteret mig (f.eks. på goodreads.com), at andre læsere har fået meget ud af bogen.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.