K & Konen har været i Israel i juleferien, herunder Jerusalem. Med hjem i tasken (bøger er jo de bedste souvenirs) har jeg Simon Sebaq Montefiores mursten om Jerusalems lange og plagsomme historie, som jeg også nåede at læse dernede.

Jerusalem – The Biography er imponerende ambitiøs i sit erklærede mål om at ville give en objektiv, kronologisk fremstilling af byens historie fra gammeltestamentelig tid til i dag. Den er uhyre interessant og oplysende fra start til slut, og i lange stræk er den også elementært spændende og underholdende læsning. I andre, også lange, stræk er den dog også en lille smule tung – det gælder de dele, hvor fremstillingen bliver mig lige en kende for kompakt og forfalder til at være ikke meget mere en opremsninger af den ene erobrer af Jerusalem efter den anden (og der er mange, rigtig mange….).

Egentlig objektivitet i historieskrivning, som Montefiore bryster sig af, ved vi jo godt ikke findes i virkeligheden. Men Montefiores forsøg er efter min sølle lægmandsvurdering ganske vellykket i form af en balanceret fremstilling, der sætter ord på alle de centrale stridende parters perspektiver på konflikten, og tager alle de store religiøse gruppers krav, forhåbninger og forestillinger om Jerusalem alvorligt fra deres egne synvinkler. Ihvertfald sidder jeg efter endt læsning tilbage med et bekræftet, men nu langt mere oplyst, billede af, at ingen af de centrale stridende parter i dag er uden skyld i Jerusalems og Israels/Palæstinas lange og ikke afsluttede lidelseshistorie.

I store linjer har Jerusalem har været under jødisk herredømme i formentlig omkring 1.000 år, under muslimsk herredæmme i ca. 1.300 år og under kristent herredømmer i 400 år. Ingen har nogensinde underlagt sig byen uden ved sværdet eller geværet. Alle de tre abrahamitiske skriftreligioner har helt centrale helligsteder lokaliseret i Jerusalems gamle bydel. Og alle tre kan med en eller anden historisk ret, i det omfang en sådan findes, gøre krav på byen.

Eller man kan lidt kortere sige, at det hele er fuldstændig fucked up. For selv om Montefiore forsøger at slå en lidt optimistisk tone an sidst i bogens epilog, hvor han beskriver en typisk morgen i dag i det multireligiøse Jerusalem, hvor de tre store religioner (i forskelige sekteriske afarter) lever i nogenlunde fredelig sameksistens, ja, så har man ved endt læsning af bogen nu mest af alt bare lyst til at græde. Over alle de ulykker, befolkningerne i og omkring den by har været udsat for i historiens løb, og især over alle dem, der helt sikkert kommer i fremtiden.

Alt sammen motiveret af noget så ulykkeligt åndssvagt som en håndfuld åbenlyst gakkede, religiøse fikse idéer (ja, undskyld, hvis jeg kommer til at støde eventuelle religiøst troende læsere af disse bognoter – men når man i en samlet historisk fremstilling får stillet de tre store bogreligioner og en lang stribe af deres forskellige sekteriske afarter op ved siden af hinanden, så har denne læser altså svært ved at pege på nogen som helst af dem, der ser ud til at være bare svagt i nærheden af at have fat i noget, der kunne ligne den lange ende).

Montefiore holder dog bogen igennem en flot balance mellem på den ene side en indlevet fortolkning af de religiøse og politiske motivationer og kampe om både det jordiske og det himmelske Jerusalem, som har præget byens mere end tretusindårige historie, uden at han på den anden side kommer til at hverken fordømme eller forherlige nogen af parterne.

Det kunne man tro ville være opskriften på en tør og akademisk afhandling, men det er det langtfra. Tværtimod er bogen en levende og langt hen ad vejen underholdende fremstilling af Jerusalems religiøse, politiske, militære og kulturelle historie krydret med en lang række sjove og interessante anekdoter om livet i byen.

Bogen er disponeret strengt kronologisk. Det er et naturligt valg og giver god mening. Det gør den dog også lidt tung i perioder, især fordi Montefiore tilsyneladende har bestemt sig for, at det hele skal med i den forstand, at der ikke må være huller i kronologien. Nogle historiske perioder er naturligvis, nødvendigvis – og heldigvis – mere kursorisk behandlet end andre, men det håndteres ved en mere kompakt fremstilling, som i nogle passager får karakter af en lidt kedelig opremsning af den ene erobrer af Jerusalem efter den ande.

Det gælder især den ca. tredjedel af bogen, der omhandler perioden fra mamlukkernes endelige fordrivelse af korsfarerne fra landet i slutningen af 1200-taller og frem til og med den lange osmanniske periode, som afsluttes med første verdenskrig.

Den første tredjedel af bogen om Jerusalems historie frem til de første korsfarere blev smidt ud af Jerusalem i 1187 af Salah ad-Din er til gengæld både spændende og underholdende. Og især den sidste tredjedel, der omhandler perioden fra udviklingen af zionismen som politisk doktrin og projekt fra 1880’erne og frem til staten Israels militære sejr over Egypten/Syrien, Jordan og Irak i seksdageskrigen i 1967, er fremragende historieformidling, der både får de politiske sammenhænge og en masse konkrete detaljer fra livet i Jerusalem med.

Den tidligste periode lider fra en historiefaglig synsvinkel naturligt nok under, at der stort set ikke er andre kilder end Det Gamle Testamente/Toraen, og den historiske kildeværdi heraf er selv sagt noget tvivlsom. Men denne del af historien skal med, fordi mytologien i Det Gamle Testamente/Toraen (som både jødedommen, kristendommen og islam trækker på) er helt central for at forstå også nutidens religiøse og politiske stridspunkter. Og Montefiore genfortæller de centrale passager levende og spændende.

For den romerske periode er kilderne bedre, men fortsat ret sparsomme – f.eks. er den jødisk-romerske hærfører, overløber og historiker Josefus den eneste kilde til Montefioris i øvrigt fremragende skildring af den senere romerske kejser Titus’ ødelæggelse af Jerusalem og Det Andet Tempel i år 70 (dét kapitel giver virkelig mening til talemåden, at noget ligner “Jerusalems ødelæggelse”).

Også korsfarertiden er spændende og oplysende beskrevet, omend måske lidt kort og med en lidt skæv disponering til fordel for tiden omkring Salah ah-Dins sejr over frankerne i 1187 (hvilket dog også gør en fremragende historie).

I behandlingen af tiden fra staten Israels oprettelse i 1948 og frem kan man muligvis spore en vis tendens i fremstillingen i retning af at lægge for stor en del af skylden for de mislykkede fredsprocesser i nyere tid ensidigt over på de arabiske palæstinensere og især Arafat. Men det er et mindre kritikpunkt, som afbalanceres af, at Montefiore omvendt er meget opmærksom på og kritisk overfor den negative effekt af de fortsatte israelske bosættelser i de palæstinensiske selvstyreområder på Vestbredden og Gazastriben.

Simon Sebag Montefiore ved Vestmuren i Jerusalem (bedre kendt som “Grædemuren”)

Som en fodnote kan jeg i øvrigt anbefale, at man også sørger for at læse de relativt mange substantielle fodnoter, hvor Montefiore har fået plads til forskellige digressioner og supplementer, som ikke lige passede ind i flowet i hovedfremstillingen. Som eksempel lærte jeg af en note, at også Josef Stalin havde sin zionistiske periode – omend formentlig reelt især motiveret af en underliggende antisemitisme (selv om han i starten officielt blæste til kamp mod antisemitismen). Ligesom det gjorde sig gældende for flere andre europæiske politikere, herunder britiske, fra slutningen af 1800-tallet og frem til etableringen af staten Israel i 1948, så kunne det zionistiske projekt for Stalin byde sig til som en løsning på “det jødiske problem” ved at samle de russiske jøder i et eget hjemland. Og Stalin etablerede faktisk i 1932 et “russisk Zion” i Birobidzjan, et udsted i den allersydøstligste afkrog af Sovjetunionen tæt på grænsen til Kina. Det blev aldrig nogen stor succes, og udviklingen af regionen stoppede hurtigt med Stalins udrensninger i 1930’erne, men Den Jødiske Autonome Oblast eksisterer faktisk den dag i dag som en føderal enhed i Rusland, har jeg efterfølgende konstateret. Den jødiske befolkningsandel i regionen udgør ifølge Wikipedia ganske vist ikke meget mere end 1 pct., men de officielle sprog er stadig jiddisch og russisk.

Jerusalem – The Biography er også udgivet på dansk som Jerusalem – Biografien oversat af Poul Henrik Westh (Sohn 2011).

K's vurdering: