Karen Armstrong: Buddha

En læseværdig, godt formidlet “biografi” over Siddhatta Gotama, senere kendt som Buddha, og samtidig en introduktion til den tidligste buddhisme og det religiøse landskab, buddhismen udsprang af i Nordindien i det 5.-4. århundrede før vor tidsregning. Anbefalelsesværdig for den religionshistorisk interesserede.

Man ferierer henover julen i Thailand, og det er så god en lejlighed som nogen til at læse sig lidt ind på buddhismen. Så er det godt, at man i feriebiblioteket har medbragt Karen Armstrongs bog om Buddha (opr. 2000).

Karen Armstrong (f. 1944) er en velfunderet religionshistoriker og en glimrende formidler. Hun er forfatter til adskillige komparative religionsstudier, særligt med fokus på de tre store monoteistiske religioner, jødedom, kristendom og islam. Jeg har tidligere med udbytte læst nogle af hendes bøger om islam og profeten Mohammed.

Karen Armstrong er selv tidligere katolsk nonne, men har for mange år siden forladt katolicismen. I en periode kaldte hun lidt legende sig selv for “freelance monotheist,” men i et interview i 2018 udtalte hun, at “I wouldn’t even call myself a monotheist anymore. … If anything, I’m a Confucian, I think. …“ (Diane Biting 2018, “How Karen Armstrong bécame a ‘freelance monotheist’”, lancasteronline.com).

I offentligheden har Armstrong gjort sig til fortaler for interreligiøs dialog med afsæt i det, hun hævder er en fælles kerne i de fleste religioner, nemlig varianter af “Den gyldne regel:” Handl mod andre, som du ønsker at der skal blive handlet mod dig. Den tilgang kan man også aflæse i hendes fokuspunkter i bogen om Buddha.

En anden og mere faglig indflydelse er den tyske filosof Karl Jaspers begreb om “Aksetiden” (eng, The Axial Age, opr. ty. Achsenzeit), som er en – fagligt omdiskuteret – samlebetegnelse for en historisk periode fra det 8. til det 3. århundrede før vor tidsregning, som udviste store ændringer i religiøs og filosofisk tænkning på tværs af ellers ikke forbundne regioner i verden.

Dette blot som en slags deklaration på forfatterens vegne. Min tilgang er, at uanset, hvor man selv placerer sig i det religiøse verdensbillede, er det altid muligt at blive klogere af at læse begavede bøger af reflekterede forfattere, også hvis de abonnerer på en anden kosmologi end en selv. Og Karen Armstrong hører bestemt til blandt disse begavede og reflekterede forfattere som er værd at læse, selv om man som undertegnede hverken betragter sig som monoteist eller konfucianer.

Men nu til bogen:

Armstrong indleder passende bogen med at påpege, at nogle buddhister ville betragte det som en meget “ubuddhistisk” ting overhovedet at skrive en biografi om Siddhatta Gotama, manden som blev til Buddha. Betragtningen er, at buddhister bør afstå fra enhver form dyrkelse af andre autoriteter, ligesom Gotama/Buddha i hele sin levetid netop afviste enhver form for dyrkelse af ham selv som person.

Det centrale var ikke hans person, men hans lære, som ifølge Buddha ikke var en ny sandhed eller nye religiøse dogmer, men en metode til at opnå fuld indsigt i dhamma (sanskrit: dharma), den fundamentale lov for alt bestående, for guder såvel som for mennesker, dyr og planter, og en vej til nibbāna (sanskrit: nirvana), opløsningen af selvet og frigørelsen fra al smerte, og dernæst frisætning fra samsāra, den evige cyklus af død og genfødsel.

Det var i dét øjeblik, hvor manden Siddhatta Gotama som 35-årig selv opnåede denne højeste indsigt og nåede nibbāna (mens han ifølge legenden sad og mediterede under et bodhi-træ), at han ændrede kaldenavn fra Gotama til Buddha.

I en anden grøft er der dem, der vil afvise forsøget på at skrive en biografi om Gotama som meningsløs, fordi der er ikke er nogen troværdige historiske kilder til hans liv, og han for så vidt kunne være en helt fiktiv, mytisk skikkelse. I dag er der dog bred enighed i religionsforskningen om, at Siddhatta Gotama/Buddha faktisk må betragtes som en historisk person – om end mange detaljer om hans levned må betragtes som legender.

Armstrong bygger i sin biografi især på de tekster, der er kanoniseret inden for den theravadiske tradition, og som er skrevet på pāli (mens senere skrifter indenfor den senere mahayana-tradition er skrevet på sanskrit). Jeg følger her Armstrong i brugen af buddhistiske begreber og navne på pāli, selv om sanskrit-betegnelserne måske er mere velkendte for de fleste.

Som kilder til den historiske Siddhatta Gotama er pāli-kanonen omfattet af allehånde problemer. Dels er teksterne overleveret mundtligt gennem flere århundreder, før de er blevet skrevet ned, med alle de kilder til forvanskning af de første fortællinger, det medfører. Dels stammer pāli-teksterne fra den buddhistiske theravāda-tradition, som kun er én blandt flere buddhistiske traditioner, hvorfor man må antage, at fortællingerne i en eller anden grad er farvet af denne tradition.

Dertil kommer, at de overleverede tekster stort set ikke rummer beskrivelser af Gotamas liv, efter at han som 35-årig opnåede den højeste indsigt og blev til en Buddha. Han levede ellers i 45 år derefter og vandrede rundt i det nordlige Indien som lærer, men fra den periode har vi kun tekster, der gengiver hans lære, ikke meget om hans liv.

Med disse forbehold og flere til begiver Armstrong sig således alligevel ud i forehavendet – med den deklaration, at hendes “biografi” ikke kan blive en biografi over den historiske Siddhatta Gotama, men kun over Gotama/Buddhas levned, som det er overleveret i de kanoniske tekster.

What is historical is the fact of the legend, and we must take that legend whole, as it had developed at the time when the Pāli texts took their definitive shapes about a hundred years after the Buddha’s death. Today, many readers will find aspects of this legend incredible: stories of gods and miracles are interspersed with the more mundane and historically probable events in Gotama’s life. In modern criticism, it is usually a rule of thumb to discount miraculous events as later accretions. But if we do this with the Pāli Canon, we distort the legend. We cannot be certain that the more normal incidents are any more original to the legend than these so-called signs and wonders.

Som Buddha-biografi er Armstrongs bog ikke en introduktion til den aktuelt levende buddhisme – i dens mange former. Her må man gå andre steder hen. Men den fungerer ikke desto mindre fint som en introduktion til tanker og praksis i den tidligste buddhisme og til det religiøse landskab i Nordindien, som buddhismen voksede ud af (vedisk og upanishadisk religion).

Jeg har ikke forudsætninger for at vurdere den faglige soliditet af Armstrongs fremstilling. Men bogen er velskrevet og fungerer gennemgående godt rent formidlingsmæssigt som introduktion til Buddha-figuren og den tidlige buddhisme for en læser som mig, der har en nogenlunde bred, men noget hullet religionshistorisk viden (idet den tidlige buddhisme netop udgør et af disse huller).

Man skal som læser dog fastholde opmærksomheden for at følge med. Selv om der er en del gentagelser undervejs, så kan man hurtigt gå glip af nogle centrale pointer, hvis man forfalder til skrålæsning. Dele af bogen kan også opleves lidt tung – for mig gjaldt det især de sidste dele om opbygningen af det buddhistiske klostervæsen og diverse interne stridigheder i den forbindelse.

Som læser er man hjulpet godt på vej af et register med ordforklaringer bagerst i bogen, som jeg benyttede flittigt under læsningen.

Dette er ikke stedet for et nærmere referat af bogen eller udfoldelse af kerneelementer i buddhismen. Tillad mig dog med afsæt i bogen et par reflektioner over gudernes og det overnaturliges plads i buddhismen – inspireret af, at jeg skriver disse linjer i Thailand med udsigt til et par små åndehuse:

Buddhisme betragtes almindeligvis som ikke-teistisk religion, altså en religion uden gud. Og det er da også helt centralt i Buddhas lære, at vejen til nibbāna kan betrædes af ethvert menneske via de rette metoder og uden nogen guds eller præsts mellemkomst.

Det er dog ikke det samme som, at der ikke findes guder i den buddhistiske kosmologi. Guderne er blot ikke egentlig relevante for at opnå den højeste oplysning og udfrielse fra den evige genfødsel (samsāra). Dette i modsætning til for eksempel kristendommen og islam, hvor troen på og bekendelsen til den ene sande Gud (og forsagelsen af alle de andre “møgguder,” som det hedder i Det Gamle Testamente) er det helt afgørende omdrejningspunkt for religionen og en uomgængelig forudsætning for det enkelte menneskes frelse.

Karen Armstrongs bog gør det dog meget tydeligt, at i den tidlige buddhismes univers var der sådan set masser af guder.

For eksempel spiller Brahma (en central gud i vedisk religion) en nøglerolle i myterne om Buddha, idet det ifølge nogle af de overleverede fortællinger netop er Brahma, der overtaler Buddha til at begive sig ud i verden og sprede sin lære – hvilket Buddha selv ellers i første omgang var tøvende overfor, angiveligt fordi han anså det for et alt for vanskeligt projekt.

Og når Buddha holder sine første “prædikener” for sine tilhængere, så flokkes såvel guder som mennesker omkring ham – idet guderne er ligeså interesserede som menneskene i at undslippe samsāra, den evige cyklus af død og genfødsel, som også guderne er underlagt (og man forstår det: det må være træls at skulle virke som gud i bevidstheden om, at man risikerer at blive genfødt som værtshusholder, hund eller et græsstrå i næste runde).

Derudover er der masser af historier om Buddha og hans mest oplyste tilhængere, der laver forskellige magiske tricks som for eksempel levitation under meditation og den slags.

Og guderne og magien er ikke kun at finde i den tidlige buddhisme – de er der i allehøjeste grad også, når man betragter buddhismen i dens forskellige, faktiske former rundt om i verden i dag.

Den aldeles gudløse buddhisme findes således nok primært blandt teoretisk-filosofisk orienterede “konvertitbuddhister” i Vesten, hvor buddhisme i forskellige filosofiske og psykologiske destillater siden begyndelsen af 1970’erne har opnået en betydelig popularitet – også i populærkulturen og blandt mennesker, der ikke i øvrigt ser sig som buddhister i religiøs forstand – i eklektiske former tilpasset moderne, vestlige mindset med fokus på personlig selvudvikling via meditition, yoga, mindfulness og den slags.

I de dele af verden, hvor buddhismen er mest udbredt som kulturreligion og som en levende religion i praksis, findes den imidlertid ofte i former, der på pragmatisk vis har optaget elementer fra andre religioner i sig, herunder et kollegium af forskellige guder.

Det gælder for eksempel for nutidige former af den klassiske theravāda-buddhisme, som især er udbredt i Thailand, Myanmar og Sri Lanka. I historiens løb har theravāda-buddhisme med udsøgt rummelighed inviteret hinduistiske guder indenfor, ligesom ældre animistiske traditioner lever i bedste velgående sammen med buddhismen. Det vil de fleste turistrejsende i Thailand ved selvsyn have bemærket i form af for eksempel de mange små åndehuse, man ser overalt. Disse åndehuse har rødder i animistiske forestillinger om stedlige ånder, der skal holdes glade med små ofringer, men de indvies typisk af en buddhistisk brahmin, og de kan ofte også være befolket af et udvalg af små eller store gudefigurer fra den hinduistiske gudekreds, f.eks. Brahma, Ganesha og Vishnu.

Også inden for mahayana-buddhismen optræder en række “himmelske væsener” i kosmologien, herunder både den seneste Buddha (f.k.a. Gotama/Gautama) og tidligere tidsaldres buddhaer.

Men nu har jeg bevæget mig for langt væk fra Armstrongs bog. Pointen er egentlig blot, at Armstrong via sin læsning af de tidligste kildetekster afmonterer den forestilling (hvis nogle skulle have haft den), at den pragmatiske inkorporering af forskellige guder i buddhistisk praksis er noget, der så at sige er kommet til med tiden, og at man ved at gå tilbage til de tidligste kanoniske tekster ville kunne finde en “ren” eller “oprindelig” buddhisme, som er mere renlivet filosofisk/psykologisk og fri for guder og magi. Det kan man ikke.

Afrundende: Karen Armstrong gør det, hun indledningsvist erklærer som mål med bogen, at skrive en “biografi” over Siddhatta Gotama, som blev Buddha. En levnedsbeskrivelse, fiktiv eller ej, som den kan sammenstykkes ud fra de overleverede tekster. Bogen stopper således ved Buddhas død som 80-årig (i år 483 f.v.t. ifølge traditionen, selv om moderne forskning daterer hans død næsten hundrede år senere, ca 400-380 f.v.t.).

Som allerede nævnt er dette dermed ikke bogen at gå til, hvis du er interesseret i buddhisme i dag. Til gengæld inspirerer bogen til at opsøge viden herom. Og det er jo ikke det værste skudsmål at give en bog af denne karakter. Således anbefalet til den religionshistorisk interesserede.

K's vurdering: