Hans Hauges lille pamflet Danmark er ottende udgivelse i Aarhus Universitetsforlags fine serie Tænkepauser, som har som ambition at formidle forskning til folket i et klart og letforståeligt sprog og uden tunge, videnskabelige fodnoter.

Hauge løfter opgaven på glimrende vis: På de 60 små sider, der udgør den faste ramme for udgivelserne i serien formidler Hauge en række vigtige pointer fra de seneste årtiers forskning i udviklingen af Danmark og danskhed som nation, national identitet og nationalisme. Det gør han i et ligetil sprog, hvor han rimeligt sikkert styrer uden om indforstået, akademisk jargon – uden at pointerne af den grund taber noget væsentligt i præcision (dette kunne også være til inspiration for de mange akademiske forskningsmæssige udgivelser, ikke mindst inden for Hauges eget felt, litteraturhistorien og humaniora generelt, der synes at hænge fast i eller ligefrem sparke sig længere ned i et hængedynd af elitære begrebskonstruktioner). Og han gør det med en hel del underspillet humor tilsat en passende portion provokationer.

Med den korte fremstillingsmæssige ramme og pamflettens let provokerende form bringes så ganske vist også det offer, at der ikke er plads til så mange nuancer, og nogle af Hauges pointer kan fremstå lovlig letkøbte. Som når han f.eks. lancerer den tese, at disse års statslige sundhedskampagner skal ses i sammenhæng med, at Danmark har meldt sig på den internationale scene som krigsførende nation:

“Når et land er i krig, skal befolkningen og især de unge mænd helst være i fysisk topform. Derfor gør staten alt for at ændre vores ryge- og spisevaner – og dermed vores kultur. Hvis vi ikke kommer i form, kan vi heller ikke blive gode soldater” (s.58).

Det er jo meget sjovt, men det er jo også helt åbenlyst forkert.

Ovenstående er nu også et ganske atypisk uddrag, idet Hauge gennemgående ikke har meget fokus på statens og den politiske magtudøvelses betydning for nationdannelsen. Og det er nok godt det samme, for det er ikke hans stærke side (det er derimod i højere grad Ove Korsgaards vinkel i den forrige udgivelse i serien, Folk, og de to pamfletter supplerer dermed hinanden fint).

Hauges teoretiske udgangspunkt er Benedict Andersons nyklassiske begreb om nationer som forestillede fællesskaber (“imagined communities”). Nationer forstået som kulturelle fællesskaber, som f.eks. i “danskhed”, findes ikke i virkeligheden – det er noget, vi forestiller os. De forestillinger er bl.a. skabt gennem litteratur, kunst og kirke. Og de er i øvrigt ikke meget mere end 150 år gamle.

Hauge får på klar og overbevisende vis formidlet den grundlæggende pointe, at forestillingen om at tilhøre et nationalt fællesskab og værdisætningen af dette forestillede fællesskab (i form af “den danske folkekarakter”, “danskhed” eller “danske værdier”) forudsætter, at der sættes grænser. Mellem Os og Dem, både geografisk og mentalt.

Hauge har både blik for, hvordan nationalismen (uanset om man kalder den det eller ej) kan virke – og nærmest pr. definition er – indskrænkende, selvtilstrækkelig og ekskluderende. Og for hvordan den virker ved at skabe fjendebilleder: For 200 år siden var det svensken, der var det foretrukne fjendebillede, så blev det tysken, og i dag rekonstrueres “danskheden” og det forestillede fællesskab “Danmark” bl.a. gennem etablering af modsætninger til indvandrere.

Men ganske forfriskende har Hauge også blik for, at nationalisme også kan være skabende og bevarende. Som f.eks. udtrykt sådan her om dansk nationaldigtnings bøgetræsbevarende effekt:

“Vi synger jo ofte, at gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå. Vi udtrykker dermed et ønske om, at landet skal være det samme – identisk. Det betyder også, at vi bevarer bøgetræer. De danske sange om den danske natur er naturbevarende. Vi udrydder ikke den natur, der har stemmer og navne. Så længe den danske natur forestilles som dansk, er den et du”(s.55).

Hauges tilgang er først og fremmest litteraturhistorikerens, og hans historie om om skabelsen af Danmark og danskhed fortælles primært gennem referencer til sange, salmer, skuespil og romaner. Det er ganske interessant, omend jeg som antydet ovenfor finder, at andre faktorer i nationdannelsen dermed bliver underspillet, især det politiske.

Samlet set kan jeg anbefale Danmark som netop det, serien Tænkepauser er tænkt som: en kort tænkepause, som tilmed er ganske underholdende.

• Lignende indlæg
• Aarhus Universitetsforlag

Martin Glaz Serup: Læsesteder

Sprogspillet. For folk, der godt kan lide at være sammen med ord

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer

Dan Ringgaard: Litteratur

Hans Joachim Offenberg: Myrer

Dorthe Jørgensen: Historien som værk. Værkets historie

Tore Rye Andersen: Den nye amerikanske roman