I betragtning af Voltaires ikoniske status som oplysningsmenneske par excellence kom det som en overraskelse for mig, at hans forsvarsskrift for religiøs tolerance fra 1763, Traité sur la Tolérance, aldrig tidligere har været udgivet på dansk. Det har det fine lille forlag Korridor sammen med oversætter, journalist og filosof Tine Byrckel nu rådet bod på.

Anledningen er, at Voltaires skrift om religiøs tolerance fik en gevaldig renæssance i Frankrig sidste år efter terrorangrebet på Charlie Hebdo i januar 2015. Blandt blomsterne på Place de la République kunne man således også finde eksemplarer af Voltaires lille bog, og den blev efterfølgende genoptrykt og solgt i mere end 100.000 eksemplarer.

Voltaire (1694-1778) behøver næppe nogen nærmere præsentation: Fransk oplysningsfilosof, satiriker, samfundsrevser, forsvarer af ytringsfriheden og inspirator for mange i både eftertid og samtid (herunder blandt andre den skøre, danske konge Christian 7. og Struensee).

De fleste kender også citatet, “Jeg er uenig i hvad De siger, men jeg vil til døden forsvare Deres ret til at sige det,” som ofte bringes i spil som slagord for ytringsfrihed, og mange vil vide, at citatet oprindeligt skyldes Voltaire. Det gør det bare ikke. Ihvertfald findes der ingen kilder, der kan dokumentere, at Voltaire nogensinde har sagt eller skrevet denne sætning. Citatet – og forvekslingen – skyldes derimod historiker Evelyn Beatrice Hall, der i en bog fra 1906 om Voltaire opsummerer Voltaires holdning i en konkret sag i form af den pågældende sætning.

Potræt af Voltaire udført af Nicolas de Largillière (1725)

Når man læser Voltaires skrift om religiøs tolerance bliver det ydermere klart, at Voltaire muligvis slet ikke ville have været enig i den berømte sætning, som Tine Byrckel også fremhæver det i et udmærket efterord. Ihvertfald gør Voltaire det i skriftet meget tydeligt, at der er én ting, man ikke må tolerere, og det er intolerance, som der skal slås hårdt ned på, omend kun hvis intolerancen slår over i egentlig vold.

Afhandling om tolerance tager afsæt i en på den tid meget omtalt sag i det katolske Frankrig: En protestantisk købmand i Toulouse, Jean Calas, bliver uretfærdigt anklaget og henrettet for at have myrdet sin egen søn, angiveligt for at forhindre sønnen i at konvertere til katolicismen. Ifølge Voltaire var det imidlertid åbenlyst, at sønnen havde begået selvmord, og at Calas var offer for et justitsmord opildnet af religiøs fanatisme og intolerance blandt katolikkerne i Toulouse (som symptom på graden af religiøs tolerance eller mangel på samme i Toulouse fremhæver Voltaire således, at de katolske borgere hvert år på Skt. Bartholomæus’ dag gik i procession gennem byen for at fejre årsdagen for massakren på tusindvis af protestantiske hueguenotter i Paris knap 200 år tidligere).

Og det i vore dage! Og det i tider, hvor filosofien har gjort så store fremskridt! Og det samtidig med, at hundredvis af akademimedlemmer skriver for at mildne skikkene! Det er som om fanatismen, i forargelse over den succes fornuften har opnået for nylig, kæmper endnu mere forbitret på et dybere plan.

Voltaire kastede sig ind i den offentlige debat om sagen og Afhandling om tolerance er skrevet som et egentligt partsindlæg i den efterfølgende revision af sagen, som endte med, at Calas posthumt blev frikendt. Selv om anledningen er en konkret retssag, tager afhandlingen imidlertid form som et generelt forsvar for (religiøs) tolerance i almindelighed.

Skriftet er ikke et systematisk filosofisk eller politisk underbygget argument for religionsfrihed og tolerance. Voltaires metode er derimod at vise, at alle mulige andre folkeslag og religioner til andre tider har været i stand til at udvise religiøs tolerance: grækerne, romerne, jøderne og Jesus Kristus ham selv. Kun den kristne kirke synes ifølge Voltaire at have svært ved det:

Hvad jeg siger er frygteligt men sandt: “Det er os, de kristne, det er os, som har været forfølgere, bødler og mordere.” Og af hvem? Af vore brødre. Det er os, som har ødelagt hundredvis af byer med korset eller biblen i hånden og uophørligt har udgydt blod og brændt mennesker på bålet [..]. Og hvordan kan vi bebrejde hedninge at skabe martyrer, når vi selv har været grusomme under lignende omstændigheder?

Afstøvningen af Voltaires mere end 250 år gamle skrift bringer ikke nye, raffinerede synspunkter om temaet for dagen. Men det er interessant at læse som idéhistorisk dokument, og selv om Voltaire i dette skrift har ansigtet i mere alvorlige folder (end man kender fra for eksempel den satiriske roman Candide), så snydes man ikke for små satiriske, ironiske perler undervejs.

Især nød jeg de passager, hvor Voltaire med en spids pen smyger sig udenom eventuelle anklager for blasfemi ved på overfladen eksplicit og pligtskyldigt at bekende sig til den officielle kirke og religion, mens han mellem linjerne subtilt kritiserer den katolske kirke i Frankrig sønder og sammen.

Afhandling om tolerance kom på gaden i starten af denne måned og endda i rigtig lækker indpakning. Forlaget Korridor kræser som altid for os, når det kommer til layout og design. Omslaget på bogen, der er i indbydende lommebogsformat, er prydet af et fotografisk optryk af siderne i den franske førsteudgave fra 1763. Forfatter, titel og forlag står med sort skrift på en baggrund af gulnet papir, der matcher fotoene af de gamle sider, og layouter Simon Kristensen har med et simpelt, grafisk greb fået Voltaire til at rime på tolerance også på forsiden ved at fremhæve ordet tolerance i titlen og t‘et i Voltaire med den samme, korresponderende grønne farve. Enkelt og elegant.

Også designet inde i bogen holder en god standard. Især lægger man straks mærke til, at fodnoterne (de fleste er Voltaires egne) er frækt, men ikke for påtrængende, placeret i marginerne med en gråtonet skrifttype, der adskiller sig en smule fra brødteksten.

Det eneste suk herfra skulle være det, at når udgivelsen i  øvrigt er så lækker, så ærgrer det, at forlaget ikke har ofret en ekstra korrekturlæsning. Der er for mange læseforstyrrende typografiske fejl (udfaldne ord og slåfejl og den slags).

Opdatering 18.04.2016: Forlaget Korridor har dd. udsendt en orientering om, at man er blevet opmærksom på, at den sidste omgang korrekturrettelser til Afhandling om tolerance ved en fejl ikke var kommet med i den trykte version, og en ny og rettet udgave er derfor på vej. Se, dét er god forlagsstil: Hvis korrekturfejlene i den første version affødte småirritation hos mig, så aftvinger det til gengæld stor respekt, at man tager konsekvensen og retter op på det (selv om det må være en udskrivning, der kan mærkes for et lille forlag, der mest er drevet af litterært engagement).

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget. K’s bognoter har ingen forbindelse til forlag eller oversætter i øvrigt

• Lignende indlæg
• Forlaget Korridor

Waleed Al-Husseini: Allahs fængsel. Min rejse fra muslim til ateist og følgern

E. M. Cioran: Bitterhedens syllogismer

Luelen Bernart: The Book of Luelen

Svend Brinkmann: Ståsteder. 10 gamle ideer til en ny verden

Kristina Stoltz: Historien

Tao Lin: At stjæle fra American Apparel

Aboud Saeed: Den smarteste fyr på Facebook. Statusopdateringer fra Syrien

Viggo Madsen: De beskrevne blade falder af! – Novelletter