Natalia Ginzburg: Family and Borghesia

Den italienske forfatter Natalia Ginzburg er mesterlig, når hun er bedst. Der er anmeldere, der ikke mener, at disse to kortromaner er blandt hendes bedste. Men jeg synes, at de tæt på. Family og Borghesia er begge meget ginzburgianske, og de er begge fremragende.

Natalia Ginzburg kan skrive mere ætsende skarpt om relationer mellem mennesker end de fleste forfattere, jeg er stødt på. Det gør hun igen i de to kortromaner, Family og Borghesia, der her er samlet  i én bogudgivelse (opr. 1977), oversat til engelsk af Beryl Stockman.

I Family kastes vi i de første sætninger som læsere direkte ind i en scene med en mand og en kvinde, der er i biografen, og med sig har en fjortenårig årig pige og to syvårige drenge. Først senere finder vi ud at, at de ikke er den “familie,” titlen refererer til. Eller: Det er de faktisk, men de er ikke en kernefamilie, for de er ikke gift, de er kun venner, og børnene er deres respektive med nogle andre.

Men manden og kvinden, Carmine og Ivana, som nu er venner, har været kærester engang, og de bærer nogle traumer med sig. De fik en datter sammen, som døde. Og de havde også en kat. Ginzburg karakteriserer deres nuværende forhold nøgternt, uromantisk og alligevel med en karakteristisk altid underliggende, men ikke fuldt udfoldet smerte:

To both of them it seemed like a strange, remote era when they had got the absurd idea into their heads that they could live together, even though they were so different and had opposite and irreconcilable characters. They sometimes remembered Fidel, the cat, with affection, but they never spoke of their dead daughter.

Kortromanen følger deres liv med et fokus på Carmine, som keder sig i sit ægteskab, og derfor i stigende grad bruger sin tid sammen med ekskæresten Ivana, som bor alene med sin datter.

Der er ikke nogen ydre handling i kortromanen, som er værd at referere. Egentlig heller ikke nogen større dramatiske højdepunkter. Vi følger nogle liv, som hverken er helt ualmindelige eller helt almindelige, men virker som rigtige liv.

Og så er det bare en fornøjelse at læse, fordi Natalia Ginzburg skriver så enkelt og nærværende, og fordi hun evner at gøre sine karakterer troværdigt levende. Og fordi hun skærer skalpelskarpt ned gennem italienske (og i mange stræk mere generelt: europæiske), stereotypiske familiemønstre og udstiller deres indre.

Det lyder måske ikke af meget, men det er slet og ret pissegodt.

Det samme kan ganske kort siges også om den anden kortroman i samleudgivelsen, Borghesia. Den starter således:

A woman who had never kept any animals was given a cat.

Kortromanen er et portræt af kvinden, der har fået påduttet en kat, og af de få mennesker, der udgør hendes lidt ukurante, nære omgangskreds.

Nogle katte og nogle mennesker kommer og går, men ellers er det her som i den første kortroman i samlingen: Det handler ikke om handling, det handler om mennesker i relationer og situationer.

Og det er vel sådan set også det vigtigste, bøger kan handle om. Og Ginzburg udfolder temaet forbilledligt i disse to kortromaner.

Jeg har læst begge kortromaner i engelsk oversættelse, men ihvertfald den første (Familia) er faktisk også oversat til dansk som Familie (1980) af Inge Lise Rasmussen Pin og fås på biblioteket

K's vurdering: