Cixin Liu: Of Ants and Dinosaurs

Kinesiske Cixin Lius Of Ants and Dinosaurs er en fabellignende allegori over den menneskelige civilisation på randen af økologisk sammenbrud. Raffinementet i allegorien er imidlertid nogenlunde på niveau med at blive slået i hovedet med en skovl: Meget trivielt, men også temmelig smertefuldt.

Jævnfør mit forrige indlæg om Agatha Christies And Then There Were None er jeg havnet i en feriebogkuffertløs situation i en by med boghandeler uden noget stort udvalg af litteratur på sprog, jeg kan læse. Man tager, hvad man kan få. Cixin Lius Of Ants and Dinosaurs var et forsøg. Det gik ikke så godt.

Ifølge forfatteromtalen til Of Ants and Dinosaurs er Cixin Liu (f. 1963) Kinas science fiction-forfatter nummer ét. Jeg kendte ham ikke i forvejen. Jeg kender heller ikke nummer to. Sci-fi er muligvis ikke Kinas største bidrag til verdenslitteraturen.

Of Ants and Dinosaurs præsenteres som en “satirisk fabel” og en “politisk allegori.” Det er rigtig nok. Det er bare ikke så interessant én af slagsen.

Historien foregår nogle millioner år før, menneskeheden opstod på jorden. To arter finder ved et tilfælde ud af, at de kan berige hinanden ved at samarbejde: Dinosaurerne og myrerne.

I romanen er dinosaurerne arten, der er beriget med fantasi og opfindsomhed. Deres fysiologi forhindrer dem bare i at drive det særlig vidt, fordi de er for store og klodsede.

Myrerne har ikke nogen fantasi, men de er organiserede, og de er i kraft af deres fysiologi i stand til at udføre og udforme de mest utrolige ting.

Samarbejdet mellem arterne begynder med, at en Tyrannosaurus Rex har fået sin frokost galt mellem tænderne, og en myrekoloni finder på at hjælpe den – myrerne får lov at spise resterne, og dinosauren får ro mellem tænderne.

Siden udvikler samarbejdet sig til egentlig medicinske operationer: Myrerne kravler ind i dinosaurernes mavesække og udfører kirurgiske operationer.

Og så kører der er civilisationsspiral. Snart har dinosaurerne og myrerne i fællesskab udviklet store civilisationer, inklusive dampmaskinen. Men desværre også religion.

Religiøse uenigheder om, hvorvidt Den Ene Gud har form af en myre eller en dinosaur fører til den første store krig mellem myrer og dinosaurer. De er tæt på at udslette hinanden, men indser, at det er en dårlig idé.

Der går et par tusind år, og myrerne og dinosaurerne bevæger sig ind i informationsalderen. De to store dinosaurimperier holder hinanden i skak med atomvåben. Myrernes samfund er baseret på vind- og solenergi, mens dinosaurerne med deres enorme maskiner drevet af fossile brændstoffer og gigantiske fødevareforbrug er godt på vej til at ødelægge hele planeten.

Myrerne stiller et ultimatum og går i sidste ende i krig for at redde planeten. Men dinosaurerne har et kort i baghånden. De har formået at inddæmme noget anti-stof fra universet, men da dinosaurernes hovedkvarterer brænder sammen, brænder også hele kloden sammen. Slut på dinosaurerne og slut på den avancerede myrecivilisation. Nogle myrer overlever langt under jorden, men da de kommer op, er de bare, ja, myrer.

Beklager hermed at have refereret hele handlingen i Of Ants and Dinosaurs. Men i hovedtræk giver den næsten sig selv fra starten af. Med andre ord er Of Ants and Dinosaurs en temmelig kedelig affære. Den er også kedeligt skrevet, og jeg tror egentlig ikke, at det kan tilskrives Elisabeth Hanlons oversættelse til engelsk.

Bevares, der var enkelte sjove påfund undervejs. Som når myrerne i krig med dinosaurerne katapulterer sig selv hen over deres hoveder, falder ned og kryber ind gennem deres næsebor og øjne og kravler ind i deres hjerner, hvor de kan gnave centrale nerverbaner og blodårer over. Og den slags.

Men hverken gode økologiske, civilisationskritiske intentioner eller pudsige fabelagtige allegorier gør i sig selv god litteratur.

Of Ants and Dinosaurs får to stjerner, en for forsøget og en for enkelte mildt underholdende, fantasifulde scener.

K's vurdering: