Antonio Tabucchi: Time Ages in a Hurry

En samling uhyre velskrevne og veloversatte, veldoserede og veltænkte noveller af italienske Antonio Tabucchi. Om tid, om erindring, om historiens gang og om ikke at kunne undslippe selv samme historie, hverken den store eller den lille personlige.

Vi snupper lige en Tabucchi mere, nu vi er i gang, i forlængelse af Pereira Maintains (opr. 1994) og Little Misunderstandings of No Importance (opr. 1985).

Time Ages in a Hurry er oprindeligt fra 2009 og hører dermed til i den sidste del af Tabucchis forfatterskab, her læst i den fine engelske oversættelse fra 2015 ved oversætterparret Martha Cooley og Antonio Romani.

Sammenlignet med den noget ældre Little Misunderstandings of No Importance er novellerne i Time Ages in a Hurry kendetegnet ved at være lidt lettere tilgængelige. Og efter min smag også lidt bedre.

Tabucchi er i denne senere samling således lidt mindre optaget af de mange litterære og filosofiske allusioner, der prægede Little Misunderstandings, for til gengæld at give bedre plads til, at personerne i historierne kan få liv. Og det klæder historierne.

En samlingens bedste historier er Drip, Drop, Drippity-Drop. Fortælleren er en forfatter, der lider af frygtelig hold i ryggen, som ifølge hans læge skyldes, at han hele livet har indtaget den forkerte holdning, siddende bøjet over sine skriblerier:

[…] because the problem unfortunately is that you write, don’t be offended, instead of leading a life more consonant with hygiene and well-being, that is, going to a pool or jogging around in shorts like other men your age, […]

Forfatterens tante, der har været som en mor for ham hele livet, er døende, og ved hendes side på hospitalet genoplever han i erindringen dele af sin fortid. I en nøglescene overhører på hospitalet tilfældigvis en samtale mellem en sygeplejerske og en ung pige, der tilsyneladende er i kemobehandling og i kørestol, som sætter hans eget liv i perspektiv:

The most beautiful thing in the world. That’s what the girl had said, this bald girl, being hauled in a wheelchair by a nurse. She knew what the most beautiful thing in the world was. He, however, did not. How was it possible in his age, with all he’d seen and experienced, that he still didn’t know what the most beautiful thing in the world was?

Efter min smag er Tabucchi i denne samling bedst dér, hvor man som læser får indtryk af, at han slipper tøjlerne lidt og giver sig selv lov til at skrive lidt derudad (uden at han dog nogensinde mister grebet om og kontrollen over sine historier).

Det synes han for eksempel at gøre i novellen Clouds, som grundlæggende består i en lang samtale mellem en italiensk femogfyrreårig mand og en ung pige på stranden på et feriested i Kroatien. Pigen er på ferie med sine forældre, hun er adopteret og oprindelig fra Peru, og måske derfor mere optaget end de fleste af nationalitet og herkomst (“I am totally Italian like you and maybe even more than you, sir”). Manden har tilsyneladende tidligere været udsendt til området som del af en fredsbevarende mission og er tilbage for at komme overens med de krigshandlinger, han har overværet.

Samtalen mellem manden og pigen bølger frem og tilbage i hurtigt tempo. Paradoksalt nok er et af de temaer, de berører, omvendt netop værdien af at sænke tidens tempo. Det kan man for eksempel gøre ved at hengive sig til den antikke disciplin nefelomazia, kunsten at forudsige fremtiden ved at studere skyerne på himlen.

Der er noget på en gang herligt let og sommerligt over samtalen mellem den gammelkloge og nysgerrige pige og den lettere resignerede voksne mand, samtidig med at den berører tunge temaer angående såvel den politiske forhistorie som de enkeltes personlige liv. Jeg kan ikke levere en analyse af fortællingen med en enkelt klar pointe, men jeg nød at læse den.

De øvrige af de i alt ni historier i samlingen tematiserer på forskellig vis også historiens gang, erindring og tid.

I Bucharest Hasn’t Changed a Bit besøger fortælleren over en periode sin far på plejehjemmet, mens faren bliver mere og mere dement og synker tilbage i fortiden. Indtil faren til sidst er tilbage i sin ungdoms Bukarest, jf. titlen.

I centrum for Between Generals er forholdet mellem to generaler, to modstandere under den ungarnske opstand i 1956, der som bekendt blev slået hårdt ned af Sovjetunionen. En livsdefinerende begivenhed for dem begge, som på trods – eller på grund af – dens traumatiske karakter også udgør den erindring om fortiden, i hvilken de begge langt senere i livet evner at være mest lykkelige.

I’ve come to realize on thing, that stories are always bigger than we are, they happen to us and we are their protagonists without realizing it, but in the stories we live, we aren’t the true protagonists, the true protagonist is the story itself.

Som det ofte er med novellesamlinger, er der altid et par historier, der appellerer mindre end andre, og sådan er det også her. Men de bedste historier er så gode, at de trækker min samlede bedømmelse op på fire stjerner.

Against Time, der afslutter samlingen, handler om en helt almindelig italiensk forretningsmand, der på en tjenesterejse til Kreta, tilsyneladende uden grund eller plan efter en pludselig indskydelse beslutter sig for at forlade tiden og gå i kloster som eremit. Det er en pudsig fortælling, hvis mening ikke så let lader sig forklare, men jeg kunne godt lide tonen i den, og den udgjorde en passende outro på en fin novellesamling.

K's vurdering: