Amos Oz: Scenes from Village Life

Amos Oz’ novellesamling Scenes from Village Life er netop dét: Scener fra en landsby. Landsbyen er Tel Ilan, en fiktiv israelsk landsby nord for Tel Aviv, hvor tiden synes at være gået i stå eller ihvertfald går meget langsomt.

Landsbyen danner rammen om disse otte fine og foruroligende noveller, som er løst forbundne gennem personerne i landsbyen, hvor alle kender alle – og hovedpersonen i den ene novelle kan således optræde som marginal biperson i en anden. Når det kommer til stykket, viser det sig dog, at ingen i virkeligheden kender nogen, heller ikke sig selv.

Personerne i alle novellerne søger efter noget – men ingen af dem ved selv, hvad det er, og ingen af dem finder det. Ingen af historierne har en begyndelse eller en slutning i traditionel forstand: Vi får et glimt af nogle personers liv – personer, som har levet et liv før, og som lever videre efter. Hvordan, må vi gisne om.

Der er noget foruroligende over alle disse historier eller snarere glimt af liv fra landsbyen. Noget uforløst, noget ufortalt, noget der aldrig falder helt på plads. Som om der under teksten hele tiden også er mindst én anden historie på spil, som både vi som læsere og personerne i historierne kun aner. Noget er fortrængt, noget gemmer sig under sengen.

Det sidste gælder bogstavelig talt i den næstsidste novelle “Singing”, hvor et forældrepar intetanende sover en nat ovenpå liget af deres søn, som har begået selvmord dagen forinden ved at skyde sig liggende under forældrenes seng. Og både de og resten af landsbyen søger herefter at fortrænge tabet af sønnen ved at arrangere sangaftener i forældrenes hjem, hvor alle mødes og synger vemodige jødiske sange på russisk og hebraisk – mens den svage brummen fra israelske jagere, der vender tilbage fra bombetogter, anes i baggrunden, men heller ikke er noget man taler om.

I den længste historie “Digging” er der nogen, der graver i jorden under fundamentet – måske i virkeligheden eller måske kun i fantasien hos den gamle vrante, misantropiske Pesach Kedem, desillusioneret ex-medlem af Knesset, som nu bruger sine sidste dage på at skælde ud på verden og tyrannisere sin datter og hendes arabiske logerende – men også stedvist afslører udspringet af sin galde i en fortvivlelse over den forsvundne medmenneskelighed og de ødelagte bånd mellem jøder og arabere og mellem mennesker i det hele taget:

‘Once, a long time ago, before all this, maybe here and there some people liked each other a bit. Not everyone. Not much. Not always. Just here and there, a little bit. But now? These days? Now all the hearts are dead. Its finished.’
‘There are mosquitoes, Daddy. Would you mind closing the door.’
‘Why are all the hearts dead? Maybe you know? Do you?’ (s.98)

Der er også den lavmælte historie om den ensomme, ugifte landsbylæge, som gennem hele sit liv har bundet sig stærkere og stærkere emotionelt til sin nevø – men som hun venter forgæves på ved busstoppestedet. Det er hjerteskærende.

En mulig selvreference til Oz som forfatter bliver der også plads til undervejs, her fra en dialog mellem en bibliotekar og to lånere om en unavngivet “populær israelsk forfatter” i historien “Strangers”:

‘If you know what I think,’ one of them was saying, ‘he keeps repeating himself. He writes the same book over and over again with small changes.’
‘Dostoevsky and Kafka also repeat themselves,’ her friend said. ‘So what?’
Ada remarked with a smile: ‘There are some subjects and motifs that a writer comes back to again and again because apparently they come from the the root of his being.’

Kun den sidste af de i alt otte noveller skiller sig markant ud i stil fra de øvrige: “In a faraway place at another time” er en slags dystopisk vision over landsbyen i en fjern fremtid eller fortid (eller i en parallel verden?), hvor alt er fysisk degenereret til en menneskefjendsk sump af sygdom, forrådnelse og elendighed, og hvor landsbybeoerne er blevet så indskrænkede i deres forvrængede og miserable hverdag, at de ikke er i stand til at gribe efter lyset og frelsen, selv når det materialiserer sig lige foran dem.

Denne sidste novelle læses som et slags efterskrift. Er den mon forfatterens egen metafor for, hvordan der i virkeligheden ser ud på den mørke inderside af landsbyen og landsbybeboernes forkrøblede sind? Grumt er det i så fald. Den korte novelle fungerer for så vidt fint i sig selv, men den klinger skævt i forhold til den afdæmpede tone i de foregående og forekommer også unødvendig som fortolkningsbidrag. Den ville jeg egentlig gerne have undværet i denne samling.

Men jeg vil ikke undvære mere Oz – ham må vi vende tilbage til her på K’s. Men nu holder vi lige en pause og lader andre komme til.

Scenes from Village life er også oversat til dansk af Hanne Friis som “Scener fra en landsby” (Gyldendal, 2014).

K's vurdering: