Mordet i Orientekspressen tilsat undergangsstemningen fra Titanic. Sådan forestiller jeg mig, at den liechtensteinske forfatter Armin Öhri gerne havde set sin kortroman om zeppelineren Hindenburgs katastrofale sidste rejse i 1937 beskrevet. Men ambitioner er ikke alt, og de indfris desværre ikke her.

Det hører til sjældenhederne, at jeg læser bøger på tysk, endsige forsøger at anmelde dem her på siden. Det skyldes, jeg ikke er særlig god til tysk. Hvilket egentlig ærger mig lidt, da tysk er et smukt sprog, ikke mindst på skrift.

Jeg har dog noget af mit skoletyske i behold, og det har jeg fundet anledning til at støve af i holmgangen med den lille europæiske stat Liechtenstein i regi af min personlige læseudfordring, Verden rundt i bøger.

Der er en grund til, at jeg ikke tidligere har været på litterært besøg i Liechtenstein på min verdensrundrejse. Det har slet og ret ikke været mig muligt at opdrive en roman eller novellesamling af en forfatter fra landet på et af de sprog, jeg normalt læser.

Men nu kan jeg ikke vente længere på, at nogen finder på at oversætte noget liechtensteinsk litteratur til dansk eller engelsk. Så jeg har i stedet brugt anledningen til at støve mit tyske lidt af ved at læse Armin Öhris kortroman LZ 129. Die letzte Reise der Hindenburg (2007).

Fra en rent sprogdidaktisk vinkel var det et udmærket valg, givet mine rustne tyskkundskaber. Armin Öhri skriver således i et (forholdsvist) enkelt sprog, og til min egen tilfredshed var jeg faktisk i stand til at læse mig igennem romanen, ikke uden besvær, men stort set uden brug af ordbog.

Bagsiden af den medalje er så, at Öhri heller ikke skriver i et særlig spændende sprog. Med de allerede givne forbehold for mit tyske kan jeg ganske vist ikke med troværdighed give en retfærdig, sprogligt-litterær vurdering af bogen.

Men jeg kan godt registrere, når de samme udtryk og vendinger bliver brugt for mange gange. Og jeg kan også genkende en sprolig kliché, når den er tilpas tyk. Som når Öhri i en elskovsscene for eksempel tyr til sætninger som: “Sie sprachen nicht miteinander, und doch sagten ihre Bewegungen alles.” Og den slags.

Et af de berømte fotos af LZ 129 Hindenburg, der bryder i brand den 6. maj 1937 ved Lakehurst flådestation, New Jersey.

Men til handlingen: LZ 129 var det tekniske serienummer på flagskibet i Det Tredje Riges flåde af luftskibe, zeppelinere, i 1930’erne. Bedre kendt som Hindenburg, det gigantiske passagerluftskib, der forulykkede i en eksplosionsbrand i maj 1937 ved landingen i Lakehurst flådestation i New Jersey, USA, efter at have krydset Atlanterhavet. En ikonisk ulykke, der for eftertiden kom til at markere afslutningen på zeppelinernes epoke.

Årsagerne til ulykken blev aldrig afdækket, og det er afsættet for Öhris roman, der former sig som en slags krimi om, hvad der egentlig skete.

Historien om LZ 129 Hindenburgs sidste rejse over Atlanten den 3. – 6. maj 1937 fortælles af én af de overlevende, den (fiktive) tyske immigrant Kurt Bäumler, der et par uger efter ulykken – liggende frygtelig forbrændt og morfinmedicineret i en hospitalsseng – afhøres af Hugo Eckener (som er en historisk person) fra Zeppelinrederiet som led i efterforskningen af ulykken.

Og der bliver ikke sparet på patosen, da Bäumler indleder sin beretning:

“[…] ich will Ihnen meine Geschichte erzählen. Eine Geschichte über das größte und zugleich luxuriöseste Luftschiff der ganzen Welt; eine Geschichte über die Anmaßung des Menschen, mit seinen Maschinen höher hinaus zu wollen als Gott, und wie er daran scheitert; eine Geschichte über Menschen und ihre Ängste, ihre Gefühle, ihre Höhem und Tiefen. Geben Sie gut Acht, es ist meine Geschichte…”

Der er med andre ord lagt op til noget stort. Desværre kan Öhri ikke helt indfri løfterne.

Öhri har tydeligvis en ambition om, at historien også skal være en slags kulturhistorisk nedslag i 1930’erne. Romanen er udover enkelte fiktive figurer således befolket af adskillige historiske personer, som faktisk var ombord på luftskibet dengang.

Blandt passagererne er både tyskere og amerikanere, Hitlertilhængere og -modstandere, forretningsfolk, en amerikansk komiker, en familie med børn, en dekadent amerikansk enke og hovedpersonen, en hovedrig arving til en tysk-jødisk forretningsmand. Og dertil et antal anonyme Gestapofolk, der ifølge romanen er placeret blandt passagerene på grund af rygter om en mulig terrortrussel mod Hindenburg.

Romanens grundidé fejler sådan set ikke noget:

Selve den historiske katastrofe er jo nærmest mytisk stof, som bestemt fortjener en roman. Og ideen med at følge en broget gruppe af passagerer lukket inde i luftskibet på dets sidste rejse over Atlanten, som kan fungere som et slags prisme for et portræt af den historiske periode, er fin. Ikke mindst, når der er tilsat en lurende mistanke om, at der måske kan være både en terrorist og Gestapofolk incognito blandt passagererne.

Der er noget Mordet i Orientekspressen med et twist af Titanic-undergangsstemning over hele iscenesættelsen. Og det kunne være blevet rigtig godt. Men det er desværre ikke kun Hercule Poirot, vi mangler ombord. Jeg manglede også noget elementær spænding. Som måske kunne have reddet romanen i fravær af egentligt interessante eller troværdige personportrætter.

Romanen er således sat op til at skulle bæres af en række prægnante og tidstypiske personportrætter blandt passagererne. Men for mig blev ingen af figurerne nogensinde rigtig levende, og flere af dem fremstod for mig som deciderede klicheer.

Sprogligt forekom især dialogen mig noget anstrengt. Som når Öhri lader passagerne sige ting om for eksempel de aktuelle forhold i Tyskland, som må have været helt indforstået viden for de samtidige, og som i romanen tydeligvis kun artikuleres i dialogen til ære for den nutidige læser. Antrengende og utroværdigt.

Den indlagte kærlighedshistorie virkede heller ikke synderligt troværdig, ligesom romanens plot omkring årsagerne til Hindenburgkatastrofen – som jeg nok skal lade være med at afsløre her – på mig virkede som et noget plat antiklimaks.

Alt i alt var jeg, som det nok fremgår, lidt skuffet over, at Öhri ikke har fået mere ud af de dramatiske rammer for fortællingen om LZ 129 Hindenburgs sidste rejse.

Min interesse for romanen starter og slutter således ved selve den historiske ramme, den er placeret i – men den er til gengæld også spændende, og Öhri har tydeligvis gjort sit historiske forarbejde i forhold til beskrivelserne af luftskibets indretning og rute. Og det giver også nogle stjerner i karakterbogen hos mig.

Under alle omstændigheder sætter jeg hermed endelig flueben ud for Liechtenstein i min læseudfordring, Verden rundt i bøger – på det grundlag, at Armin Öhri (f. 1978) er fra Liechtenstein, selv om romanens handling primært er henlagt til luftrummet over Atlanten.

K's vurdering: