Harry G. Frankfurt: On Bullshit

“One of the most salient features of our culture is that there is so much bullshit. Everyone knows this. Each of us contributes his share. [But] we have no clear understanding of what bullshit is, why there is so much of it, and what functions it serves.”

Den amerikanske filosofiprofessor Harry G. Frankfurt (f.1929) sætter sig i artiklen On Bullshit, som her er udgivet i bogform, for at undersøge begrebet bullshit som en særegen type kommunikation.

Frankfurts tilgang er sprogfilosofisk, og hans ærinde er via “en tentativ og eksplorativ filosofisk analyse” (min oversættelse) at indkredse og præcisere hverdagssprogets forståelse af, hvad der kendetegner bullshit sammenholdt med andre kommunikationsformer, for ad den vej at skistere et teoretisk begreb om bullshit.

Frankfurt bruger det meste af artiklen på at afgrænse bullshit fra de beslægtede, men ikke identiske begreber løgn og humbug. Hans konklusion er, at bullshit til forskel fra løgn hverken er sandt eller falsk. Bullshitteren er ikke interesseret i sandheden, men heller ikke som sådan interesseret i at fortælle en løgn. Bulshitterens formål er derimod først og fremmest at gøre sig selv til: at efterlade tilhøreren med et indtryk af bullshitterens personlige fortræffelighed eller af, at der bliver gjort noget ved en sag. Det er ifølge Frankfurt dermed i sig selv et afgørende formål for bullshitteren, at hans tilhørere ikke opdager, at han er ligeglad med sandheden.

[The bullshitter] does not reject the authority of the truth, as the liar does, and oppose himself to it. He pays no attention to it at all. By virtue of this, bullshit is a greater enemy of the truth than lies are.

Frankfurts tilgang er som nævnt overvejende sprogfilosofisk. Og selv om den tilgang kan være interessant nok i sig selv, var jeg alligevel lidt skuffet. Nok mest fordi jeg havde forventet mig en i højere grad sociologisk tilgang på grundlag af Frankfurts indflyvning til sit emne i artiklens første afsnit (citeret delvist i manchetten til denne anmeldelse ovenfor).

Frankfurt får imidlertid ikke rigtigt taget fat på spørgsmålet om, hvorfor der er så meget bullshit. Først på artiklens allersidste sider bevæger han sig ind på emnet og ikke på nogen systematisk måde.

Franfurt afstår (klogeligt) fra at dømme om, hvorvidt der er relativt mere bullshit i den samlede kommunikation i verden i dag end tidligere. Han udkaster dog en løselig tanke om, at et moderne mediedemokrati, hvor folk i tide og utide forventes at udtale sig om emner, de ikke har forstand på, måske kan være med til at generere større mængder bullshit.

Derudover reflekterer han afslutningsvist kort over, om en dybereliggende årsag til den megen bullshit i verden skal søges i de forskellige former for skepticisme, som i varierende grad afviser, at vi kan få adgang til nogen entydig viden om en objektiv virkelighed. En skepticisme, som har givet anledning til udbredelsen af et alternativt ideal om oprigtighed i subjektets fremstilling af sig selv (frem for et ideal om sandhed i domme om den objektive verden).

Men forestillingen om subjektets adgang til sandheden om sig selv er ikke mindre illusorisk, og idealet om en sådan subjektiv oprigtighed fører ifølge Frankfurt uvægerligt blot til mere bullshit:

Our natures are, indeed, elusively insubstantial – notoriously less stable and less coherent than the natures of other things. And insofar as this is the case, sincerity itself is bullshit.

Længere kommer han ikke. Det samfundskritiske potentiale, der kunne være i en sociologisk undersøgelse af fænomenet, forbliver uforløst. Det kan man for så vidt ikke bebrejde Frankfurt, for det er heller ikke hans erklærede hovedformål med artiklen. Det betyder så bare, at den ikke er så voldsomt interessant.

Men også vurderet på egne præmisser, synes jeg, at bogen har sine mangler. Jeg er således ikke helt overbevist om, at Frankfurts sprogteoretiske bestemmelse af begrebet bullshit egentlig er specielt skarp eller i overensstemmelse med hverdagssprogets intuitive forståelse af begrebet. Jeg fremhævede ovenfor, at for Frankfurt er det et afgørende karakteristikum ved bullshit, at bullshitteren er ligeglad med sandheden og søger at skjule denne ligegyldighed overfor sine tilhørere.

Men er det rigtigt? Kan vi ikke alle sammen komme i tanker om eksempler på f.eks. konsulenter, ledere, politikere, tv-kommentatorer eller for den sags skyld universitetsforskere, der er i stand til at levere kaskader af bullshit uden selv nogensinde at opdage, at det er bullshit – fordi de er blevet spundet ind i en begrebsverden af selvrefererende, professionel jargon og overfladiske, smarte ord i en grad, så de selv er kommet til at tro på den?

Det forekommer mig, at et teoretisk begreb om bullshit bør kunne rumme denne hverdagserfaring, og det kan Frankfurts begreb ikke helt.

On Bullshit er en lækker lille bog i lommeformat, tiltalende udført i lavfalset sort helbind (omend i billigt materiale) med rødt kapitælbånd og med titel på ryg og forperm præget i guld på rød baggrund. Men indholdet lever ikke helt op til formens løfter.

Bogen er egentlig bare en kort artikel, oprindeligt bragt i tidsskriftet Raritan Quarterly Review (1986). Trods sin korthed er artiklen alligevel for lang. Frankfurt får brugt mange ord på ikke at sige særlig meget. Artiklen er ikke forvrøvlet, på ingen måde (selv om jeg ikke er helt enig). Den er tværtimod meget sober, faktisk lidt tør. Men argumentet og konklusionen kunne snildt have været formidlet på en enkelt side eller to frem for på 67 (ganske vist meget små, faktisk kun halve) sider.

Og måske er det en del af pointen: Måske skal bogen i sig selv ses en materialiseret demonstration af sit emne. On Bullshit er som bogudgivelse selv snublende tæt på at være … bullshit. Og måske sidder Harry G. Frankfurt et sted og gnægger sarkastisk over sin succes som akademisk bullshitter.

Og ak, undertegnede kan altså fra i dag tælles blandt dem, der er faldet for tricket. Ihvertfald har jeg jo både indkøbt og læst bogen. Det behøver andre ikke at gøre.