Natalia Ginzburg: Voices in the Evening

Jeg var meget begejstret for Natalia Ginzburgs essay- og novellesamling The Little Virtues (opr. 1962). Samme entusiasme kan jeg ikke mobilisere for romanen Voices in the Evening (opr. 1961, eng. 1963), selv om den ikke er uden kvaliteter.

Jeg skal advare mod afsløringer af visse dele af handlingen i det følgende. Men hvis du er typen, hvis læseglæde er betinget af udfoldelsen af et handlingsmæssigt plot, så vil du under alle omstændigheder næppe synes om Natalia Ginzburg.

Voices in the Evening er, som titlen antyder, fortalt af flere stemmer. Der er dog en primær jeg-fortæller i form af den 27-årige kvinde Elsa. Hun er til sin mors fortrydelse stadig ugift og bor derfor hjemme. Men hun er set sammen med Tommasino, den yngste søn af den gamle Balotto, forstår vi i begyndelsen af romanen. En god del af romanen går med portrættet af den gamle Balottas andre børn og deres på forskellig vis mislykkede ægteskaber samt enkelte andre personer i omgangskredsen.

Jeg må indrømme, at jeg havde det lidt tungt med romanen de første godt 90 sider (ud af kun 157). Ginzburg skriver godt, og portrætterne af de forskellige personer er isoleret set fine nok. Men de flyttede ikke rigtig noget for mig. Jeg småkedede mig egentlig lidt undervejs.

Det ændrede sig til gengæld i den sidste del af romanen. Her bliver det klart (eller sådan læste jeg det ihvertfald), at beretningerne i første del om de forskellige børn af den gamle Balotta egentlig mest handler om at etablere et bagtæppe for portrættet af den yngste søn, Tommasino.

For den unge, melankolske Tommasino er det, som om hans ældre søskende allerede har udlevet det, der skal udleves i livet. Han selv bevæger sig formålsløst og passionsløst rundt i livet i en slags slowmotion.

Jeg-fortælleren Elsa har ulykkeligvis forelsket sig i Tommasino. Han har fra starten af deres hemmelige forhold gjort tydeligt, at han ikke er specielt forelsket i hende. Alligevel forlover de sig, men derefter forsvinder passionen helt, ihvertfald for Tommasino, hvis den nogensinde har været der.

Tommasinos nøgterne og kyniske fremstilling over for Elsa af deres forhold , som han oplever det, er hjerteskærende:

“Formerly,” he said, “I told you everything that came into my head. Not any more, now. Now I have lost the wish to tell you things. What I think about now, I tell a little of it to myself, and then I bury it, I send it underground. Then, little by little, I shall not tell things any more even to myself, I shall drive everything underground at once, every random thought, before it can take shape.”

“But that,” I said, “means being unhappy.”

“Undoubtedly,” he said, “it means being very unhappy. But it happens to so many people. A person at a certain moment will not look his own soul in the face any more. Because he is afraid, if he looks it in the face, of not having the courage to go on living any more.”

Historien om Elsa og Tommasinos forhold er en fin, om end nedslående, kærlighedshistorie (eller historie om mangel på samme). Men derudover byder især den sidste del af romanen også på interessante, fortællemæssige greb, som i sig selv gør romanen værd at læse.

Romantitlen viser sig således passende i den forstand, at den i lange stræk er fortalt af dialog mellem forskellige stemmer – eller rettere sagt gennem citater fra forskellige personer, der taler, faktisk netop ikke dialog, men tværtimod noget der fremstår som monologer, fordi Ginzburg i passager vælger kun at gengive den ene parts tale (det gælder ikke mindst lange tirader fra Elsas mor).

Jeg har læst romanen i den engelske oversættelse ved D. M. Low – af den grund, at jeg første gang stødte på Natalia Ginzburg i en engelsksproget, romersk boghandel. Men romanen er også oversat til dansk under titlen Aftenens stemmer ved Mogens Juul Madsen (Aschehoug 1963). Den er vist forlængst udgået fra forlaget, men kan stadig fås på biblioteket.

Jeg kender ikke noget til den danske oversættelse, men den engelske har sine problemer – har jeg læst mig til i flere sekundære artikler (idet jeg ikke kan italiensk, og således ikke selv har muligheden for at vurdere oversættelsen). Jeg skal ikke trætte læsere af disse noter med referater, men for interesserede i oversættelsesdisciplinen kan jeg anbefale Eric Gudas artikel ”Translating Natalia Ginzburg’s “Voices that says ‘I’” in the twenty-first century”” på den i øvrigt generelt anbefalelsesværdige blog <a href=”https://readingintranslation.com/ rel=”noopener” target=”_blank”>Reading in Translation, som byder et helt tema af artikler om Ginzburgs forfatterskab.

K's vurdering: