“Hvorfor give sig af med Platon, når en saxofon kan give et glimt af en anden verden?”
Det relativt nye mikroforlag Sidste Århundrede har slået sig op på at udgive glemte klassikere, danske såvel som udenlandske i ny oversættelse. Hidtil har udgivelserne fra forlaget budt på romaner, noveller og lyrik, men med oversættelsen af E. M. Cioran bevæger forlaget sig et skridt i retning af filosofien – omend der ikke ligefrem er tale om systematisk filosofi, tværtimod. >> Læs videre
I sin provokerende parodi på en selvhjælpsbog, Stå fast (2014), tog psykologen Svend Brinkmann nej-hatten på og leverede en forfriskende kritik af selvhjælpsbranchen og den positive psykologi. Nu er han aktuel med opfølgeren, Ståsteder, der fungerer fint som et korrektiv og supplement til den første bog. Selv om den ikke bringer noget nyt frem under solen.
Stå fast var i sin form polemisk og karikeret og som sådan ikke ligefrem nuanceret. Brinkmanns ærinde var at udstille det, han kaldte “tidens udviklingstvang” og selvoptagethed, som han fandt eksempler på i moderne virksomheders koncepter for medarbejderudviklingssamtaler og selvhjælpsbøger med trin-for-trin-anvisninger til et lykkeligt liv. >> Læs videre
I betragtning af Voltaires ikoniske status som oplysningsmenneske par excellence kom det som en overraskelse for mig, at hans forsvarsskrift for religiøs tolerance fra 1763, Traité sur la Tolérance, aldrig tidligere har været udgivet på dansk. Det har det fine lille forlag Korridor sammen med oversætter, journalist og filosof Tine Byrckel nu rådet bod på.
Anledningen er, at Voltaires skrift om religiøs tolerance fik en gevaldig renæssance i Frankrig sidste år efter terrorangrebet på Charlie Hebdo i januar 2015. Blandt blomsterne på Place de la République kunne man således også finde eksemplarer af Voltaires lille bog, og den blev efterfølgende genoptrykt og solgt i mere end 100.000 eksemplarer. >> Læs videre
Den slovenske filosof, psykoanalytiker, sociolog og spøgefugl Slavoj Žižek (f.1949) har i løbet af de sidste 25 år skabt sig et navn som lidt af en intellektuel, akademisk rockstjerne, en selviscenesat filosofiens enfant terrible.
Jeg har med fornøjelse og et vist udbytte (om end også med en vis tankens anstrengelse) læst flere af Žižeks tidligere bøger og ladet mig underholde af hans respektløse og humoristiske kulturkritik med et teoretisk afsæt i lacaniansk psykoanalyse, derridask dekonstruktivisme og marxistisk ideologikritik, leveret via analyser af alt fra klassiske filosofiske værker til Hitchcockfilm og andre elementer hentet i populærkulturen.
Men med denne udgivelse var det altså så som så med fornøjelsen (og tro det, hvem der vil, men jeg har rent faktisk læst bogen fra ende til anden – velsagtens mest foranlediget af en form for dumstædighed – eller fordi det var den bog, jeg havde været så uheldig at tage med mig i kabinen på en oversøisk flytur). >> Læs videre
“One of the most salient features of our culture is that there is so much bullshit. Everyone knows this. Each of us contributes his share. [But] we have no clear understanding of what bullshit is, why there is so much of it, and what functions it serves.”
Den amerikanske filosofiprofessor Harry G. Frankfurt (f.1929) sætter sig i artiklen On Bullshit, som her er udgivet i bogform, for at undersøge begrebet bullshit som en særegen type kommunikation.
Frankfurts tilgang er sprogfilosofisk, og hans ærinde er via “en tentativ og eksplorativ filosofisk analyse” (min oversættelse) at indkredse og præcisere hverdagssprogets forståelse af, hvad der kendetegner bullshit sammenholdt med andre kommunikationsformer, for ad den vej at skistere et teoretisk begreb om bullshit. >> Læs videre
Renæssanceridderen Michel de Montaigne (1533-1592) er berømt for mange ting, herunder for at have opfundet essayet som genre, og ikke mindst for at introducere undersøgelsen af forfatterens egen person som tema for en bog.
Essai har flere betydninger på fransk, herunder at afprøve eller forsøge noget, og Montaignes Les Essai er ifølge Compagnon netop dét, en serie aldrig helt afsluttede afprøvninger af Montaignes egne tanker om en stor mængde af emner – moral, venskab, sex, aldring og død, religion, politik, krig og fred, læsning, samtale og ikke mindst dette at blive og være sig selv, hele tiden i forandring.
Montaignes form, essayet, er den løse, causerende, usystematiske prosa, ofte inspireret af og i dialog med antikkens filosoffer, men bevidst udogmatisk, altid med afsæt i hans egen person og egne reflektioner.
>> Læs videre
De, der har hørt om den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788-1866), kender ham formentlig primært for hans metafysiske filosofi om viljen som altings grund, som Schopenhauer udfolder i hovedværket Verden som vilje og forestilling (og som jeg endnu har til gode, men den står og truer derhjemme i reolen). Men blandt Schopenhauers efterladte skrifter gemmer sig også denne lille sag:
Kunsten altid at få ret er en skarp og ikke uvittig gennemgang af 38 retoriske strategemer eller kunstgreb – fremstillet i 38 paragraffer, som det hørte sig til i vægtige akademiske skrifter på den tid – til brug for den, der gerne vil vinde en diskussion uafhængigt af, om den påstand, man forfægter, er sand eller falsk. Eller som Schopenhauer kalder disciplinen: ‘Eristisk dialektik’ eller ‘kunsten at disputere på en sådan måde, at man bliver ved med at have ret, hvad enten man har det eller ej’ (s.64). >> Læs videre
Ikke det mest interessante fra Žižek. Som altid serveres der en række skarpe pointer med meget humor og tyk ironi fra overraskende og skæve vinkler – men også en del almindeligheder, der bare er pakket ind i unødvendigt utilgængelig lacaniansk psykoanalytisk klædedragt. >> Læs videre
