Antonio Moresco: Distant Light

“I have come here to disappear, in this desolate and abandoned village where I’m the sole inhabitant.”

Sådan lyder første sætning i italienske Antonio Morescos filosofiske spøgelsesroman, Distant Light (opr. 2013, eng. 2016), om liv og død og grænselandet derimellem, om naturens gang, om vækst og forgængelighed, om mennesket, dyrene og planterne i universet. En ret speciel roman, der ikke er så nem at kategorisere.

Jeg kunne egentlig godt lide stemningen i romanen, og jeg nød at læse den i de fleste og længste stræk. Også selv om jeg ikke nødvendigvis er klar til at tegne abonnement på Morescos øko-filosofiske metafysik (og i øvrigt heller ikke ser mig i stand til at forklare den).

Vi hører aldrig om baggrunden for, at fortælleren har ønsket at forsvinde. Vi møder ham, hvor han har fundet sig et hus i den forladte bjerglandsby. Her bruger han dagene på at gå rundt eller sidde og iagttage naturen omkring ham, mens han taler til træerne, blomsterne, de vrede hvepse og tudserne – og ikke mindst til svalerne, der som de eneste svarer ham (bilder han sig ihvertfald ind).

Det fjerne lys i romanen titel er et svagt lysskær, han om aftenen kan iagttage på bjergsiden på den anden side af dalen. Efter forskellige tilløb – via forespørgsler hos folk i en nærliggende, endnu ikke helt affolket landsby – beslutter han sig for at opspore stedet, for at finde ud af, hvad der er kilden til lyset.

Det fører ham frem til mødet med en dreng, der bor alene i en hytte på bjergsiden. De to knytter en slags forbindelse, og fortælleren bliver mere og mere optaget af at finde ud af, hvad der er drengens historie.

Mere af handlingen får I ikke at høre fra mig – kun at romanen rummer mere end ét overraskende, fortællemæssigt twist, som bidrager til fornøjelsen ved at læse den.

Romanen er i nogle henseender meget jordnær og i andre meget flagrende, nærmest æterisk i sin stemning.

Historien er konkret og jordnær, for så vidt Morescos fortæller er optaget af at iagttage den sanselige verden omkring ham: De flaksende, lysende ildfluer. Svalernes flugt og den knasende lyd af et svalenæb, der kvaser et insekt fanget i luften. En tudse, der kravler gennem græsset. Snylteplanter, der klatrer op og ned ad træerne. Jordens og husenes rystelser under de jævnlige jordskælv i området. Nyudsprungne forårsblomster slået ned af et pludseligt haglvejr.

Samtidig er der i romanen en underliggende stemning af, at “der er mere mellem himmel og jord,” om man så må sige. Og ind imellem falder fortælleren hen i lange (natur)filosoferende ekskurser, hvor han stiller træerne og svalerne og ildfluerne de grundlæggende spørgsmål om, hvorfor verden dog går sin gang, som den går, og den slags.

Det lyder måske en smule frelst og langhåret, og der er da også passager, hvor det er på kanten til at kamme over for Moresco i hellig forundring over naturens mysterier og altings kosmiske sammenhæng fra det mindste visne blad og ildfluen til fjerne stjerner og andre galakser og deres mulige beboere.

De mest filosoferende afsnit blev mig en kende for anstrengte, men de fylder heldigvis ikke så meget. For det meste holder Moresco balancen, og det gør han ved at have et fokus på det konkrete. Som når han for eksempel evner at formidle oplevelsen af at sidde i timevis og stirre ind i et brændende ildsted.

Når det er sagt, så er dette ikke en roman for dig, hvis du kun er til streng realisme. Man skal være klar til at åbne alle sanser, inklusive den sjette, for at læse Antonio Moresco.

Som nævnt indledningsvist, så nød jeg at læse Distant Light. Moresco skriver godt og med et inciterende nærvær – her i Richard Dixons oversættelse til engelsk.

Romanen er mig bekendt ikke oversat til dansk.

K's vurdering: