Leonardo Sciascia: Ridderen og døden

En lille, samfundskritisk krimifortællling fra et korrumperet Italien, hvor døden og mafiaen synes at være det eneste, man kan være sikker på.

Den sicilianske forfatter, journalist og politiker Leonardo Sciascia (1921-1989) efterlod sig et betydeligt forfatterskab i flere forskellige genrer. Mest kendt er han nok for sine samfundskritiske krimier.

Flere af Sciascias bøger er oversat til dansk, senest de to små krimifortællinger, En oplagt sag (opr. 1989, da 2019) og Ridderen og døden (opr. 1988, da. 2019), som Forlaget Palomar udgav i det forgangne efterår, begge oversat til dansk af Birgitte Regnar. Der er tale om to ganske korte romaner, på grænsen mellem kortromanen og novellen.

Ridderen og døden lægger ud som en traditionel krimiintrige: En mand er myrdet, en vicekommissær forfølger nogle spor, naturligvis i mere eller mindre konflikt med sin overordnede.

Krimifans skal dog belave sig på en noget utraditionel version af slagsen. For jeg røber ikke for meget ved at fortælle, at Sciascia ikke leverer nogen forløsning i form af en opklaring af mordintrigen, ligesom han heller ikke under læseren den fornøjelse at se retfærdigheden ske fyldest og de onde få deres straf. I det hele taget er det som om, han mister interessen for mordgåden undervejs i den korte bog.

Leonardo Sciascia (1921-1989). Foto fra forfatterens Goodreads-profil

Selv om Sciascia trækker på krimigenrens konventioner i sin historie, er hans primære ærinde således samfundskritisk og måske livsfilosofisk. Fortællingen styrer ikke mod en opklaring af krimigåden, men mere mod en illustration af futiliteten i at håbe på retfærdighed i et samfund inficeret af mafiaen og korruption.

Titlen på kortromanen refererer til et kobberstik af Albrecht Dürer, Ridder, død og djævel (1513) som også pryder omslaget på den danske udgave af bogen. På stikket ser man en ridder i selskab med døden, efterfulgt af en djævlelignende skikkelse. I romanen har hovedpersonen, en navnløs, terminalt kræftsyg vicekommisær, stikket hængende på sit kontor. Og ikke så lidt af romanen er viet til vicekommissærens filosofiske reflektioner over livet og døden og manglen på retfærdighed i det italienske samfund med afsæt i Dürers kobberstik.

Jeg er ikke den store krimifan, og som sådan har jeg det fint med en “krimi,” der ikke er voldsomt optaget af sit eget plot, ligesom jeg heller ikke har noget imod åbne slutninger. Ikke desto mindre fandt jeg Ridderen og døden en smule utilfredsstillende.

Jeg blev således ikke rigtigt fanget af den terminale vicekommissærs småfilosofiske reflektioner i lyset af hans egen angiveligt snarlige død. Og selv om jeg generelt foretrækker korte frem for lange bøger, så var denne her måske alligevel for kort. Den kunne måske have løftet sig, hvis Sciascia havde ofret lidt flere sider på at folde nogle af personerne lidt ud.

For så vidt gav Ridderen og døden mig egentlig ikke specielt appetit på mere Sciascia – men nu havde jeg sammen med den også købt den anden nylige udgivelse på dansk, En oplagt sag, så den tog jeg også med. Lidt mere om den i næste indlæg.

K's vurdering: