Alice Munro (f. 1931) er først og fremmest kendt for sine noveller, som blandt andet har indbragt hende Nobelprisen i litteratur i 2013. Men hun har også skrevet en enkelt roman, Lives of Girls and Women fra 1971.

Betegnelsen ‘roman’ er dog lidt en tilsnigelse. Det ville nok være mere reelt at kalde den en novellecyklus. Romanen består således af otte afrundede fortællinger, som hver især kunne stå alene, men ikke desto mindre udgør en samlet og overvejende kronologisk ordnet, fremadskridende fortælling.

Hovedpersonen og jeg-fortælleren i Lives of Girls and Women er pigen Del Jordan, og romanen er hendes beretning om at vokse op som pige og teenager og gradvist modnes til ung kvinde i 1940’erne i den lille flække Jubilee i Ontario, Canada.

Alice Munro skriver godt med en sans for detaljer og en evne til at gøre sine personer levende og vedkommende. Lives of Girls and Women er en klassisk coming-of-age-fortælling om alle den unge piges genvordigheder som teenager, om hendes bekymringer og forhåbninger, sorger og glæder, om angsten for ikke at passe ind, om forholdet til forældrene og resten af familien, om det første møde med døden i form af en onkels død, om religion og tanker om Gud og kirke, om skolen, om egne og omverdens forventninger til hendes fremtid, om veninder og drenge, om fester og alkohol, om de første erfaringer med sex og så videre.

Samtidig er bogen også et portræt af det lille bysamfund i 1940’erne, om de forskellige mildt konkurrerende kirkesamfund, om bysladder og sociale skel mellem de lidt finere i selve byen og de mindre fine i udkanten, hvor Del bor i starten af bogen, og med 2. verdenskrig som en flimrende fjern baggrund.

Bogen kan også læses som en kritisk kommentar til pigers og kvinders muligheder i 1940’erne og for så vidt også omkring 1970, hvor Munro skriver bogen. Især inkarneret i skikkelse af Dels mor, som er en lidt tragisk skikkelse – en intelligent og på nogle måder moderne kvinde med drømme og ambitioner, der aldrig bliver indfriet, og et kun halvt gennemført forsøg på at frigøre sig. Men det er en styrke, at Munro aldrig bliver direkte politiserende, og hendes personer eller situationer er aldrig karikerede eller forsimplede.

Disse kvaliteter til trods var romanen i lange passager mig dog noget stillestående for ikke at sige kedelig. Det er en mestendels ret traditionel ‘coming-of-age’-fortælling, og måske har jeg bare læst lidt for mange af den slags.

Bedst synes jeg om bogens første kapitel, der som sin kerne har et forrygende portræt af familiens nabo ‘onkel’ Benny, en skæv eneboer og skrammelsamler, der beslutter sig for at finde en kone og derfor reflekterer på en kontaktannonce, men ikke får helt det, han havde regnet med. Det er en tragi-komisk historie fortalt med lige dele humor og alvor, men hele tiden båret af den respekt for og kærlighed til karaktererne, som i det hele taget karakteriserer alle Munros personportrætter.

Bogens sidste kapitel nærmer sig en metafortælling, hvor Del beretter om, hvordan hun – primært i sit hoved – påbegynder arbejdet med en roman om sin hjemby og dens beboere, kun med ændringer af navne og visse detaljer om familierelationer og byen i det hele taget. Man må få den tanke, at Lives of Girls and Women som helhed netop er en slags biografi over Munros egen opvækst og barndomsby. Jeg har dog ikke orket at undersøge Munros biografiske detaljer.

Og det er i og for sig også ligegyldigt, for den litterære sandhedsværdi af Munros fine portræt af det lille bysamfund og dets beboere og ikke mindst portrættet af piger og kvinders vilkår og muligheder på den tid bliver hverken større eller mindre af, hvorvidt romanen indeholder selvbiografiske fakta.

Jeg har længe gerne villet læse noget af Alice Munro, og Lives of Girls and Women var muligvis ikke det bedste sted at starte. Ihvertfald kedede jeg mig som sagt lidt. Men jeg er ikke blevet afskrækket fra at tage fat på nogle af hendes noveller – hendes seneste samling, Dear Life, venter i reolen.

Lives of Girls and Women er udgivet på dansk som Pigeliv og kvindeliv.

K's vurdering: