E. M. Cioran: Bitterhedens syllogismer

“Hvorfor give sig af med Platon, når en saxofon kan give et glimt af en anden verden?”

Det relativt nye mikroforlag Sidste Århundrede har slået sig op på at udgive glemte klassikere, danske såvel som udenlandske i ny oversættelse. Hidtil har udgivelserne fra forlaget budt på romaner, noveller og lyrik, men med oversættelsen af E. M. Cioran bevæger forlaget sig et skridt i retning af filosofien – omend der ikke ligefrem er tale om systematisk filosofi, tværtimod.

Emil Mihai Cioran (1911-1995) var en rumænsk filosof, der boede det meste af sit liv i Frankrig og skrev på både rumænsk og fransk. Cioran er en pessimismens filosof, påvirket af eksistentialisme og nihilisme. Blandt nogle af de tydelige inspirationskilder er Nietzsche og Baudelaire, som Cioran også selv refererer eksplicit til.

Cioran kan blandt andet inspirere til at finde Nietzsche og Baudelaire frem fra hylderne.

Titlen på den aktuelle udgivelse på dansk, Bitterhedens syllogismer (opr.: Syllogismes de l’amertume), er i sig selv ironisk. Syllogismen er en klassisk argumentationsform i den aristoteliske logik, men ingen af aforismerne i bogen kvalificerer sig syllogismer i logisk forstand. Tværtimod bestræber Cioran sig på at undfly den systematiske filosofi, som han foragter.

Som alternativ benytter han sig i Bitterhedens syllogismer af aforismen som form – åbenlyst inspireret af Nietzsche, fra hvem Cioran ikke alene låner den aforistiske form, men også i øvrigt lægger sig tæt op af stilmæssigt.

Det er der kommet en særdeles læseværdig samling aforismer ud af. Altså hvis man er til selvmordsfilsofi, religionskritik, misantropisk pessimisme, væmmelse ved videnskab og almindelig livslede … Dét abonnement har jeg ganske vist ikke tegnet i sin helhed, men jeg kan alligevel godt nyde at læse Cioran, for han skriver med både vid og bid og en god portion humor – ikke ulig netop Nietzsche.

I en verden uden melankoli ville nattergalene give sig til at bøvse.

Fra en filosofisk betragtning er der måske ikke så meget nyt at hente hos Cioran, hvis man kender sin Nietzsche. Som Nietzsche filosoferer Cioran med hammeren – eller snarere: Ciorans misantropi og melankoli vokser ud af de sønderknuste rester, der ligger tilbage efter Nietzsches dekonstruktion af sproget, filosofien, moralen og religionen, som han gennemførte den i f.eks. Moralens genealogi (1887) og Afgudernes ragnarok (1888). Der er for eksempel tydelig inspiration fra Nietzsches begreb om ressentimentpsykologien som styrende for filosofiens og religionens udvikling:

Vogt dig for dem, som vender ryggen til kærligheden, ambitioner, samfundet. En dag vil de hævne sig over have givet afkald.

*

Idéernes historie er historien om ensomme menneskers nag.

Man genkender også Nietzsche i Ciorans udfald mod den etablerede videnskab, herunder filosofi og litteraturvidenskab og i det hele taget (universitets)videnskabens trang til at systematisere og kategorisere og dermed reducere livet:

Man kan umuligt bebrejde det 19. århundrede nok for at have begunstiget dette rak af fortolkere, disse læsemaskiner, denne åndelige misdannelse, man finder inkarneret i Professoren – symbolet på en civilisations forfald, på smagens fornedrelse, på sliddets overhøjhed over indfaldet.
   At betragte alt udefra, at systematisere det usigelige, aldrig at anskue noget direkte, at gøre inventar over andres synspunkter! … Alle kommentarer til et værk er dårlige og nyttesløse, for alt, der ikke er direkte, er værdiløst.

Til gengæld har Cioran ikke den tiltro, man finder nogle steder hos Nietzsche, til, at mennesket evner at sætte nye værdier i stedet for de gamle korrumperede (jf. Nietzsches forkætrede og misforståede begreb om “overmennesket” fra Således talte Zarathustra (1885)).

Det eneste, Cioran har noget positivt at sige om i disse aforismer, det eneste sted, hvor han finder en egentlig værdi, er musikken (og måske også Shakespeare). Musikken taler direkte til ham. Her kan han opleve den umiddelbarhed, som sproget blokerer for, og filosofien derfor aldrig kan indfange:

Hvorfor give sig af med Platon, når en saxofon kan give et glimt af en anden verden?

[…]

Den øjeblikkelige evighed er nonsens for filosofien, men er musikkens realitet, selve dens essens.

Cioran var et helt nyt og ukendt navn for mig, før jeg faldt over denne udgivelse, da jeg osede planløst rundt i en boghandel i går (gives der nogen bedre weekendbeskæftigelse?). Jeg er ikke sikker på, at jeg kommer til at opsøge flere af Ciorans værker, ihvertfald ikke for at få udfoldet hans filosofiske pessimisme – men det var sjovt at stifte bekendtskab med ham, og jeg havde en fornøjelig aften ud af at læse Bitterhedens syllogismer. Tak til Forlaget Sidste Århundrede og oversætter Rasmus Stenfalk for at finde ham frem fra glemslen.

I min læseudfordring Verden rundt i bøger har jeg sat mig for at læse mindst én skønlitterær bog fra hvert land i verden. Kan jeg sætte flueben ud for Rumænien med Ciorans Bitterhedens syllogismer? Tja, det bestemmer jeg jo heldigvis selv, for det er min udfordring og min blog, men vi er på grænsen af mine egne kriterier.

Dels er Ciorans aforismer er på grænsen til at kunne kaldes skønlitteratur – men de er på den anden siden også på grænsen til at kunne kaldes faglitteratur. Aforismen som genre befinder sig et sted midt i mellem. Dels er Cioran ganske vist født og opvokset i Rumænien og omtales typisk som en rumænsk filosof, men han boede det meste af sit liv i Frankrig, hvor Bitterhedens syllogismer også er skrevet (på fransk, ikke rumænsk).

Jeg fornemmer imidlertid, at Cioran allerede er begyndt at rotere i sin grav over disse triste og muggent lugtende pseudo-akademiske overvejelser over noget så meningsløst og livsudueligt som kategorisering af tekster, så vi lukker den her (og jeg sætter mit flueben – indtil videre).

K's vurdering: