I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten på og leverede en forfriskende kritik af selvhjælpsbranchen og den positive psykologi. Nu er han aktuel med opfølgeren, Ståsteder, der fungerer fint som et korrektiv og supplement til den første bog. Selv om den ikke bringer noget nyt frem under solen.

Stå fast var i sin form polemisk og karikeret og som sådan ikke ligefrem nuanceret. Brinkmanns ærinde var at udstille det, han kaldte “tidens udviklingstvang” og selvoptagethed, som han fandt eksempler på i moderne virksomheders koncepter for medarbejderudviklingssamtaler og selvhjælpsbøger med trin-for-trin-anvisninger til et lykkeligt liv.

Her på K’s bognoter var jeg også blandt de begejstrede for Brinkmanns formidlingsevner og hans provokerende og humoristiske måde at vende etablerede sandheder på hovedet, som for eksempel selvhjælpslitteraturens påbud om, at vejen til et lykkeligt og fuldbyrdet liv er at tage ja-hatten på, tænke positivt, se fremad og se ind i sig selv for at lære sine egne inderste ønsker og behov at kende og leve efter dem.

Brinkmanns modsvar var en karikeret guide til at “stå fast” ved hjælp af råd som: “Hold op med at mærke efter i dig selv!”, “Tag nej-hatten på!”, “Undertryk dine følelser!”

I Stå fast var Brinkmanns hovedkritik af selvhjælpslitteraturen og den positive psykologi (som ifølge Brinkmann har fundet vej ind i ikke bare damebladene, men også mange virksomhedskulturer), at tankegangen er præget af et instrumentelt forhold til mennesket, hvor mennesket og vores gerninger primært ses som midler til at opnå noget andet (for eksempel individuel lykke eller overskud i virksomheden), frem for også som mål i sig selv.

Udgangspunktet for Brinkmann var, at det nu engang ikke er sikkert, at dét at tænke positivt eller dét at stræbe efter at være i overensstemmelse med sig selv (hvad det så end måtte betyde) nødvendigvis også er sammenfaldende med det, der er vigtigt og giver bedst mening i vores liv.

I den nye bog er udgangspunktet og ærindet sådan set det samme, men Brinkmann har nu sat sig for at give nogle mere positive svar på spørgsmålet om, hvad det så er, man skal stå fast på.

Svarene finder han ved at gribe tilbage til de klassiske og enkelte nyere filosoffer, fra Aristoteles over Kant og Nietzsche til Camus, Arendt og Derrida, for nu bare at nævne nogle af dem.

Det er således en broget skare af tænkere, der bringes i spil, og fra en fagfilosofisk betragtning ville det være nemt at kritisere Brinkman for at være lige en tand for eklektisk i sin tilgang. Det er han fuldt ud bevidst om, og tilgangen er for så vidt i orden i bogens sammenhæng, for Brinkmann er ikke ude på at bygge et sammenhængende filosofisk system.

Ærindet er derimod at inspirere læseren til at reflektere over, at der er nogle ting i menneskenes liv som har værdi i sig selv, som det er værd at stå fast på, uanset den kortsigtede gevinst eller lykkeforøgelse eller det modsatte, som det måtte medføre.

Bogen er organiseret i 10 korte kapitler, hvori Brinkmann tematiserer ti forskellige “ståsteder” i denne forstand. Ideer eller fordringer, som har værdi i sig selv, og som ethvert ordentligt og moralsk handlende menneske kan stå fast på i en foranderlig verden og bruge til at tilskrive verden og eget liv mening.

De ni ud af ti ståsteder er: Det gode, værdigheden, løftet, selvet, sandheden, ansvaret, kærligheden, tilgivelsen og friheden. Det tiende er døden, som vel dårligt kan kaldes et ståsted i sig selv, men ikke desto mindre er afgørende for resten, for netop kun bevidstheden om, at livet ikke varer evigt, er dét, der gør vores handlinger som mennesker betydningsfulde, og i det hele taget betingelsen for at betragte livet som meningsfuldt.

Hvert af de ti kapitler har en idé og et udsagn fra en af de udvalgte filosoffer som indgang, men Brinkmann trækker lystigt på en mængde andre filosoffer og i øvrigt på en mængde eksempler fra populærkulturen og hverdagslivet.

Uden sammenligning i øvrigt er der noget Slavoj Žižek over Brinkmanns vellystige eklekticisme og frie omgang med filosofi, psykologi og populærkultur – men i modsætning til den rablende slovenske filosof udmærker Brinkmanns bog sig ved at være ganske let tilgængelig.

Har man i anden sammenhæng beskæftiget sig bare en smule med de berørte filosoffer, vil man ikke finde noget som helst nyt i Brinkmanns bog. Men det hævder han for så vidt heller ikke. Tværtimod er pointen den modsatte – at der er relevant og evigtgyldigt tankegods at hente i filosofien. Undertitlen er netop “10 gamle ideer til en ny verden.”

Bogen kan dog ikke anbefales som en egentlig introduktion til filosofferne. Dertil er den for overfladisk, og især er der nogle af filosofferne, som måske kommer lidt vel forvredne ud af Brinkmanns formidlingsmaskine.

Læser man ikke andet end Brinkmann, kan man således godt risikere at blive efterladt med det indtryk, at alle de store filosoffer fra Aristoteles over Montaigne og Nietzsche til Derrida grundlæggende siger det samme, blot i forskellige farvetoner.

Det er på den måde lige før, at de store tænkere bliver for let formidlet, i nogle tilfælde grænsende mod banalisering. Med lidt færre gentagelser i bogen kunne der godt være blevet plads til lidt flere nuancer. Men Brinkmann hævder på den anden side heller ikke at skrive en filosofilærebog, så det skal egentlig ikke ligge ham til last. Og nuancer har det jo med at sløre formidlingen.

Jeg kunne også godt have ønsket mig en reflektion i bogen over, hvor disse “ståsteder” egentlig kommer fra. Ser man på listen over de ti ideer eller fænomener, jeg nævnte ovenfor, er det tydeligt, at de er rundet af en europæisk og kristen kulturkreds.

Det er der intet som helst i vejen med – heller ikke selv om man ikke, som hverken undertegnede eller tilsyneladende Brinkmann gør, bekender sig til en kristen eller nogen anden religiøs tro. Men Brinkmann skøjter lovlig let hen over det forhold, at vores værdier er bundet i en historie. Blandt andet derfor kan han så utvunget få Nietzsche og Kierkegaard og alle de andre til nærmest at fremstå som filosofiske bedste venner.

Så når Brinkmann flere gange afslutter sit argument for, at et givet ‘ståsted’ er udtryk for en universel, almenmenneskelig værdi med, at “sådan er det bare,” så mangler vi lidt.

Det ændrer dog ikke på, at Brinkmann skal have stor ros for sin formidling. Han lykkes rigtig godt med at formidle sine hovedbudskaber: At det er værd at reflektere over, om der ikke faktisk er noget i livet, som har værdi i sig selv uden at være et middel til noget andet – og at det er dette, der giver mening til livet og vores gerninger.

Det er næsten altid sjovere at karikere og rive ned end at bygge op, og derfor er det nok heller ikke overraskende, at Ståsteder ikke besidder helt samme provokerende friskhed som forgængeren Stå fast. Men bogen er ikke desto mindre værd at læse, og hvis Brinkmann kan få flere iblandt os til at stoppe op og besinde sig på, hvad der egentlig gør et ordentligt menneske, så skal han have både tak og tilgivelse.

K's vurdering: