“Denne Hermann Ungar har en frygtelig forkærlighed for – ja, hvad skal man sige – for dårlig luft, for sjælens miasmer, for det hengemte, svedige og urene, og hans hensynsløshed mod svage eller sentimentale nerver grænser til det perverse.”

Sådan skrev Stefan Zweig i en omtale af Hermann Ungars (1893-1929) debutroman De lemlæstede (Die Verstümmelten) fra 1922, som nu foreligger første gang på dansk. Thomas Mann toppede op ved at kalde den “… en frygtelig bog, et seksualhelvede, fuld af smuds, forbrydelser og den dybeste melankoli – en monoman vildfarelse, om man vil …”

Citaterne af Zweig og Mann har jeg fra bogens klaptekst og forlagets pressemeddelelse i anledning af bogens udgivelse på dansk i den forgange uge. Udover at det jo altid er god reklame, når to store litterære ånder har følt sig foranlediget til at mene noget så stærkt om en bog, så er citaterne også særdeles velvalgte som beskrivelse af tonen og temaerne i bogen. Jeg evner ikke selv at gøre det bedre, men i modsætning til Mann og Zweig, som vist mente ordene som en advarsel mod bogen, så læser jeg ligesom de danske forlæggere karakteristikken som en anbefaling. Og der er meget at anbefale ved Ungars roman.

Hovedpersonen i De lemlæstede er den kafakaske karakter, Franz Polzer. Polzer er en kontorius, en stille, forsagt eksistens, der i hele sit voksenliv iklædt en slidt og gammeldags skåret habit punktligt og uden en eneste fraværsdag har passet sit monotone arbejde som fuldmægtig i en bank med en opgave, der passer hans selvudslettende og forskræmte væsen perfekt, idet den “ingen anledning [gav] til udmærkelse og altså heller ingen lejlighed til at henlede de overordnedes opmærksomhed på ham.”.

Polzer er en tvangsneurotiker, der ikke kan falde til ro, før han om morgenen har fået talt arkene i brevpapirholderen på bordet, eller før han har fået lagt snoren fra persiennerne i den rette vinkel i vindueskarmen.

Polzer er plaget af angst for det meste, men især for kvinder, kvinders nøgne kød og det seksuelle i almindelighed – en angst, man må forstå har rødder i en undertrykt homoseksualitet og en traumatisk barndom præget af en afdød mor, som han kun har en vag erindring om, en streng far og en tante, som faren – ihvertfald i Polzers fantasi – havde et hemmeligt incestuøst forhold til, og hvis hvide hårskilning i den voksne Polzers erindring antager en fetichistisk karakter.

Portrættet af den neurotiske kontorfuldmægtig Polzer er forrygende. Her for eksempel et (kort) uddrag af Polzer fortvivlede bekymringer over udsigten til uorden i en ny stilling i banken, han meget mod sin vilje bliver forfremmet til, og som blandt mange andre trusler indebærer betjeningen af et telefonapparat:

Man kunne ikke vende blikket fra apparatet, hvert sekund kunne dets skingre tone lyde, man sad i spænding, hele tiden i frygtelig forventning om det pludselige, som til hver en tid og fra alle sider kunne styrte frem og rive en ud af arbejdets sammenhæng […]. Der var ingen ro og orden mere. Man måtte tale, træffe beslutninger, være hurtig, være det hele voksen. Man kunne dumme sig, i al hast forveksle ting, forlægge akter, være uagtsom, lave fejl, som man skulle stå til ansvar for. Man havde ingen tid. Dagens arbejde ville ikke blive bragt til ende, det uudførte lå i dynger på bordet, overalt var uro, folk kom med akter, spurgte, alt dyngede sig op, blev rodet sammen. Polzer kunne ikke komme fremad, virvaret var for stort, alt var i uorden.

Polzer bor til leje på et værelse hos den jævnaldrende, fedladne og seksuelt frustrerede enke Klara Porges, som det i de første år er lykkedes ham at undgå al unødig kontakt med. Men enkens kødelige lyster lader sig ikke afvise i længden, og det bliver indledningen til al den forfærdelige uorden og Polzers undergang.

En vigtig rolle spiller også Polzers barndomsven, Karl Fanta. Den i barndommen og ungdommen ellers så smukke Karl (som vi aner, at Polzer i ungdommen nærerede mere end blot uskyldige venskabsfølelser for) er angrebet af ondartede abscesser, som muligvis stammer fra infektioner efter en krigsskade. Sygdommen har medført amputationen af begge Karls ben og lammelsen af begge arme, og han sidder nu lænket til stol i hjemmet overladt til sin kones pleje, mens han bliver mere og mere ondskabsfuldt indebrændt og tyrannisk overfor sin kone og Polzer.

Nogle af scenerne med den lemlæstede krøbling, som sidder spændt fast til sin stol for ikke at falde, mens det stinkende pus vælter ud af hans bylder, er vidunderligt groteske. Her et uddrag af en Karls lange tirader overfor Polzer mod verden i almindelighed og den stakkels kone i særdeleshed:

“Hun spiller tålmodig, lammefrom, hvem ville tro det? Hvilken opofrelse! siger folk. Forbinder mine stinkende sår. ‘Kan du lugte, hvordan det stinker?’ spørger jeg. Men hun smiler bare venligt, som om hun ikke kan lugte det […] Men det gennemskuer jeg, det gennemskuer jeg, Polzer. Jeg tror, hun går ud og brækker sig. Jeg er hende en vederstyggelighed. Men klog er hun, klog. Jeg kan vente, tænker hun. Det kan ikke vare meget længe. Ophidselse, tvivl og skrigeri, til hvad nytte! Haha, hvis jeg kunne give sådan en streg i regningen. Jeg kan vel næppe gro mig et nyt par ben. Men jeg kunne forblive i live, sådan som jeg er, ubevægelig, stinkende, fed, af ondskabsfuldhed, Polzer, forstår du, af ren ondskabsfuldhed forblive i live.”

Ved Polzers og enken Porges’ mellemkomst får Karl Fanta ansat en plejer, den undersætsige tidligere slagter, Sonntag, som bærer rundt på et uheldssvangert kalveblodsplettet forklæde og en stor slagterkniv. Og som vi ved fra Tjekhov: En pistol, der hænger på væggen i første akt, skal affyres, inden tæppet går for tredje …

Som Steffen Skaarup gør opmærksom på i sit udmærkede efterord til den danske udgave af romanen, er det næsten for oplagt at sammenligne Ungar med hans samtidige Kafka. Men sammenligningen er svær at komme udenom, for udover, at de var samtidige, begge var tjekker, skrev på tysk, og at de blandt andet brugte byen Prag som eksplicit eller implicit kulisse, er der også et betydeligt slægtskab i de litterære temaer. Det gælder for eksempel den forskræmte, selvudslettende kontormand som figur, og det gælder psykoanalytisk inspirerede temaer som eksistentiel angst, seksualforskrækkelse og faderkomplekser.

Ungar er dog mindre raffineret i sin metaforik end landsmanden Kafka og mere eksplicit i sin dyrkelse af det frivole og det ækle, ikke mindst i de – for 1920’erne, om end ikke for i dag – sjældent frastødende, fornedrende og fetichistiske sex- og voldsscener.

Bogen er bedst i de to første tredjedele, hvor den knugende, klaustrofobiske stemning og Polzers monomane angst bygges op, mens vi som læsere krummer tæer over den sikre vej mod katastrofen, som den livsuduelige, fra barndommen skadede, men selv uskadelige Polzers liv bevæger sig ad.

I den sidste tredjedel får romanen karakter af en slags absurd teaterstykke, der kunne være skrevet for en scene, men fungerer mindre godt i romanform. Dertil kommer, at det hele bliver mig lige en tand for overgearet til sidst. Især bliver plejeren, den religiøst omvendte fanatiker, tidligere slagter, voldtægtsmand og morder, Sonntag, trods alt for grotesk, grænsende til det fjollede, når han introducerer sin egen afart af den nietzcheanske/freudianske gentagelsestvang fortolket som absurd, moralsk imperativ.

Hermann Ungar (1893-1929)

Forlaget har som et appendiks valgt at bringe en oversættelse af den oprindelige slutning på romanen, som Ungar imidlertid selv kasserede i den endelige udgave. Denne alternative slutning er som litteraturhistorisk bonus selvfølgelig interessant, men man forstår godt, at Ungar forkastede den, for den fremstår som et unødvendigt vedhæng. Den er i sig selv ikke særligt velfungerende og fjerner især noget af den tvetydighed, som slutningen i den endelige version ellers har over sig.

I Ungars endelige udgave efterlades læseren således med en nagende tvivl om, hvorvidt det afsluttende mareridt finder sted i den virkelige, fysiske verden eller måske kun i Polzers plagede sind. I det hele taget kan romanen læses som én lang ekspressionistisk, psykoanalytisk metafor for genkomsten af det fortrængte i Polzers traumatiserede sind (selv om Ungar ifølge bogens efterord selv hævdede ikke at kende noget til Sigmund Freuds psykoanalyse).

Titlen De lemlæstede går dels på den af ondartede bylder angrebne ven Karl Fanta, som, efterhånden som romanen skrider frem, bliver stadig mere fysisk lemlæstet og til sidst ikke er andet end et opsvulmet skrog uden ben og med kun én enkelt, mager, lammet arm, som stikker ud fra fedtklumpen som en udtørret pind.

Men især må man dog tolke titlen som en reference til romanens på forskellig vis mentalt lemlæstede personer: den barndomstraumatiserede Polzer selv, selvfølgelig; vennen Karl, hvis fysiske lemlæstelse også breder sig til sindet; den religiøse fanatiker og af egne tidligere gerninger moralsk anfægtede galning Sonntag; og vel for så vidt også Polzers værtinde, enken Klara Porges, der prostituerer sig for enhver, ikke bare for penge, men også drevet af en uforklaret trang til at fornedre sig selv og andre.

Nej, man er ikke i muntert selskab i De lemlæstede – og så alligevel, for Hermann Ungar er også en vittig hund med en udpræget sans for det sorthumoristiske og grotesk morsomme. Man klukker sig således igennem det meste af romanen samtidig med, at man krymper sig og væmmes. Og hvis nogen skulle være i tvivl: Dét er en anbefaling.

Tak til det relativt nye, lille forlag Sidste århundrede og oversætter Søren Møllerhøj Porsmose for med denne kun anden udgivelse fra forlaget at gøre Ungar tilgængelig på dansk .

• Lignende indlæg
• Sidste århundrede

Jana Beňová: Seeing People Off

Sergij Zjadan: Mesopotamien

Stanisław Lem: The Cyberiad

Stanisław Lem: Solaris

Adolfo Bioy Casares: Morels opfindelse

Gregor von Rezzori: En antisemits erindringer

E. M. Cioran: Bitterhedens syllogismer

Louis Levy: Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem