Sublim novellekunst. Canadiske Alice Munro (f. 1931) vandt Nobels litteraturpris i 2013, og når man læser denne hendes seneste – og ifølge hende selv sidste – novellesamling, er det svært at være uenig i den hæder.

Alice Munro skriver om mennesker og livet, og hun gør det, så man på få sider kommer helt ind under huden på hendes personer. Munros stil er stilfærdig, rolig og omhyggelig, hendes sætninger og historier er uden store armbevægelser eller påtaget grandiositet. Men hold da op, hvor er det godt.

Novellen er en svær disciplin, og Munro mestrer den som få. Hendes noveller er uhyre velkomponerede, men det er et af tegnene på hendes storhed, at man som læser ikke opdager det undervejs. Tværtimod kan detaljerne og scenerne i de enkelte noveller forekomme tilfældige og henkastede – som om man som læser falder ind et vilkårligt sted i et menneskes liv for at forlade det igen 15-30 sider længere fremme. Og det er styrken.

Et referat af handlingen i novellerne eller korte citater fra dem vil ikke kunne yde nogen af dem retfærdighed. De er alle glimt af levet liv, et kort eksklusivt indblik i helt almindelige – og dermed helt ualmindelige – menneskers tanke- og følelsesverden, i de fleste af historieren centreret omkring et tidspunkt, hvor menneskene i historierne oplever noget skelsættende, som drejer deres liv i en ny retning – eller kunne have gjort det, hvis de havde grebet muligheden.

Munro var 81 år gammel i 2012, da Dear Life udkom første gang. Man mærker alderen i form af en livserfaring, som gennemsyrer historierne, men der er ikke et gran af gammelkonesathed over samlingen. Den er tværtimod fyldt med liv, om end på en karakteristisk rolig, tilbagelænet måde.

Samlingen består af ti regulære, fiktive noveller og afsluttes med en finale bestående af fire stykker, som Munro selv betegner som selvbiografiske “in feeling, though not, sometimes, entirely so in facts.” Ifølge Munros indledning til novellerne i denne sidste sektion er de “the first and last – and the closest – things I have to say about my own life.”

Disse sidste noveller er fine tekster, små nedslag i Munros erindringer med fokus på forholdet til forældrene. De holder dog ikke helt samme niveau som de første ti noveller, der til gengæld alle er fremragende.

Dear Life er også udkommet på dansk som Livet, oversat af  Ida Jessen og Gudrud Jessen (Gyldendal 2015).

• Lignende indlæg
• Af Alice Munro
• Vintage

Judith Hermann: Lettipark

Keiichirō Hirano: The Transparent Labyrinth

Misumi Kubo: Mikumari

Aoko Matsuda: The Girl Who Is Getting Married

Alice Munro: Lives of Girls and Women

Junichiro Tanizaki: Some Prefer Nettles

Ismail Kadaré: Three Elegies for Kosovo

Mohammed Hanif: A Case of Exploding Mangoes

J. M. Coetzee: Waiting for the Barbarians