Amos Oz: A Tale of Love and Darkness

Israelske Amos Oz’ opus magnum er en monumental erindrings- og generationsroman om staten Israels tidligste år, om den zionistiske bevægelse oplevet fra almindelige menneskers øjenhøjde, om det jødiske intellektuelle miljø og dagligliv i Jerusalem i 1930’erne og 1940’erne.

Og så er det ikke mindst en moden forfatters forsøg på at komme overens med sin depressive mors selvmord i 1952, da han selv var bare 12 år gammel.

Bogen er fuld af skarpe og humoristiske iagttagelser med historisk bid, som f.eks. i dette uddrag fra den ganske unge Amos’ begejstrede og benovede beskrivelse af Tel Aviv, den hvide by, indbegrebet af det moderne, lyse og lette – i modsætning til tunge Jerusalem, hvor han er født og vokser op:

… even the laws of gravity were completely different. People walked differently in Tel Aviv: they leaped and floated, like Neil Armstrong on the moon. In Jerusalem people always walked rather like mourners at a funeral, or latecomers at a concert. First they put down the tip of their shoe and tested the ground. Then, once they had lowered their foot they were in no hurry to move it: we had waited two thousand years to gain a foothold in Jerusalem, and were unwilling to give it up. If we picked up our foot someone else might come along and snatch our little strip of land. (s.6-7)

Uanset, hvor man slår ned i den lange roman, vil man finde en Amos Oz, der skriver fejende flot med skarphed, vid, humor, usentimental følelse, indlevelse i menneskers motivationer og en nuanceret kritik af Israels politiske historie og forholdet mellem jødiske israelere og palæstinensere. Man er ikke i tvivl om at være i hænderne på en stor forfatter her.

En slags advarsel er dog på sin plads: Romanen markedsføres som en underholdende, medrivende, intenst personlig og bevægende historie, der får dig til at grine og græde – som i de store russiske romaner. Og alt det og mere til kan jeg sådan set godt være enig i. Men det er ikke en pageturner velegnet til strandlæsning, og det er ikke en let genvej til på ubemærket vis at lære om israelsk historie, mens man bliver underholdt af et episk familiedrama. A Tale of Love and Darkness er relativt krævende læsning og fordrer en vis udholdenhed og koncentration.

For det første er det en roman skrevet primært for jødiske israelske læsere. Bogen bugner af mere eller mindre indforståede referencer til jødiske politikere, forfattere og andre intellektuelle, til jødisk religion og tradition og til historiske og politiske begivenheder, som forudsættes bekendte.

For mit eget vedkommende var det en stor hjælp, at jeg for ikke så længe siden havde fået læst lidt op på Israels historie via Simon Sebag Montefiores fremragende Jerusalemhistorie Jerusalem: The Biography. Men mange navne og referencer gik nu alligevel hen over hovedet på mig, og jeg for lidt vild i de mange opremsninger af navne undervejs.

Derudover er det også en meget litterær roman i den forstand, at Oz trækker flittigt på referencer til verdenslitteraturens klassikere som en del af karakteristikken af stemninger, personer og kvarterer i Jerusalem. Det hjælper, hvis man kan sin Dostojevskij, Tolstoj, Tjekhov og Kafka for nu bare at nævne nogle få.

Endelig betyder bogens ambition om at være både en generationsbiografi, et politisk, kulturelt og intellektuelt portræt af Jerusalem og en stærkt personlig beretning i romanform, at den bliver en til tider noget ujævn – og lang, meget lang – læseoplevelse. Der er således relativt stor forskel på skrivestilen i de kapitler, der f.eks. opregner de mange historier om Oz’ tip-tip-oldeforældres genvordigheder i det gamle Europa, og i kapitlerne om den lille Amos’ dagligliv i børnehøjde.

Oz vil favne det hele i ét greb, og jeg kan rundt omkring læse mig til, at mange mener, at han lykkes med det over al forventning. Det gør han måske også, men jeg tror, at jeg ville have foretrukket at læse to romaner i stedet: En generationsberetning om hans families fortid i Europa, udvandringen til Palæstina og dannelsen af den israelske stat. Og en personlig erindringsroman om den lille Amos i Jerusalem og morens selvmord.

A Tale og Love and Darkness fremhæves almindeligvis som Oz’ hovedværk. Og det ligger da også lige for, givet dens sidemæssige omfang, indholdsmæssige tyngde og episke kvaliteter. Men jeg tror nu ikke desto mindre, at jeg foretrækker Oz’ mere rentonet fiktive og kortere værker. Mere om nogle af dem inden for kort tid her på bloggen.

Jeg læste romanen i engelsk oversættelse, da det nu engang lige var den version, jeg faldt over i et antikvariat i Tel Aviv. Den er dog også oversat til dansk af Hanne Friis som “En fortælling om kærlighed og mørke” (Gyldendal, 2005).

K's vurdering: