Waleed Al-Husseini: Allahs fængsel. Min rejse fra muslim til ateist og følgerne af det

Allahs fængsel – med den lidt omstændelige danske undertitel Min rejse fra muslim til ateist og følgerne af det (den franske originaltitel er Blasphémateur ! Les prisons d’Allah) – er et selvbiografisk kampskrift mod radikal islam skrevet af den på det oprindelige udgivelsestidspunkt 26-årige palæstinensisk-franske forfatter og debattør Waleed Al-Husseini (f. 1989).

I bogen beretter Al-Husseini om, hvordan han som ung palæstinenser allerede i sine teenageår begyndte at stille spørgsmålstegn ved de religiøse autoriteter, og hvordan han efter egne studier af såvel Koranen og andre islamiske skrifter som historien om både østlig og vestlig religionskritik nåede frem til at bekende sig som ateist. Han blev tidligt en meget aktiv islamkritisk blogger på facebook og på forskellige blogs.

I 2010 blev han arresteret af de palæstinensiske selvstyremyndigheder på Vestbredden anklaget for blasfemi og for frafald fra islam. Han sad varetægtsfængslet i 9 måneder, tortureret og tilsyneladende kun løsladt efter internationalt pres. Efterfølgende opnåede han politisk asyl i Frankrig, hvor han bor i dag og blandt andet har stiftet Rådet for Eksmuslimer i Frankrig (CEMF).

Som ateist, sekularist, liberal og demokrat er der ikke meget, man kan være uenig med Waleed Al-Husseini i, når det kommer til hans fordømmelse af islam (og alle andre religioner) i de versioner, hvor religionen bliver fysisk undertrykkende eller “blot” tankebegrænsende. Vi behøver ikke her at opremse de mange eksempler fra verden over.

Som debatbog betragtet lider Allahs fængsel imidlertid noget under, at den fremstår som et meget ensidigt og frådende angreb på religioner i almindelighed og islam i særdeleshed.

Waleed Al-Husseini er vred, og det er svært at bebrejde ham, når man tager hans personlige historie – eller for øvrigt de mange øvrige monstrøsiteter, der dagligt begås verden over i islams navn – i betragtning. Vreden skygger bare for nuancerne, og den lukker ned for dialog.

Han er i det meste af bogen omhyggelig med at rette sin kritik mod “radikal islam,” men der levnes reelt ikke plads til andre former for islam i bogen, og i mange passager forfalder han til at slå alle muslimer over én kam med de mest radikaliserede og intolerante versioner af islam.

I Al-Husseinis univers, som det kommer til udtryk i denne bog, er der således ikke nogen anerkendelse af de mange religiøse mennesker, herunder muslimer, der rent faktisk formår at kombinere religiøs tro og praksis med tolerance, frisind, demokrati og respekt for anderledes troende eller ateister.

Al-Husseini er som radikal ateist på linje med typer som Richard Dawkins og inviterer i praksis lige så lidt til dialog med troende.

Fra en litterær betragtning er bogen ikke specielt interessant. Den er skrevet i et enkelt sprog og er meget nem og hurtig at læse, så langt så godt. Bagsiden er, at den sprogligt også er noget kedsommelig at læse.

En god del af bogen er skrevet i form af dialoger mellem Al-Husseini og hans fangevogtere og forhørsledere under fængslingen. Det bidrager på den ene side til at gøre den letlæselig. På den anden side forekommer en del af disse dialoger i citatform heller ikke ligefrem troværdige. Jeg tvivler ikke på, at Al-Husseini er en oratorisk begavelse, men jeg tvivler noget på, at ordudvekslingerne under hans lange varetægtsfængsling i virkeligheden er faldet i form af de lange, velformulerede, teologisk velinformerede diskurser, der bringes som citater i bogen.

Nuvel, det skal være ham undskyldt, men det bidrager til billedet af bogen som mindre en “personlig beretning,” som den ellers præsenteres som, og mere som et politisk kampskrift. Politiske kampskrifter skal der dog også være plads til – og dem er der også brug for.

Al-Husseinis bog har især værdi som kritik af det palæstinensiske selvstyres religiøse undertrykkelse (som er værd at sætte lys på, uanset hvordan man i øvrigt stiller sig i den israelsk-palæstinensiske konflikt). Som religionskritik som sådan bidrager den dog ikke med noget egentlig nyt. Og som debatbog er den som nævnt desværre lidt for unuanceret til, at jeg tror, at den vil få mange læsere ud over de allerede overbeviste.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget.

K's vurdering: