Et i udgangspunktet sympatisk forsøg på at levere en modvægt til andre skrivende ateisters frådende og tæt på hadefulde og dermed ikke specielt konstruktive religionsbekæmpende udgivelser (typer som Richard Dawkins og Sam Harris).

Allain de Bottons tilgang er, at uanset, at vi fornuftige reflekterende moderne mennesker naturligvis må være enige om, at al religion for så vidt angår troen på guder, ånder, liv efter døden osv. er noget mumbo-jumbo-plimmelim, så må vi også erkende, at praktisk religion faktisk kan noget, som den sekulære verden har haft svært ved at konkurrere med, i kraft af at etablere nogle rammer – sprog, ritualer, institutioner, arkitektur, kunst mv. – for menneskers behov for samhørighed, for betydningsfulde overgangsfaser, for reflektion over vigtige forhold i livet mv.

De bedste dele af bogen er de passager, hvor han reflekterer over, hvad det er, religion kan i praksis i sådanne henseender. Noget svagere står så hans parallelle – velmenende, men noget naive (helt tåbelige, faktisk) – bud på, hvordan man samfundsmæssigt kunne forsøge at etablere sekulære konkurrenter til religionerne: templer for Eftertænksomhed eller Venlighed f.eks. – eller en drøm om at gøre museer til reelle konkurrenter til kirker ved at ændre udstillingsstrategierne fra at opdele udstillinger efter f.eks. bestemte kunstnere, perioder eller kunstretninger til at i stedet at indrettede gallerier efter temaer som Medfølelse, Kærlighed, Frygt, Døden, Selvbevidsthed mv.

Men ikke desto mindre et forfriskende indspark i religionsdebatten.

K's vurdering: