Ikke det mest interessante fra Žižek. Som altid serveres der en række skarpe pointer med meget humor og tyk ironi fra overraskende og skæve vinkler – men også en del almindeligheder, der bare er pakket ind i unødvendigt utilgængelig lacaniansk psykoanalytisk klædedragt.

Og så står jeg (muligvis fordi jeg ikke er tilstrækkeligt indviet i den særligt žižek’ske marxistisk-lacanianske pyskoanalytiske diskurs, eller bare ikke kvik nok) lidt undrende tilbage ved konklusionen og kan ikke helt gennemskue, om Žižek igen er ironisk-provokerende eller faktisk mener at have gennemført et holdbart argument for “guddommelig vold” á la Nietzsche.

Jeg har nok mistet tålmodigheden med denne slags tekster.

K's vurdering: